Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

Titel:
Reformér din faglige stolthed
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:

Hvad skal der til for at overleve en reform? Vejlederforum har sat en skolelærer og en socialrådgiver i stævne for at diskutere, hvordan man agerer i reformræset. Mød to praktikere, og få deres 10 gode råd.

Af Anne Mette Ehlers

Person:
Billede:
LineBaadsgaard_okt2015 022RED_portræt
Navn:
Line Baadsgaard
E-mail:
Titel:
Lærer
Arbejdssted:
Skolen på Islands Brygge
Billede:
VanessaDuus_okt2015 042RED_portræt
Navn:
Vanessa Duus
Titel:
Socialrådgiver
Arbejdssted:
Jobcenter Frederiksberg
Fotoreportage:
Lang tekst:

Dette er et eksperiment. 36-årige Line Baadsgaard, skolelærer på indskolingen på Skolen på Islands Brygge, og 30-årige Vanessa Duus, socialrådgiver i Team Sygedagpenge i Jobcenter Frederiksberg, kender ikke hinanden. Vejlederforum har parret dem til en ping-pong-dialog om at være praktikere i reformræset. Hvordan overlever man?

 


Reformregn

Som socialrådgiver er Vanessa Duus ramt af sygedagpengereformen, som fra dag til dag blev implementeret i juni 2014 med sidste del i januar 2015. Og til januar næste år kommer en refusionsreform. Hun har to gange oplevet, at bekendtgørelser bliver offentliggjort samme dag, som de træder i kraft, og det påvirker i den grad arbejdspresset og kalder på særlige kompetencer.
 

For Line Baadsgaard er det folkeskolereformen fra sidste sommer og Lov 409, som parallelt med reformen dikterede nye arbejdstidsregler og tilstedeværelseskrav for lærerne. Siden reformen har Line Baadsgaards arbejdsliv været konstant i overhalingsbanen. For første gang har hun oplevet ikke at nå sine undervisningsopgaver. Hun har haft meget travlt med flere lektioner og flere opgaver på mindre tid. Samtidig er der fast tilstedeværelsestid på skolen. Det betyder, at arbejdspladsen er i konstant larm og uro, fordi arbejdsrummet er placeret midt mellem fem klasselokaler. I arbejdsrummet, som er lille og varmt, står fire borde. Her deler Line Baadsgaard plads med 13 kollegaer.
 

Sænk ambitionerne

”Undskyld, hvis her lugter lidt af madpakke.”  
 

Med en kande kaffe og et hold småkager i favnen styrer Line Baadsgaard Vejlederforums udsendte og Vanessa Duus op ad en bred trappe til et tomt klasseværelse på Skolen på Islands Brygge. Line skubber et par borde sammen, så vi sidder over for hinanden.
 

Line: Mærkeligt nok handler overlevelse om at sænke ambitionsniveauet, for ellers er der risiko for stresssygemeldinger, som vi har haft mange af. Jeg var selv væk tre uger fra arbejde på grund af stress. Det var meget knyttet til min rolle som arbejdsmiljørepræsentant. Opstarten på skoleåret var meget kaotisk. Skoleskemaet blev skiftet ud fem gange i løbet af tre uger, og mange forstod ikke arbejdsopgaverne. Der var stor uforudsigelighed. Og jeg skulle også rumme mine kollegaers frustrationer.
 

Vanessa: Uvisheden kan jeg godt genkende. Inden for mit område er vi meget afhængige af at kende paragrafferne. Men det er svært, når praksis skal dannes, og man skal navigere rundt i noget, som ingen har italesat, og måske opdage huller i lovgivningen, der ikke er blevet fanget på politisk niveau. Der er en famlen.
 

Line: Der er ingen at spørge til råds.
 

Lavpraktik halter

Når der er ændringer i loven, må Team Sygedagpenges socialrådgivere vente, til klagerne går i Ankestyrelsen, for at se, om deres afgørelser var rigtige eller forkerte. For de har ingen principafgørelser at læne sig op ad. På flere skoler i landet klager forældrene over de lange skoledage, fordi det praktisk ikke kan lade sig gøre, at alle børn har fri på samme tidspunkt. Fx har Skolen på Islands Brygge kun to musiklokaler til de mange spor på skolen, og derfor er der tryk på faglokalerne.
 

Vanessa: Lavpraktisk er der store udfordringer. Vi bliver i tvivl, når forskellige lovgivninger overlapper og ikke er enslydende, og når borgere falder ned mellem to stole. Samtidig skal vi følge tidsfrister i lovgivningen, og hvordan sørger vi for det? Forandringer kendetegner mit område. Har man en overudviklet retfærdighedssans, skal man ikke søge inden for beskæftigelsesområdet. Det er en fordel at være løsningsorienteret og være mere optaget af hvordan end hvorfor. Man skal også være meget fleksibel. Det, man gør nu, kan være noget helt andet om 14 dage. Det er hårde vilkår.
 

Line: Tag en kage. 
 

Vejlederforum: En tudekage?
 

Begge griner.
 


 

Vanessa: I mit arbejdsliv har jeg ikke prøvet andet end reformræs – jeg ser det som et vilkår.
 

Vejlederforum: Du er meget pragmatisk?
 

Vanessa: For mig er det den mest konstruktive måde at gribe det an på, og dermed også den måde, man bedst kan hjælpe borgerne på.
 

Line: Jeg tror, at der er lidt længere vej end bare at være pragmatisk. Jeg er pragmatisk, når jeg taler med forældre og elever – jeg kunne ikke drømme om andet, for udadtil skal jeg fortsat vise, at jeg kan skabe en god, lærerig og tryg skoledag for børnene.  Men spørger man mig privat, synes jeg, at det er forkert at putte vidensarbejdere ind i en fast lønmodtagerrolle fra 8 til 16. I mit arbejde kan man ikke nytænke på kommando. For man er meget på som underviser, og det kræver en masse energi.  På én dag har jeg måske seks undervisningstimer, to timers forberedelse og et teammøde, og så kan det være svært at få tankerne op at flyve. Jeg synes ikke, at vi lærere passer ind i den ramme, som ellers lægger op til, at vi skal få en bedre skole.


 

En ny socialrådgiver

Vanessa Duus ser en forskel på hende selv og de socialrådgivere, der blev uddannet for tyve år siden. De bærer på en anden erfaring.
 

Vanessa: Før var arbejdet meget mere præget af omsorgsarbejde og helhedssyn. I dag er vi enormt specialiserede. Jeg sidder kun med sygedagpenge.  Det omhyggelige, grundige og dybere arbejde er der ikke længere plads til, og ansvaret er fordelt på tværs af sektorer.
 

Line: Det er også rammende på mit område. Forskellen er, at der stadig er en forventning om, at læreren skal være helhedsorienteret. Der er stadig kun én til at være den omsorgsfulde, som ser hele barnet, og det er læreren. Når vi skal inddrage eksperter og andre professioner, forventes det, at vi har hånd i hanke med børnene, og at vi er dem, som følger op. Det hænger ikke helt sammen med, at lærerne skal undervise mere og mere.
 

Vanessa: Der er andre forventninger, når vi skal være specialister i sygedagpenge – det handler om at udlicitere og ikke varetage det hele.
 

Line: Men jeg kan ikke udlicitere og henvise til pædagogerne, når et barn eksempelvis står og græder eller mistrives. Så må jeg reagere her og nu. Og børn og forældre har den opfattelse, at det er læreren, man går til.
 

Vanessa: Jeg skal underrette børnefamilieafdelingen, hvis der er en ung mor med problemer, men selv holde et meget klart fokus på sygedagpenge i samtalen. For mig handler det ikke om kompromiser, men om at acceptere vilkår. Jeg har kun været uddannet i fire år og har ikke prøvet andet. Jeg føler, at jeg er løsningsorienteret. Jeg bruger ikke så meget krudt på være frustreret.

Vejlederforum: Er det så enkelt?
 

Vanessa: Jeg æder ikke alting råt. Hvis reformen strider imod ens værdisæt, og man føler, at nogle af de vilkår, man ikke har indflydelse på, går ud over borgerne, må man skrive et læserbrev eller gå til fagforeningen i stedet for kun at gå til nærmeste leder eller bringe det op på personalemøderne. Man skal søge hen, hvor der er indflydelse. Og popularitetspolitik, hvor politikerne fjerner en reform og tilføjer en ny, der minder om den gamle, synes jeg, er åndssvagt. Det er noget af det, jeg forsøger ikke at have for meget fokus på i mit arbejde, da jeg ellers ville blive frustreret.
 

Line: Ja, man skal rette kritikken det rette sted. Men hvor er det, når der fx kommer en ugepakke fra forvaltningen om, at vi skal afprøve en portal til læringsmål og årsplaner og elevplaner?
 

Vanessa: En pakke uden rød sløjfe på.
 

Line: Ja. Er det reformen, kommunen eller nærmeste ledelse, kritikken skal ramme? Hvor skal man gøre af sine frustrationer? Det vælter ind med flere opgaver hele tiden, og der sorteres ikke undervejs. Der er ingen stopklods eller stødpude. Det er topdown-ledelse. For os på gulvet er det værsgo at gå i gang. Hvor gør man oprør? Jeg er arbejdsmiljørepræsentant, og vi forsøger at ændre tingene af de kanaler, vi skal. Men derfra og til, at tingene ændrer sig, er der langt. Kollegaerne kan ikke se, at det gør en forskel.
 

Pyt og sort humor

Det er hårdt, når infrastrukturen og ens arbejdsredskaber forsvinder. Uvisheden gennemsyrer arbejdet.
 

Vanessa: Når alt er nyt og forvirrende, kan det være svært at sætte finger på, hvad det præcis er, der er hårdt. Det er hele gulvtæppet, som ryger. Fra it-systemer, der skal konverteres, til blanketter og standardbreve, som skal ændres.
 

Line: Sidste år sad frustrationerne uden på tøjet, og i starten var der stort set gråd og vrede hver dag – og det skal der være plads til blandt kollegaerne. I dag overlever vi ved at forsøge at sige pyt og lave sort humor. Jeg prøver selv ikke at tage det personligt. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er blevet en dårligere lærer, fordi jeg ikke kan leve op til alle kravene.  
 

Vanessa: Det handler om faglig stolthed. Du skal være klar til at reformere din faglige stolthed.


 

En time er fløjet væk. Vanessa og Line har talt sig varme. Parallellerne og de fælles erkendelser overrasker dem. De har lyst til at mødes igen til mere reformsnak.
 

 

10 overlevelsesråd fra de reformramte

  • Vær løsningsfokuseret, fleksibel og pragmatisk.
  • Hav god selvindsigt, og handl ikke for følelsesmæssigt.
  • Find ud af, hvordan du agerer under pres, for du skal både håndtere dig selv, dine kolleger og borgerne.
  • Vær professionel, ikke personlig. Skab en distance, så det ikke er dig personligt, som ikke slår til, men nye vilkår, som sætter nye rammer.
  • Afstem forventninger med nærmeste leder og personalegruppe. Diskutér, hvordan I bedst får løftet opgaven.
  • Ret kritikken det rette sted. Gå til fagforeningen, en journalist eller skriv et læserbrev, hvis du ønsker større forandringer. Går du til nærmeste leder, skaber det dårlig stemning omkring implementeringen.
  • Værn om følelsen om at stå sammen i stedet for at trække linjerne op mellem ledelse og medarbejdere.
  • Vær fælles om kritik eller undren i stedet for at agere som to poler med ledelse og medarbejdere i hver sin ende.
  • Værn om det kollegiale sammenhold.
  • Tvivler du på, om reformerne virker? Husk, at det tager tid med evidens. Forholder du dig praktisk og neutralt, overlever du bedst.

 

 

 Vil du prøve Vejlederforum gratis i en måned? Læs mere og tilmeld dig.

 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Dette er et eksperiment. 36-årige Line Baadsgaard, skolelærer på indskolingen på Skolen på Islands Brygge, og 30-årige Vanessa Duus, socialrådgiver i Team Sygedagpenge i Jobcenter Frederiksberg, kender ikke hinanden. Vejlederforum har parret dem til en ping-pong-dialog om at være praktikere i reformræset. Hvordan overlever man?

 


Reformregn

Som socialrådgiver er Vanessa Duus ramt af sygedagpengereformen, som fra dag til dag blev implementeret i juni 2014 med sidste del i januar 2015. Og til januar næste år kommer en refusionsreform. Hun har to gange oplevet, at bekendtgørelser bliver offentliggjort samme dag, som de træder i kraft, og det påvirker i den grad arbejdspresset og kalder på særlige kompetencer.
 

For Line Baadsgaard er det folkeskolereformen fra sidste sommer og Lov 409, som parallelt med reformen dikterede nye arbejdstidsregler og tilstedeværelseskrav for lærerne. Siden reformen har Line Baadsgaards arbejdsliv været konstant i overhalingsbanen. For første gang har hun oplevet ikke at nå sine undervisningsopgaver. Hun har haft meget travlt med flere lektioner og flere opgaver på mindre tid. Samtidig er der fast tilstedeværelsestid på skolen. Det betyder, at arbejdspladsen er i konstant larm og uro, fordi arbejdsrummet er placeret midt mellem fem klasselokaler. I arbejdsrummet, som er lille og varmt, står fire borde. Her deler Line Baadsgaard plads med 13 kollegaer.
 

Sænk ambitionerne

”Undskyld, hvis her lugter lidt af madpakke.”  
 

Med en kande kaffe og et hold småkager i favnen styrer Line Baadsgaard Vejlederforums udsendte og Vanessa Duus op ad en bred trappe til et tomt klasseværelse på Skolen på Islands Brygge. Line skubber et par borde sammen, så vi sidder over for hinanden.
 

Line: Mærkeligt nok handler overlevelse om at sænke ambitionsniveauet, for ellers er der risiko for stresssygemeldinger, som vi har haft mange af. Jeg var selv væk tre uger fra arbejde på grund af stress. Det var meget knyttet til min rolle som arbejdsmiljørepræsentant. Opstarten på skoleåret var meget kaotisk. Skoleskemaet blev skiftet ud fem gange i løbet af tre uger, og mange forstod ikke arbejdsopgaverne. Der var stor uforudsigelighed. Og jeg skulle også rumme mine kollegaers frustrationer.
 

Vanessa: Uvisheden kan jeg godt genkende. Inden for mit område er vi meget afhængige af at kende paragrafferne. Men det er svært, når praksis skal dannes, og man skal navigere rundt i noget, som ingen har italesat, og måske opdage huller i lovgivningen, der ikke er blevet fanget på politisk niveau. Der er en famlen.
 

Line: Der er ingen at spørge til råds.
 

Lavpraktik halter

Når der er ændringer i loven, må Team Sygedagpenges socialrådgivere vente, til klagerne går i Ankestyrelsen, for at se, om deres afgørelser var rigtige eller forkerte. For de har ingen principafgørelser at læne sig op ad. På flere skoler i landet klager forældrene over de lange skoledage, fordi det praktisk ikke kan lade sig gøre, at alle børn har fri på samme tidspunkt. Fx har Skolen på Islands Brygge kun to musiklokaler til de mange spor på skolen, og derfor er der tryk på faglokalerne.
 

Vanessa: Lavpraktisk er der store udfordringer. Vi bliver i tvivl, når forskellige lovgivninger overlapper og ikke er enslydende, og når borgere falder ned mellem to stole. Samtidig skal vi følge tidsfrister i lovgivningen, og hvordan sørger vi for det? Forandringer kendetegner mit område. Har man en overudviklet retfærdighedssans, skal man ikke søge inden for beskæftigelsesområdet. Det er en fordel at være løsningsorienteret og være mere optaget af hvordan end hvorfor. Man skal også være meget fleksibel. Det, man gør nu, kan være noget helt andet om 14 dage. Det er hårde vilkår.
 

Line: Tag en kage. 
 

Vejlederforum: En tudekage?
 

Begge griner.
 


 

Vanessa: I mit arbejdsliv har jeg ikke prøvet andet end reformræs – jeg ser det som et vilkår.
 

Vejlederforum: Du er meget pragmatisk?
 

Vanessa: For mig er det den mest konstruktive måde at gribe det an på, og dermed også den måde, man bedst kan hjælpe borgerne på.
 

Line: Jeg tror, at der er lidt længere vej end bare at være pragmatisk. Jeg er pragmatisk, når jeg taler med forældre og elever – jeg kunne ikke drømme om andet, for udadtil skal jeg fortsat vise, at jeg kan skabe en god, lærerig og tryg skoledag for børnene.  Men spørger man mig privat, synes jeg, at det er forkert at putte vidensarbejdere ind i en fast lønmodtagerrolle fra 8 til 16. I mit arbejde kan man ikke nytænke på kommando. For man er meget på som underviser, og det kræver en masse energi.  På én dag har jeg måske seks undervisningstimer, to timers forberedelse og et teammøde, og så kan det være svært at få tankerne op at flyve. Jeg synes ikke, at vi lærere passer ind i den ramme, som ellers lægger op til, at vi skal få en bedre skole.


 

En ny socialrådgiver

Vanessa Duus ser en forskel på hende selv og de socialrådgivere, der blev uddannet for tyve år siden. De bærer på en anden erfaring.
 

Vanessa: Før var arbejdet meget mere præget af omsorgsarbejde og helhedssyn. I dag er vi enormt specialiserede. Jeg sidder kun med sygedagpenge.  Det omhyggelige, grundige og dybere arbejde er der ikke længere plads til, og ansvaret er fordelt på tværs af sektorer.
 

Line: Det er også rammende på mit område. Forskellen er, at der stadig er en forventning om, at læreren skal være helhedsorienteret. Der er stadig kun én til at være den omsorgsfulde, som ser hele barnet, og det er læreren. Når vi skal inddrage eksperter og andre professioner, forventes det, at vi har hånd i hanke med børnene, og at vi er dem, som følger op. Det hænger ikke helt sammen med, at lærerne skal undervise mere og mere.
 

Vanessa: Der er andre forventninger, når vi skal være specialister i sygedagpenge – det handler om at udlicitere og ikke varetage det hele.
 

Line: Men jeg kan ikke udlicitere og henvise til pædagogerne, når et barn eksempelvis står og græder eller mistrives. Så må jeg reagere her og nu. Og børn og forældre har den opfattelse, at det er læreren, man går til.
 

Vanessa: Jeg skal underrette børnefamilieafdelingen, hvis der er en ung mor med problemer, men selv holde et meget klart fokus på sygedagpenge i samtalen. For mig handler det ikke om kompromiser, men om at acceptere vilkår. Jeg har kun været uddannet i fire år og har ikke prøvet andet. Jeg føler, at jeg er løsningsorienteret. Jeg bruger ikke så meget krudt på være frustreret.

Vejlederforum: Er det så enkelt?
 

Vanessa: Jeg æder ikke alting råt. Hvis reformen strider imod ens værdisæt, og man føler, at nogle af de vilkår, man ikke har indflydelse på, går ud over borgerne, må man skrive et læserbrev eller gå til fagforeningen i stedet for kun at gå til nærmeste leder eller bringe det op på personalemøderne. Man skal søge hen, hvor der er indflydelse. Og popularitetspolitik, hvor politikerne fjerner en reform og tilføjer en ny, der minder om den gamle, synes jeg, er åndssvagt. Det er noget af det, jeg forsøger ikke at have for meget fokus på i mit arbejde, da jeg ellers ville blive frustreret.
 

Line: Ja, man skal rette kritikken det rette sted. Men hvor er det, når der fx kommer en ugepakke fra forvaltningen om, at vi skal afprøve en portal til læringsmål og årsplaner og elevplaner?
 

Vanessa: En pakke uden rød sløjfe på.
 

Line: Ja. Er det reformen, kommunen eller nærmeste ledelse, kritikken skal ramme? Hvor skal man gøre af sine frustrationer? Det vælter ind med flere opgaver hele tiden, og der sorteres ikke undervejs. Der er ingen stopklods eller stødpude. Det er topdown-ledelse. For os på gulvet er det værsgo at gå i gang. Hvor gør man oprør? Jeg er arbejdsmiljørepræsentant, og vi forsøger at ændre tingene af de kanaler, vi skal. Men derfra og til, at tingene ændrer sig, er der langt. Kollegaerne kan ikke se, at det gør en forskel.
 

Pyt og sort humor

Det er hårdt, når infrastrukturen og ens arbejdsredskaber forsvinder. Uvisheden gennemsyrer arbejdet.
 

Vanessa: Når alt er nyt og forvirrende, kan det være svært at sætte finger på, hvad det præcis er, der er hårdt. Det er hele gulvtæppet, som ryger. Fra it-systemer, der skal konverteres, til blanketter og standardbreve, som skal ændres.
 

Line: Sidste år sad frustrationerne uden på tøjet, og i starten var der stort set gråd og vrede hver dag – og det skal der være plads til blandt kollegaerne. I dag overlever vi ved at forsøge at sige pyt og lave sort humor. Jeg prøver selv ikke at tage det personligt. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke er blevet en dårligere lærer, fordi jeg ikke kan leve op til alle kravene.  
 

Vanessa: Det handler om faglig stolthed. Du skal være klar til at reformere din faglige stolthed.


 

En time er fløjet væk. Vanessa og Line har talt sig varme. Parallellerne og de fælles erkendelser overrasker dem. De har lyst til at mødes igen til mere reformsnak.
 

 

10 overlevelsesråd fra de reformramte

  • Vær løsningsfokuseret, fleksibel og pragmatisk.
  • Hav god selvindsigt, og handl ikke for følelsesmæssigt.
  • Find ud af, hvordan du agerer under pres, for du skal både håndtere dig selv, dine kolleger og borgerne.
  • Vær professionel, ikke personlig. Skab en distance, så det ikke er dig personligt, som ikke slår til, men nye vilkår, som sætter nye rammer.
  • Afstem forventninger med nærmeste leder og personalegruppe. Diskutér, hvordan I bedst får løftet opgaven.
  • Ret kritikken det rette sted. Gå til fagforeningen, en journalist eller skriv et læserbrev, hvis du ønsker større forandringer. Går du til nærmeste leder, skaber det dårlig stemning omkring implementeringen.
  • Værn om følelsen om at stå sammen i stedet for at trække linjerne op mellem ledelse og medarbejdere.
  • Vær fælles om kritik eller undren i stedet for at agere som to poler med ledelse og medarbejdere i hver sin ende.
  • Værn om det kollegiale sammenhold.
  • Tvivler du på, om reformerne virker? Husk, at det tager tid med evidens. Forholder du dig praktisk og neutralt, overlever du bedst.

 

 

 Vil du prøve Vejlederforum gratis i en måned? Læs mere og tilmeld dig.

 

Tidsskriftsnr.:
2015 nr. 4
Publiceringsdato:
03-11-2015
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.