Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

FB
Titel:
Paradoksale tider
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Selvstændighed og personlig autonomi er som regel noget, man kræver af folk, der ikke for alvor er i stand til at håndhæve det. Omvendt er der masser af eksempler på, at man ønsker at bremse de skæve hoveder, de vilde fantaster, de originale enspændere, fornyerne.
Person:
Billede:
Jan_Sonnergaard
Navn:
Jan Sonnergaard
Titel:
Forfatter
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Vi lever i paradoksale tider. Aldrig har adgangen til litteratur, kunst og musik været så let ... og aldrig har forlagene, pladeselskaberne og gallerierne haft det så dårligt. Eller for at tage et andet eksempel: Aldrig har der været talt så meget om, at Danmark er et videnssamfund, et højteknologisk, avanceret et af slagsen, og at det derfor naturligvis er de nye, intelligensbaserede virksomheder, som er landets fremtid. Og samtidig har man aldrig udvandet samtlige former for uddannelser så meget som nu. Aldrig har man talt så meget om frie markedskræfter, det personlige ansvar og det frie valg - og aldrig har man opereret så meget med tvang og umyndiggørelse.
 

Vi kan starte med at se nærmere på folkeskolereformen. En ret gennemgribende reform, som interessant nok blev gennemtrumfet stort set uden samarbejde med dem, der er tættest på skolens praksis, nemlig lærerne. Afsættet var måske sympatisk nok og analysen korrekt: At flere færdigheder skulle bibringes de unge mennesker. Men samtidig med at man taler om innovation og selvstændig tænkning som nøglekompetencer i fremtidens samfund, gennemfører man så tiltag, der reelt stiller sig i vejen for begge dele:
 

Man forlænger drastisk børnenes skoledag, men afsætter ikke flere ressourcer til flere lærerstyrede timer. Ergo må man konkludere, at den samme undervisning må strækkes ud, så den varer længere. Således bliver det eneste resultat reelt, at børnene og lærerne skal opholde sig længere tid på skolen. Men hvorfor skal de egentlig dét? Helt naivt og enfoldigt spørger jeg: Hvad er der godt ved det? Hvis lærernes forberedelse og elevernes lektielæsning bliver bedre og mere effektiv af, at de opholder sig på skolens område, vil jeg gerne høre argumentationen.
 

Den er der selvfølgelig ikke. Opholdspligten er intet andet end et symbol på den tankegang, at intet kan læres eller produceres uden for Institutionen med stort I. Hvis dette er tilfældet, er det så bare mærkværdigt, at man vælger at skære ned på samme institutioner.

Der er tale om umyndiggørelse, men samtidig slynger man om sig med begreber som "ansvar for egen læring" og andre buzzwords, som jo modsiges af, at man netop i dette tilfælde ikke giver børnene den frihed, som er betingelsen for det store ansvar. Jo mere tid, der bruges i institutionen, hvor der styres fra oven, desto mindre tid er der til den selvstændige fordybelse og den kreative fantasiudfoldelse.
 

Samtidig overser man et helt indlysende problem. For hvad er det, en lærer under ingen omstændigheder kan undervise i? Rent logisk?
 

Svar: Det, der ikke findes. En lærer kan undervise i det, man ved, der findes, og det, der står i skolebøgerne. Men det, der ikke findes, kan være nok så vigtigt ... hvis ikke vigtigere. Mange af vore vigtigste værdier er netop opstået på baggrund af en interesse for det, der ikke fandtes, og en ligegyldighed over for det, der allerede var. Standardeksemplet kunne være rockbandet, som hverken gider passe skole, arbejde eller ledighedskurser, fordi de er meget mere interesseret i at ændre på den musik, der findes, og skabe noget nyt – noget, der ikke findes (endnu). Og som ender som mangemillionærer. Eller bedre endnu: Steve Jobs, der under et LSD-trip tydeligt ser sammenhængen mellem binære talkoder og japansk kalligrafi ... og herefter sætter sine underordnede til at udvikle det grafiske interface. Eller endnu bedre: Janus Friis, som vil gøre det, ingen andre har gjort, nemlig blive rig på at tilbyde kunderne sit produkt gratis.
 

Det er sjovt, men også uhyggeligt at forestille sig, hvordan Friis’ Skypeprojekt var blevet modtaget, hvis det havde været en eksamensopgave med titlen "Hvordan man bliver milliardær på at gøre telefoni gratis ..." Hånden på hjertet: Hvor mange vejledere ville have rost en sådan opgaveformulering? Hvor høj en karakter, tror De, kære læser, at denne opgave ville have fået til eksamen? Personligt er jeg sikker på, at opgaven ville være blevet afvist. Blankt. For selvfølgelig kan man ikke blive rig på at forære ting væk, det er der aldrig nogen, der er blevet. Før nu ...
 

I mere restriktive systemer som fx bistandssystemet ville en sådan projektformulering formodentlig blive opfattet som obstruktion og sabotage og medføre bøder, karantæner og vel efterhånden også nærmest politianmeldelse. Men projektet lykkedes fint, og manden blev milliardær.
 

Vanetænkning var et rammende begreb, som man brugte i de gode gamle dage om den form for tænkning, der for alt i verden skulle undgås. Hvor der fx blev formuleret den regel, at et professorat var tidsbegrænset ... i det mindste på Kunstakademiet. Professorerne skulle ud efter et stykke tid og inspireres af den virkelige verden. Og hvis man fx gerne ville studere psykologi, var det ingenlunde nok bare at have en høj studentereksamen, man skulle også have relevant erhvervserfaring, eller erfaring i det hele taget. Rejser og højskole talte også med og blev i høj grad betragtet som relevant.
 

Der var uhyrlige ting i 1970’ernes pædagogik, men der var også fortræffelige tiltag og skjulte praksisser. En af de rosværdige ting var, at det var læreren, der suverænt afgjorde, hvor hvilke indsatser skulle gøres. Og hvordan. Det var dengang, der ikke var 28 elever i hver klasse. Der var plads til at iagttage specielle behov og tilpasse meget individuelle løsninger – eventuelt efter samråd med kolleger. Lærerens indsats skulle ikke indpasses i skemaer, der var formuleret fra oven. Der var i alle tilfælde tale om individuelle afgørelser – om det så drejede sig om at stimulere og udfordre den begavede elev eller hjælpe den svage op på mindsteniveau.

Grafitti
 

Hvad, jeg vil rose datidens skolesystem for, er, at der var en vis rummelighed, som er ved at blive kværket i dag, er jeg bange for. Planer kunne fraviges, uden at hver evig eneste lille afvigelse skulle indrapporteres centralt. Det er mit indtryk, at en væsentlig større del af lærernes arbejdstid i dag går på fuldstændig overflødige rapporteringer og dokumentationer for alt mellem himmel og jord.
 

Pointen er kort fortalt, at man bør bedømme fx en skole eller en anden form for uddannelses- eller vejledningsinstitution på, hvordan den behandler de abnorme, afvigerne. De abnormt kloge (på et eller andet felt) eller de abnormt ubegavede (på et andet felt). I dagens uddannelsesdiskussion er det som om, at de to ekstremer glemmes, der prioriteres kun inden for midterfeltet. Ikke fordi man har et defineret mål om at fremme middelmådighed, men udelukkende fordi man lettest laver målinger på massen og vanskeligst på afvigerne.
 

Det er åbenlyst, at reformen ikke har til hensigt at skabe nogle børn med usædvanligt gode færdigheder. I noget som helst. Så vidt jeg er orienteret, er der ikke formuleret nogen strategi for at stimulere særligt begavede børn, der er heller ikke formuleret nogen ambition om at hæve undervisning op til eliteniveau. Dette kunne ellers være tiltrængt, ikke mindst hvad sprogfagene angår, danskerne er jo efterhånden kun i stand til at tale et halvgodt engelsk, ikke mere end det.
 

Omvendt svigter man også de børn med problemer af den ene eller anden art, som gør dem enormt dårlige til en eller flere ting eller måske lige frem ... dårlige til alt. Børn, der med andre ord har brug for meget ressourcekrævende specialhjælp. Autister, "hyperaktive" (ADHD skal man vist kalde det i dag), maniodepressive (og jo, børn kan også være bipolare ...) osv. skal "inkluderes" i den normale undervisning, hvilket er en eufemisme for, at man ikke giver de særligt udfordrede særlige muligheder.
 

Reelt svigter man disse særligt udsatte børn ved at smide dem ind i klasser på 28 elever ... men det lyder jo kønt og tolerant, at man "inkluderer" dem. Samme sproglige manøvre, som da man skar ned på psykiatriske sengepladser og kaldte det "distriktspsykiatri", eller hele formuleringen om at "ældre har det bedst i eget hjem", hvilket blot betyder, at man for længst har nedprioriteret statsligt finansierede plejehjem og beskyttede boliger.
 

Selvstændighed og personlig autonomi er som regel noget, man kræver af folk, der ikke for alvor er i stand til at håndhæve det. Omvendt er der masser af eksempler på, at man ønsker at bremse de skæve hoveder, de vilde fantaster, de originale enspændere, fornyerne.
 

Læg mærke til, at jeg IKKE taler om skattetryk eller Big Mother-stat eller andre af de nyliberalistiske yndlingsbegreber. Jeg er af den faste overbevisning, at det udmærket kan betale sig at arbejde i dette land, og at der på trods af skattetryk er ganske glimrende mulighed for at blive rig som erhvervsmand, hvis dette er ens mål i livet. Bare tag en tur forbi Café Victor i København, Søllerød Kro i Nordsjælland eller Casablanca og kasinoet i Århus. Der er skam mange penge i omløb.
 

Hvad jeg taler om, er den tvang og umyndiggørelse, der finder sted på så mange områder. Bistandsklienten og dagpengemodtageren, hvis tid der med vold og magt skal disponeres over, så han ikke får mulighed for selvstændigt at finde en vej ud af og op fra sumpen. De studerende, som nu med vold og magt skal følge pensum, undervisning, tidsplaner og latterlige pointsystemer – i modsætning til selvstændigt at studere og reflektere som i gamle dage. Forskerne, hvis arbejde ideligt miskrediteres og mistænkeliggøres, hvis det ikke klart kan bevises, at der er en lige vej fra forskning til faktura. Massakren på alle de klassisk humanistiske fag, hvis tradition det er at lære de studerende at tænke selv, at give dem redskaber til at kunne klare sig på et område, hvor det er svært direkte at bevise den økonomiske nytteværdi. Det samme gør sig gældende for sprogfagene og de musiske fag.
 

Fagidiot! Det er det, der er idealet i disse dage. Altså at blive en person, der kan én og kun én ting, og som er idiot til alt andet. Det er den slags ignoranter, som er i højsædet i disse dage, det er dém, man gerne vil producere i massevis. Samtidig taler man så om personlig frihed, ansvar, selvforvaltning og stamina. Det hænger ikke sammen, og det er forstemmende. Det ville være morsomt og lattervækkende, hvis ikke det i virkeligheden var så brutalt og stupidt.
 

Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Vi lever i paradoksale tider. Aldrig har adgangen til litteratur, kunst og musik været så let ... og aldrig har forlagene, pladeselskaberne og gallerierne haft det så dårligt. Eller for at tage et andet eksempel: Aldrig har der været talt så meget om, at Danmark er et videnssamfund, et højteknologisk, avanceret et af slagsen, og at det derfor naturligvis er de nye, intelligensbaserede virksomheder, som er landets fremtid. Og samtidig har man aldrig udvandet samtlige former for uddannelser så meget som nu. Aldrig har man talt så meget om frie markedskræfter, det personlige ansvar og det frie valg - og aldrig har man opereret så meget med tvang og umyndiggørelse.
 

Vi kan starte med at se nærmere på folkeskolereformen. En ret gennemgribende reform, som interessant nok blev gennemtrumfet stort set uden samarbejde med dem, der er tættest på skolens praksis, nemlig lærerne. Afsættet var måske sympatisk nok og analysen korrekt: At flere færdigheder skulle bibringes de unge mennesker. Men samtidig med at man taler om innovation og selvstændig tænkning som nøglekompetencer i fremtidens samfund, gennemfører man så tiltag, der reelt stiller sig i vejen for begge dele:
 

Man forlænger drastisk børnenes skoledag, men afsætter ikke flere ressourcer til flere lærerstyrede timer. Ergo må man konkludere, at den samme undervisning må strækkes ud, så den varer længere. Således bliver det eneste resultat reelt, at børnene og lærerne skal opholde sig længere tid på skolen. Men hvorfor skal de egentlig dét? Helt naivt og enfoldigt spørger jeg: Hvad er der godt ved det? Hvis lærernes forberedelse og elevernes lektielæsning bliver bedre og mere effektiv af, at de opholder sig på skolens område, vil jeg gerne høre argumentationen.
 

Den er der selvfølgelig ikke. Opholdspligten er intet andet end et symbol på den tankegang, at intet kan læres eller produceres uden for Institutionen med stort I. Hvis dette er tilfældet, er det så bare mærkværdigt, at man vælger at skære ned på samme institutioner.

Der er tale om umyndiggørelse, men samtidig slynger man om sig med begreber som "ansvar for egen læring" og andre buzzwords, som jo modsiges af, at man netop i dette tilfælde ikke giver børnene den frihed, som er betingelsen for det store ansvar. Jo mere tid, der bruges i institutionen, hvor der styres fra oven, desto mindre tid er der til den selvstændige fordybelse og den kreative fantasiudfoldelse.
 

Samtidig overser man et helt indlysende problem. For hvad er det, en lærer under ingen omstændigheder kan undervise i? Rent logisk?
 

Svar: Det, der ikke findes. En lærer kan undervise i det, man ved, der findes, og det, der står i skolebøgerne. Men det, der ikke findes, kan være nok så vigtigt ... hvis ikke vigtigere. Mange af vore vigtigste værdier er netop opstået på baggrund af en interesse for det, der ikke fandtes, og en ligegyldighed over for det, der allerede var. Standardeksemplet kunne være rockbandet, som hverken gider passe skole, arbejde eller ledighedskurser, fordi de er meget mere interesseret i at ændre på den musik, der findes, og skabe noget nyt – noget, der ikke findes (endnu). Og som ender som mangemillionærer. Eller bedre endnu: Steve Jobs, der under et LSD-trip tydeligt ser sammenhængen mellem binære talkoder og japansk kalligrafi ... og herefter sætter sine underordnede til at udvikle det grafiske interface. Eller endnu bedre: Janus Friis, som vil gøre det, ingen andre har gjort, nemlig blive rig på at tilbyde kunderne sit produkt gratis.
 

Det er sjovt, men også uhyggeligt at forestille sig, hvordan Friis’ Skypeprojekt var blevet modtaget, hvis det havde været en eksamensopgave med titlen "Hvordan man bliver milliardær på at gøre telefoni gratis ..." Hånden på hjertet: Hvor mange vejledere ville have rost en sådan opgaveformulering? Hvor høj en karakter, tror De, kære læser, at denne opgave ville have fået til eksamen? Personligt er jeg sikker på, at opgaven ville være blevet afvist. Blankt. For selvfølgelig kan man ikke blive rig på at forære ting væk, det er der aldrig nogen, der er blevet. Før nu ...
 

I mere restriktive systemer som fx bistandssystemet ville en sådan projektformulering formodentlig blive opfattet som obstruktion og sabotage og medføre bøder, karantæner og vel efterhånden også nærmest politianmeldelse. Men projektet lykkedes fint, og manden blev milliardær.
 

Vanetænkning var et rammende begreb, som man brugte i de gode gamle dage om den form for tænkning, der for alt i verden skulle undgås. Hvor der fx blev formuleret den regel, at et professorat var tidsbegrænset ... i det mindste på Kunstakademiet. Professorerne skulle ud efter et stykke tid og inspireres af den virkelige verden. Og hvis man fx gerne ville studere psykologi, var det ingenlunde nok bare at have en høj studentereksamen, man skulle også have relevant erhvervserfaring, eller erfaring i det hele taget. Rejser og højskole talte også med og blev i høj grad betragtet som relevant.
 

Der var uhyrlige ting i 1970’ernes pædagogik, men der var også fortræffelige tiltag og skjulte praksisser. En af de rosværdige ting var, at det var læreren, der suverænt afgjorde, hvor hvilke indsatser skulle gøres. Og hvordan. Det var dengang, der ikke var 28 elever i hver klasse. Der var plads til at iagttage specielle behov og tilpasse meget individuelle løsninger – eventuelt efter samråd med kolleger. Lærerens indsats skulle ikke indpasses i skemaer, der var formuleret fra oven. Der var i alle tilfælde tale om individuelle afgørelser – om det så drejede sig om at stimulere og udfordre den begavede elev eller hjælpe den svage op på mindsteniveau.

Grafitti
 

Hvad, jeg vil rose datidens skolesystem for, er, at der var en vis rummelighed, som er ved at blive kværket i dag, er jeg bange for. Planer kunne fraviges, uden at hver evig eneste lille afvigelse skulle indrapporteres centralt. Det er mit indtryk, at en væsentlig større del af lærernes arbejdstid i dag går på fuldstændig overflødige rapporteringer og dokumentationer for alt mellem himmel og jord.
 

Pointen er kort fortalt, at man bør bedømme fx en skole eller en anden form for uddannelses- eller vejledningsinstitution på, hvordan den behandler de abnorme, afvigerne. De abnormt kloge (på et eller andet felt) eller de abnormt ubegavede (på et andet felt). I dagens uddannelsesdiskussion er det som om, at de to ekstremer glemmes, der prioriteres kun inden for midterfeltet. Ikke fordi man har et defineret mål om at fremme middelmådighed, men udelukkende fordi man lettest laver målinger på massen og vanskeligst på afvigerne.
 

Det er åbenlyst, at reformen ikke har til hensigt at skabe nogle børn med usædvanligt gode færdigheder. I noget som helst. Så vidt jeg er orienteret, er der ikke formuleret nogen strategi for at stimulere særligt begavede børn, der er heller ikke formuleret nogen ambition om at hæve undervisning op til eliteniveau. Dette kunne ellers være tiltrængt, ikke mindst hvad sprogfagene angår, danskerne er jo efterhånden kun i stand til at tale et halvgodt engelsk, ikke mere end det.
 

Omvendt svigter man også de børn med problemer af den ene eller anden art, som gør dem enormt dårlige til en eller flere ting eller måske lige frem ... dårlige til alt. Børn, der med andre ord har brug for meget ressourcekrævende specialhjælp. Autister, "hyperaktive" (ADHD skal man vist kalde det i dag), maniodepressive (og jo, børn kan også være bipolare ...) osv. skal "inkluderes" i den normale undervisning, hvilket er en eufemisme for, at man ikke giver de særligt udfordrede særlige muligheder.
 

Reelt svigter man disse særligt udsatte børn ved at smide dem ind i klasser på 28 elever ... men det lyder jo kønt og tolerant, at man "inkluderer" dem. Samme sproglige manøvre, som da man skar ned på psykiatriske sengepladser og kaldte det "distriktspsykiatri", eller hele formuleringen om at "ældre har det bedst i eget hjem", hvilket blot betyder, at man for længst har nedprioriteret statsligt finansierede plejehjem og beskyttede boliger.
 

Selvstændighed og personlig autonomi er som regel noget, man kræver af folk, der ikke for alvor er i stand til at håndhæve det. Omvendt er der masser af eksempler på, at man ønsker at bremse de skæve hoveder, de vilde fantaster, de originale enspændere, fornyerne.
 

Læg mærke til, at jeg IKKE taler om skattetryk eller Big Mother-stat eller andre af de nyliberalistiske yndlingsbegreber. Jeg er af den faste overbevisning, at det udmærket kan betale sig at arbejde i dette land, og at der på trods af skattetryk er ganske glimrende mulighed for at blive rig som erhvervsmand, hvis dette er ens mål i livet. Bare tag en tur forbi Café Victor i København, Søllerød Kro i Nordsjælland eller Casablanca og kasinoet i Århus. Der er skam mange penge i omløb.
 

Hvad jeg taler om, er den tvang og umyndiggørelse, der finder sted på så mange områder. Bistandsklienten og dagpengemodtageren, hvis tid der med vold og magt skal disponeres over, så han ikke får mulighed for selvstændigt at finde en vej ud af og op fra sumpen. De studerende, som nu med vold og magt skal følge pensum, undervisning, tidsplaner og latterlige pointsystemer – i modsætning til selvstændigt at studere og reflektere som i gamle dage. Forskerne, hvis arbejde ideligt miskrediteres og mistænkeliggøres, hvis det ikke klart kan bevises, at der er en lige vej fra forskning til faktura. Massakren på alle de klassisk humanistiske fag, hvis tradition det er at lære de studerende at tænke selv, at give dem redskaber til at kunne klare sig på et område, hvor det er svært direkte at bevise den økonomiske nytteværdi. Det samme gør sig gældende for sprogfagene og de musiske fag.
 

Fagidiot! Det er det, der er idealet i disse dage. Altså at blive en person, der kan én og kun én ting, og som er idiot til alt andet. Det er den slags ignoranter, som er i højsædet i disse dage, det er dém, man gerne vil producere i massevis. Samtidig taler man så om personlig frihed, ansvar, selvforvaltning og stamina. Det hænger ikke sammen, og det er forstemmende. Det ville være morsomt og lattervækkende, hvis ikke det i virkeligheden var så brutalt og stupidt.
 

Tidsskriftsnr.:
2015 nr. 2
Publiceringsdato:
07-04-2015

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.