Titel:
Uddannelsesvejledningens menneskelige ansigt er truet
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Uddannelsesvejlederne skal på én gang scanne samfundets problembørn og hjælpe dem til at realisere deres skjulte potentialer. Uddannelsesvejlederne er samfundets win-win-agenter. De arbejder i en højere sags tjeneste som agenter for at virkeliggøre konkurrencestatens idealer om livslang læring fra vugge til krukke.
Person:
Billede:
Steen Nepper
Navn:
Steen Nepper Larsen
E-mail:
Titel:
Lektor
Arbejdssted:
Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet
Fotoreportage:
Lang tekst:

Ordet uddannelsesvejleder er sammensat af tre substantiver: uddannelse, vej og leder. Umiddelbart tager det sig ganske uskyldigt ud, men lad os lige smage lidt nærmere på det. Mystikken breder sig, for den, der skal lede vejen for en anden, skal hverken selv uddanne sig eller gå vejen. Han eller hun har ofte mange års uddannelse på bagen og sidder på kontor, hvor der ikke gås mange skridt. Derimod skal den, der ledes, selv finde sin vej i uddannelsesjunglen med henblik på at tage en årelang uddannelse. Den vej-ledte skal ikke regne med at blive vej-ledt af vej-lederen på selve vejen, som vej-lederen næppe heller kender målet for – og da slet ikke, før den vejledningsbehøvende overhovedet er kommet ind ad døren.

 

Arbejder man som uddannelsesvejleder, tænker man næppe mange sekunder over alle disse paradokser og selvmodsigelser, der er svejset ind i éns professionelle virke og identitet. Derimod arbejder man helt sikkert i stigende grad på at gøre de unge uddannelses- og arbejdsmarkedsparate. For det er nemlig dét, uddannelsespolitikken handler om i dette land. Uddannelsespolitik er blevet til arbejdsmarkedspolitik, og der er ingen tid at spilde. Samtiden er rig på honnørord og politisk konsensusorienterede initiativer i form af så forskellige ’ting’ som: 95 procents-, 60-procents- og 25-procentsmålsætningerne, Folkeskolereformen, Ungepakken I og II, Fremdrifts- og SU-reformen, EUD-reformen, Produktivitetskommissionens og Akkrediteringsrådets anbefalinger samt designet af de nye pædagog- og læreruddannelsesreformer.

 

Tidens løsen hedder ’tidlig indsats’, og uddannelsesvejlederne skal på én gang scanne samfundets problembørn og hjælpe dem til at realisere deres skjulte potentialer. Uddannelsesvejlederne er samfundets win-win-agenter. De arbejder i en højere sags tjeneste som agenter for at virkeliggøre konkurrencestatens idealer om livslang læring fra vugge til krukke. Som systemansatte coaches skal holde de unge til ilden på livets vej fra punkt A (den ene uddannelse) til B (til den næste). Allerbedst er det, hvis den unge i løbet af samtalen med uddannelsesvejlederen fremfører sine realistiske(!) ønsker og blotlægger sine talenter på kommando. Det er slut med viden for videns egen skyld og med gamle ord som kvalifikation og dannelse.

 

Superviseren bør anvende fastgørelses- og fastholdelseskontrakter, så den unge forstår alvoren og kan lære at tage ansvar. Den slags processer og værktøjer bidrager til empowerment, som det hedder på nysprog. Målet er, at den unge bliver selvledende og selvansvarliggjort, og det sker bedst inden for en ramme med klare aftaler og transparente kvalitetskrav. Hele apparatet skal dokumentere indsatsen og evaluere sig selv med jævne mellemrum. Vejlederinstitutionens uvidenskabelige og ’erfaringsramte’ fortid må vige til fordel for en videnskabeliggjort og evidensbaseret praksis, der er sammenlignelig på tværs af landet. Ved hjælp af best practise og benchmarking opstilles der pejlemærker og forbilledlige forløb. Særligt effektive og højtydende uddannelsesvejledere bør have præstationsløn. En ganske særlig indsats bør belønnes. Der er store samfundsøkonomiske besparelser i at finetune den unge til arbejdsmarkedet. Ideologien er stærk, og den maskerer sig som neutral nationaløkonomisk fornuft.

 

 

To samfundsborgere mødes, men med flere til bords
En samtale mellem et ungt søgende menneske og en uddannelsesvejleder er ikke et tilfældigt møde mellem to privatmennesker på en cykelsti eller et værtshus. For når de to mødes, sidder samfundet og alle idelogierne med til bords. Det gør det ikke nemt at være ung, det gør det ikke let at være uddannelsesvejleder, for alle de implicerede véd, at der ikke er tale om et rent møde uden en fast dagsorden. Der er forventninger på spil og et sæt af roller at indtage. Alligevel er der principielt mulighed for at opfatte mødet som et træf mellem to samfundsborgere, den ene professionel og vidende, den anden ung og mulighedsafsøgende. Men det kræver, at der etableres tillid mellem de to, og at den systembærende ikke møver sig frem med én bestemt plan. Får den unge en fornemmelse af, at der er en tredjepart (en dokumentationsprocedure, en rutinekørsel, et spørgeskema…) med omkring bordet, så bliver samtalen ufri.

 

Den professionelle uddannelsesvejleder bør revoltere imod sin egen formbestemmelse for at få den unge i tale. Han eller hun bør blotte en knivsæg – dvs. både huske og åbne smittende beretninger fra sin egen famlende ungdom og give sig til kende som systemets repræsentant. Der udøves magt, og det skal den unge tilskyndes og hjælpes til at erkende. Ønskes en virkelig samtale, må systemets mand m/k blotte sin hals og åbenlyst kritisere de rationaler, der regimerer ’mødet’, så den ugen uden naivitet kan gå oplyst ud i verden. Det er vel at mærke lettere sagt end gjort. ”Giv dig tid” stod der på min barndoms vejtræer på landevejen mellem Nyborg og Odense. Dengang sad jeg nedsunket på bagsædet af en Morris Combie 1000 uden bagruder. Nu advokerer jeg (for) mere udsyn.

 

Et investeret samfundsmæssigt engagement drejer sig om at afindividualisere elendighederne. At der er forsvundet cirka 200.000 ufaglærte jobs i den industrielle sektor i løbet af de sidste ti år er ikke ’Dovne Roberts’ skyld. Når kapitalen ikke længere kan profitere tilstrækkeligt på arbejdskraften et sted (fx i tekstil-, sko- og skibsbranchen i Danmark), så flytter den teltpælene et andet sted hen, hvor udsigterne til merværdiproduktion og kapitalakkumulation er mere lovende og lønningerne lavere.

 

Uddannelsesvejlederen bør være et tænkende menneske, der kan levere og italesætte en kritisk samtidsdiagnostik, der går i clinch med de samfundsstrukturelle problemer, der producerer arbejdsløshed og en intensiveret jagt på de veluddannede og de fede jobs.

 

Aktivitetspligt and learning by doing
Opfindsomheden er stor, og neologismerne vælter frem. ’Uddannelsesparathed’ parres med ’aktivitetspligt’, og det hedder sig, at kommunen skal give ’ikke-uddannelsesparate’ 15-17-årige tilbud, som afdækker og udvikler den unges interesser og kompetencer, så den unge bliver uddannelsesparat.

 

Det virker grangiveligt som om, de unge skal tvinges til ikke bare at kunne beskrive sig selv inden for et særdeles snævert spillerum; men at de også bliver bedt om at være et skridt forud for sig selv. Men er det ikke lige netop ved at gå i gang med en uddannelse, at man kan blive uddannelsesparat? Et fundamentalt spørgsmål trænger sig på: Kan uddannelsesparathed overhovedet planlægges og designes strategisk?

 

Man kan vel kun blive en uddannelsesmæssig overraskelse for de andre, men ikke mindst også for sig selv ved at gå i gang med at uddanne sig efter devisen: Ingen ved vel ret beset, hvad et gymnasium kan gøre ved én, før man kaster sig ud i at tage livtag med det, og ingen kan forudsige, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til, før man går i gang med den. Det næste bliver vel, at livsparatheden skal tjekkes og bogføres i en database, før livet kan få lov til at blive levet?

 

Set fra uddannelsesvejlederens stol må udfordringen bestå i lige dele decentreringskunst og Fingerspitzgefühl. Vejlederen må lære at hoppe et skridt til siden og være rede til sammen med den unge søgende sjæl at stille syrlige og kritiske spørgsmål til samtidens tvingende værdier og besættelser. Hvért eneste ungt menneske, der kommer forbi, er et uerstatteligt liv og ikke et statistisk gennemsnit af en normal-ung. Og midtpunktsforskydning må der til, så man som vejleder ikke blot sætter systemfornuftens integrative og økonomistiske køreplan igennem.

 

Vejledning er et delikat forehavende, hvor den åbne drøftelse eller foregribelse af mulige livs- og uddannelsesveje ikke må foregå som en forgribelse.

 

Litteratur af egen avl 

  • ”Evalueringsfeber”, i Dansk Sociologi nr.1, 2004
  • ”Dannelse og refleksivitet. Interview med Thomas Ziehe” i Thomas Ziehe: Øer af intensitet i et hav af rutine – Nye tekster om ungdom, skole og kultur. Forlaget Politisk Revy 2004.
  • ””Tvangen til uddannelsesparathed”, kronik i Information, d.17.1.2011 
  • ”Politikkens totale kortslutning”, kronik i Information, 12.3.2013  
  • ”Opskruede forventninger og hyklerisk kommunikation – en samtidsdiagnostisk analyse af den kommende læreruddannelsesreform”, artikel i nettidsskriftet Turbulens, efteråret 2013         
  • Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering. Fjordager 2013
  • ”Tidlig indsats er en fordel”, kronik i Information, d.20.1.2014 
  • ”Efterskrift: Hvordan undgå at læring bliver en kliché?”, i Christian Aabro (red.): Læring i daginstitutioner – et erobringsforsøg. Dafolo Forlag 2014
  • ”At ville noget med nogen – kritiske tanker om pædagogisk arbejde i kontrolsamfundet” i S. Brinkmann, T. Aastrup Rømer L. Tanggaard (red.): Uren pædagogik II. Klim 2014
Tidsskriftsnr.:
2014 nr. 2
Publiceringsdato:
05-05-2014
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke