Titel:
Månens bagside
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Lyset skinner klart på vejledningsmånens forside. Her glimter de klare målsætninger, den tydelige politiske retning. Men månens bagside er usynlig. Her gemmer sig de mørke sider af interessen for vejledning.
Person:
Billede:
Peter Plant
Navn:
Peter Plant
Titel:
Professor
Arbejdssted:
Universitetet i Sørøst-Norge
Fotoreportage:
Lang tekst:

Særlig

2004-vejledningsSWOT har nu ti års jubilæum. Vi er nu mange ”vejledningsreformer” længere fremme, dvs. justeringer, læs: stramninger og indsnævringer af vejledningsloven, som endda nu indeholder ordet ”pligt”. Det havde jeg ikke set komme for ti år siden.

 

Men nogle problemstillinger har vist sig ganske sejlivede. Især er det fortsat rigtig vanskeligt at indkredse, hvem der mon har ”særlige vejledningsbehov”. Undervejs blev dette begreb forsøgt bøjet i retning af ”udvidede vejledningsbehov” bl.a. for at undgå, at særlige vejledningsbehov blev forvekslet med ”særlige behov” - som vi kender dem fra specialundervisningen og særforsorg. Det blev det ikke meget bedre af.

 

Problemet var og er, at vejledning via disse begreber bliver et reservat for folk, som i forvejen er udsatte, svage, marginaliserede eller har et tilsvarende rygmærke. Vejledning bliver helt bagvendt en del af den stigmatisering, som de i forvejen er udsat for, disse udsatte (Plant, 2003; Plant og Valgreen, 2014). Og det, som skulle være en hjælp, nemlig vejledning, kan risikere at blive endnu en byrde, et stigma – for det er kun de særlige, måske endda kun de sære 20 %, som skal have vejledning. Resten kan jo klare sig selv: internettet er opfundet - til at dække informationsbehov. Men ikke vejledningsbehov, ville jeg mene.

 

 

 

I skrivende stund er en ny politisk aftale om erhvervsuddannelserne blevet offentliggjort. Den har været længe undervejs. Den indeholder ikke mange ord om vejledning, sådan direkte, men den har stor betydning for målretningen af vejledning til de 20 %, som anses for at have behov for vejledning. Med den tilgang bliver der brug for, at grundskolerne  kommer langt mere på banen i forhold til en bred og præventiv vejledningsindsats, for der gemmer sig gedigne vejledningsbehov blandt de andre 80 %.

 

I EU’s 2004 resolution om livslang vejledning hedder det (EU, 2004):

 

”Alle europæiske borgere bør, hvor det er relevant og under hensyn til de lokale forhold, have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte.”

 

Læs hele afsnittet - og ikke kun den sidste, hvor de særligt udsatte er i fokus. Den danske vejledningspolitik har i de sidste 10 år tydeligvis haft mest øje for at rette opmærksomheden ”mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte”. Det har medført, at vejledning for alle er blevet nedtonet. Den danske politiske retorik har været ganske klar i mælet: Vi skal målrette vejledning til dem, der har behov for vejledning. Og denne målretning er blevet snævrere igennem de ti år. For snæver. En bevidst politik med en særlig retning, som kunne være ganske modsat. I nogle lande er vejledning en ret, for alle. Ikke en pligt. Det gælder fx i Norge og Island.

 

Professionel

Hele det vejledningspolitiske felt har haft megen bevågenhed i de sidste ti år, hvor professionalisering har stået på dagordenen i mange lande (CEDEFOP, 2009). I 2004 så jeg store muligheder i den tydelige professionalisering, som nyordningen af dansk vejledning lagde op til. Muligheder for, at vejlederne kom mere på banen med faglige indspil. En proaktiv fagpolitisk indsats, som jeg så konturerne af og potentialet til. Med vejlederjobbet på fuld tid ville der være en professionel basis for, at vejlederne ville kunne tale med en tydelig og kraftig faglig røst, bl.a. om kvalitet i vejledning, vejledningsmetoder og -mål.  

 

Det kunne være vanskeligt i perioden op til 2003/04, hvor kun erhvervsvejlederne ved Arbejdsformidlingen havde denne professionelle platform, bl.a. ved at være organiseret i en fagforening, Dansk Erhvervsvejlederforening. Den var i øvrigt stærk nok til i 1982 at indgå en faglig aftale med sin arbejdsgiverpart, Arbejdsdirektoratet, hvori det blev slået fast, at erhvervsvejledningen var uafhængig af ”institutionelle særinteresser”. Lyder det kendt? Men der er en verden til forskel på at indgå en faglig aftale som ligeværdige partnere – og så den nuværende situation, hvor centrale myndigheder, p.t. især Undervisningsministeriet, udsteder ordrer til vejlederne om at opfylde nogle bestemte, politisk valgte kvoter, fx 95 %.  

 

Kort sagt er vejlederne og deres faglighed og deres etiske principper blevet sat til side af den stærke politiske styring i løbet af de sidste ti år. Hver gang loven om uddannelses- og erhvervsvejledning er blevet skærpet og målrettet i et reformamok-tempo har vejlederne været skeptiske over for denne retning, men dog bøjet nakken.  

 

Selv da vejlederne i forbindelse med Ungepakke 2 blev en del af et straf- og sanktionssystem, var der kun enkelte, der ytrede sig kritisk i offentligheden og i fagpressen. Men det er blevet ved det. Eller måske ikke: Der foregår en god del civil ulydighed blandt de vejledere, som ikke deler det herskende politiske syn på ”målrettet vejledning”. Disse vejledere skelner ikke mellem behov og særlige behov – selv om det i de benchmarkede indberetninger kunne se sådan ud. Kan denne påstand bevises? Næppe, af gode grunde. Men kig i krogene og under gulvtæppet. Dér ligger en ordentlig dynge vejledning, som ikke er ”målrettet”, men som rammer sit mål.

 

Ved et kig på England kan vi se nogle tydelige tendenser i forhold til at målrette vejledning til dem med de særlige behov. Den offentlige ”Careers Service” blev erstattet med Connexions, som skulle have særlig fokus på NEETs (Not in Employment, Education or Training), dvs. dropouts.  

 

De tidligere professionelle uddannelses- og vejledere blev i stor udstrækning erstattet af andre uden en vejledningsfaglig baggrund, bl.a. fordi det ikke længere var en vejledningsopgave at vejlede de unge. Det var langt mere socialrådgiverarbejde og socialpædagogisk indsats, i praksis en social kontrol, som skulle til – mente den daværende regering. Denne tilgang led hurtigt skibbrud: Dens legitimitet var meget lille hos dem, som angiveligt skulle have glæde af NEET-indsatsen. Og værre endnu: Connexions flyttede ikke på måltallene i NEETs. I stedet er (ungdoms)vejledning nu blevet skolernes ansvar i en ”Whole School Approach”, som desværre mest er hul retorik uden ressourcer og uden vejledningsfaglighed. Tværtimod skal der spares £ 200 mio. på engelske skolers vejledning i 2014.  

 

Det er altså slut med at fokusere på særlige vejledningsbehov, for det har vist sig at være en blindgyde. Men hvad stilles så i stedet? Den engelske undervisningsminister, Michael Gove, hævdede i en offentlig parlamentshøring her i 2014 det synspunkt, at vejledning i sin nuværende form er udokumenteret og værdiløst - og at det er på tide og langt bedre, at arbejdsgiverne tager over:

 

”Asked if he thought careers guidance should be part of teacher training courses, Mr. Gove said "no", and added that he was convinced local employers were best placed to provide both inspiration and advice.” (Se News School Report

 

Synspunktet er, at arbejdsgiverne ved, hvad det handler om: de faktiske forhold i industrien. De ved, hvor skoen trykker. De kender til uddannelsesbehovet i fremtiden. Og de har en (særlig klar?) glaskugle med en prognose for arbejdsmarkedet om 5-10 år. Flere arbejdsgivere i skolen. Dér røg den neutrale, institutionsuafhængige vejledning for alvor.

 

Neutral

Reformen af dansk vejledning for ti år siden blev begrundet med det politiske mål, at vejledning skulle være institutionsuafhængig, dvs. ikke ligge på en skole, som kunne have skumle (læs: ustyrlige for centralmyndigheder) mål med vejledningsindsatsen. I den anledning blev der lavet en rapport (Undervisningsministeriet, 2001). Ikke om institutionsuafhængig vejledning, som ellers var udgangspunktet i den Folketingsbeslutning, som lå bag (B131), men bemærkelsesværdigt nok om tværsektoriel vejledning – og det er jo en ganske anden sag. Dette skift gik stort set upåagtet hen. Her sprang neutralitetskæden allerede af. For det er langt fra det samme at arbejde tværsektorielt i vejledningsfeltet (det tager netop udgangspunkt i sektorsærinteresser og er ikke neutralt), som at drive institutionsuafhængig vejledning.  

 

Den (tvær)sektorielle vejledning er netop ikke afhængig af særlige institutions-/arbejdsgiver-/økonomiske interesser. Den neutrale vejledning tager udgangspunkt i mennesket og gør ikke det enkelte menneske til et måltal. Og hele denne diskussion fandt endda sted, inden loven om vejledning (2003/04) var vedtaget.

 

Siden er der blevet strammet og målrettet og regnet og indberettet og styret efter måltal. En politisk styring legitimeret ved rapporter, som fokuserer på økonomi. Rambølliseringen har taget overhånd: Regneark er blevet vigtigere end mennesker og det brogede liv, vi lever. Nu skal der normaliseres. Krogede livsveje skal rettes ud til den lige linje. Idealet om den neutrale vejledning kastet på bålet. Ud af flammerne stiger sagsbehandleren, myndighedspersonen: Den vejleder, som ved bedre; som kan bedømme uddannelsesparathed hos unge, som han/hun knap nok kender; som kan visitere til særlige uddannelser; som kan medvirke til sanktioner i forhold til ungdomsydelsen, hvis en uddannelsesplan ikke bliver fulgt. Straf, sanktion, myndighed. Vi er langt fra idealet om den neutrale vejleder. Og alenlangt fra Ungdomskommissionens manende ord (1946):

 

”Det vil fremgaa, at Erhvervs­vejledningen ikke tilstræber en Beskæring af Ungdommens Frihed til selv at vælge Erhverv, ej heller skal optræde som et Redskab i Statsmagtens Haand, men tværtimod være et hjælpende Instrument for den unge, saaledes at Mulig­heden for et frit Erhvervsvalg i højere Grad bliver virkelig­gjort for Ungdommen.” (s. VIII-IX) 

 

Netop ikke et redskab i statsmagtens hånd. Men dér er vi nu. Loven om vejledning indeholder i disse år ordet ”pligt” til uddannelse. Men ikke et ord om den motivation, som skal drive læringsværket. Her er langt mere pisk end gulerod. Her er social kontrol (Plant, 2010; Plant & Thomsen, 2012). Vejledning er blevet et redskab i statsmagtens hånd. Den politiske interesse for vejledning handler ikke om, hvad vejledning er, nemlig en frigørende indsats, men hvad vejledning kan (mis)bruges til, nemlig social kontrol. Vejledning er blevet et politisk våben, rettet mod en uddannelsesmæssig underklasse. Det er månens bagside.

 

Referencer 

  • CEDEFOP (2009). Professionalising career guidance: practitioner competences and qualification routes in Europe (Vol. 164). Luxembourg: Publications Office of the European Union
  • EU (2004). Draft Resolution of the Council and of the representatives of the Member States meeting within the Council on Strengthening Policies, Systems and Practices in the field of Guidance throughout life in Europe. Luxembourg: Publications Office of the European Union. Se: http://ec.europa.eu/education/policies/2010/doc/resolution2004_en.pdf
  • Plant, P. (2003). Temperatur. Kvalitet i ungdomsvejledningen. København: Kommunernes Landsforening
  • Plant, P. (2010). Vejledningsret - vejledningspligt. VejlederForum Magasinet, 2011, 1-3
  • Plant, P. & Thomsen, R. (2012). Career guidance in Denmark: Social Control in a velvet glove. Orientación y Sociedad, 2012, N°11, 3-17
  • Plant, P. & Valgreen, H. (2014).The flip side: Career guidance policies and social control. NICEC Journal, March 2014 (in press)
  • Undervisningsministeriet (2001). Rapport om tværsektoriel vejledning: opfølgning på B 131. København: Undervisningsministeriet
Tidsskriftsnr.:
2014 nr. 2
Publiceringsdato:
25-03-2014
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke