Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

Titel:
Inklusion
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Hvis jeg uden ord skulle vise, hvad inklusion betyder, ville jeg lade mine arme danne en cirkel foran mig i en slags omfavnende gestus – og så ville jeg gøre cirklen større, så den kunne rumme flere. At inkludere betyder at medtage, inddrage, gøre plads til. Inklusion betyder plads til flere, at rumme flere, at omfavne flere. Det betyder ikke, at den enkelte skal lave sig om og ”integrere sig”, som det hedder på nydansk. Inklusion betyder, at det er fællesskabet, der tilpasser sig og giver muligheder. Det er krævende, men det er – forhåbentlig også – givende.
Person:
Billede:
BirgitHeie0915
Navn:
Birgit Heie
Titel:
Chefkonsulent, Schultz Job og Uddannelse
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Inklusion er smukt, et rigtigt plusord! Salamanca-erklæringen, som Danmark har tilsluttet sig, er nærmest en slags ”børnenes menneskerettighedserklæring”:

 

”[Vi tror på, at] de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn,
[Vi tror på, at] almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse.” (Salamanca-erklæringen og Handlingsprogrammet for Specialundervisning)


Bagved skinner grundforudsætningen dog igennem: Nogle er åbenbart inkluderet i forvejen, de udgør det fællesskab, som skal inkludere de andre. Og hvem er de andre? Hvem er ude, og hvem skal ind?


I dag florerer diagnoserne, og grænserne snævrer det normale ind. Flere og flere får diagnoser på psykiske lidelser som ADHD og ASF og ADD. Og så er der alle dem uden en diagnose, men med socioemotionelle og faglige, sammensatte problemer, de såkaldte gråzonebørn.
 

Først bliver de dømt ude, fordi de er anderledes, herefter skal de inkluderes. Nogle taler om at ekskludere for at inkludere. For det drejer sig også om at få lov til at være anderledes og at få lov til at føle sig normal sammen med andre anderledes. 21-årige Amanda Menko Lorenzen fortæller til VejlederForum om sine oplevelser i det stærke interview ”Jeg er Amanda – ikke en diagnose”:

 

”Jeg var stort set altid hos de normale, undtagen når jeg havde specialundervisning alene med en lærer. De mange timer i klassen drænede mig for energi. De burde have lavet en lille speciel klasse sammen med andre, der også havde brug for noget specielt.”

 

I dag er inklusion et politisk og lovmæssigt imperativ. Undervisningsministeriet har inklusion som særligt fokusområde, og ”inklusionsloven”, der trådte i kraft i august 2012 som en ændringslov til bl.a. folkeskoleloven, pålægger skolerne at være mere rummelige. Kommunerne udarbejder inklusionspolitikker og ansætter inklusionskonsulenter og inklusionsvejledere. Også erhvervsskolerne og professionshøjskolerne vil komme under pres for at inkludere, når den nye kontanthjælpsreform træder i kraft.

 

Det økonomiske aspekt er ikke fraværende. Undervisningsministeren kalder det at bruge pengene smartere – andre kalder det spareøvelse:

 

”Heldigvis for regnedrengene findes der en politisk løsning på problemet. Den hedder inklusion. (…) Det lyder som enhver politikers våde drøm, at besparelser rimer på menneskerettigheder. Tidligere har forholdet mellem økonomi og faglighed været et nulsumsspil – enten valgte man besparelser eller faglighed. Nu er det imidlertid blevet et plussumsspil: inklusion muliggør besparelser og højner fagligheden både for det enkelte barn, der bliver en del af et fællesskab, og for fællesskabet, der bliver mere mangfoldigt.” (Helene Ratner, ph.d.-studerende ved Center for Skoleledelse, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS) 

 

iStock_000004637317Medium

 

Hvad betyder det for vejledningen, at man som grundskolevejleder vil møde nogle helt andre elever, end man mødte tidligere? Hvordan differentierer man sine vejledningsmetoder og rummer mangfoldigheden? Hvordan organiserer man sig som vejledningsgeneralister eller -specialister fx i forhold til STU og EGU?


Det sidste led i fødekæden er arbejdsmarkedet, det rummelige (?) arbejdsmarked. Hvem er der plads til her? Og hvad skal arbejdspladserne gøre for at inkludere?  

 

 

VejlederForum inkluderer:

  • Det var som at få en dødsdom. Alle i min klasse var normale undtagen mig, siger Amanda Menko Lorenzen i interviewet: Jeg er Amanda – ikke en diagnose.
  • At ekskludere for at inkludere. Forstander Thomas Buch fra Idrætsefterskolen Ulbølle overvejer, om det altid giver mening at inkludere, eller om eksklusion kan være en genvej til en senere og måske mere vellykket inklusion. 
  • Den inkluderende vejleder. Vejledning af unge med en diagnose – hvilke muligheder er der? UU-vejlederne Christine Holm og Palle Kristensen har undersøgt vejledning af unge med autismespektrumsdiagnoser. Hvilke muligheder har vejlederen, og hvilke særlige forhold gør sig gældende? Hvordan differentierer man sine vejledningsmetoder? Er der grænser for, hvor langt en ”almindelig” vejleder kan nå, og hvornår bør en specialvejleder tage over?
  • Kampen om adgang. Alle partier taler meget om, hvem der bidrager, og hvem der ikke bidrager. Hvem skal have lov til at blive en del af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet? Bliver det civil war eller en civilisering af adgang, spørger professor Katrin Hjort og adjunkt Dion Rüsselbæk Hansen fra Syddansk Universitet.
  • Grænser for inklusion. Foreningsfællesskabet Ligeværd skriver i en henvendelse til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg: ”Der er kommuner, der vil bestemme over indholdet i STU for de unge, og der er kommuner, der begrænser informationen, om de forskellige STU-muligheder for de unge. Ligeværd har kendskab til, at der er kommuner, der først tilbyder pladser uden for kommunen, efter at egne kommunale tilbud er fyldt op”. Har de unge, der har ret til en STU, samme mulighed for at vælge uddannelses som andre? Jørn Lehmann, formand for Ligeværd, siger sin mening.
  • Kampen for inklusion. Line Sirich fortæller om at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet efter en blodprop i hjernen.
  • Kommunal inklusionspolitik. Udviklingschef Morten Kliim-Due indvier os i Rudersdals inklusionsstrategi: Hvordan har den fungeret? Samarbejde om inklusion. Hvordan går det? Hvor er barriererne, og hvordan griber man det an?
  • Inklusion i udlandet – kan vi blive inspireret? Souschef i UU Sjælsø Claudia Dose har set på inklusion i Tyskland (Thüringen) og Italien (Reggio Emilia).
  • Inklusion på arbejdsmarkedet. Jacob Rom Johansen fra CABI har set på barrierer og muligheder for at blive inkluderet på arbejdsmarkedet, hvis man har en psykisk lidelse. 
Disclaimer:

Inklusion er smukt, et rigtigt plusord! Salamanca-erklæringen, som Danmark har tilsluttet sig, er nærmest en slags ”børnenes menneskerettighedserklæring”:

 

”[Vi tror på, at] de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn,
[Vi tror på, at] almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse.” (Salamanca-erklæringen og Handlingsprogrammet for Specialundervisning)


Bagved skinner grundforudsætningen dog igennem: Nogle er åbenbart inkluderet i forvejen, de udgør det fællesskab, som skal inkludere de andre. Og hvem er de andre? Hvem er ude, og hvem skal ind?


I dag florerer diagnoserne, og grænserne snævrer det normale ind. Flere og flere får diagnoser på psykiske lidelser som ADHD og ASF og ADD. Og så er der alle dem uden en diagnose, men med socioemotionelle og faglige, sammensatte problemer, de såkaldte gråzonebørn.
 

Først bliver de dømt ude, fordi de er anderledes, herefter skal de inkluderes. Nogle taler om at ekskludere for at inkludere. For det drejer sig også om at få lov til at være anderledes og at få lov til at føle sig normal sammen med andre anderledes. 21-årige Amanda Menko Lorenzen fortæller til VejlederForum om sine oplevelser i det stærke interview ”Jeg er Amanda – ikke en diagnose”:

 

”Jeg var stort set altid hos de normale, undtagen når jeg havde specialundervisning alene med en lærer. De mange timer i klassen drænede mig for energi. De burde have lavet en lille speciel klasse sammen med andre, der også havde brug for noget specielt.”

 

I dag er inklusion et politisk og lovmæssigt imperativ. Undervisningsministeriet har inklusion som særligt fokusområde, og ”inklusionsloven”, der trådte i kraft i august 2012 som en ændringslov til bl.a. folkeskoleloven, pålægger skolerne at være mere rummelige. Kommunerne udarbejder inklusionspolitikker og ansætter inklusionskonsulenter og inklusionsvejledere. Også erhvervsskolerne og professionshøjskolerne vil komme under pres for at inkludere, når den nye kontanthjælpsreform træder i kraft.

 

Det økonomiske aspekt er ikke fraværende. Undervisningsministeren kalder det at bruge pengene smartere – andre kalder det spareøvelse:

 

”Heldigvis for regnedrengene findes der en politisk løsning på problemet. Den hedder inklusion. (…) Det lyder som enhver politikers våde drøm, at besparelser rimer på menneskerettigheder. Tidligere har forholdet mellem økonomi og faglighed været et nulsumsspil – enten valgte man besparelser eller faglighed. Nu er det imidlertid blevet et plussumsspil: inklusion muliggør besparelser og højner fagligheden både for det enkelte barn, der bliver en del af et fællesskab, og for fællesskabet, der bliver mere mangfoldigt.” (Helene Ratner, ph.d.-studerende ved Center for Skoleledelse, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS) 

 

iStock_000004637317Medium

 

Hvad betyder det for vejledningen, at man som grundskolevejleder vil møde nogle helt andre elever, end man mødte tidligere? Hvordan differentierer man sine vejledningsmetoder og rummer mangfoldigheden? Hvordan organiserer man sig som vejledningsgeneralister eller -specialister fx i forhold til STU og EGU?


Det sidste led i fødekæden er arbejdsmarkedet, det rummelige (?) arbejdsmarked. Hvem er der plads til her? Og hvad skal arbejdspladserne gøre for at inkludere?  

 

 

VejlederForum inkluderer:

  • Det var som at få en dødsdom. Alle i min klasse var normale undtagen mig, siger Amanda Menko Lorenzen i interviewet: Jeg er Amanda – ikke en diagnose.
  • At ekskludere for at inkludere. Forstander Thomas Buch fra Idrætsefterskolen Ulbølle overvejer, om det altid giver mening at inkludere, eller om eksklusion kan være en genvej til en senere og måske mere vellykket inklusion. 
  • Den inkluderende vejleder. Vejledning af unge med en diagnose – hvilke muligheder er der? UU-vejlederne Christine Holm og Palle Kristensen har undersøgt vejledning af unge med autismespektrumsdiagnoser. Hvilke muligheder har vejlederen, og hvilke særlige forhold gør sig gældende? Hvordan differentierer man sine vejledningsmetoder? Er der grænser for, hvor langt en ”almindelig” vejleder kan nå, og hvornår bør en specialvejleder tage over?
  • Kampen om adgang. Alle partier taler meget om, hvem der bidrager, og hvem der ikke bidrager. Hvem skal have lov til at blive en del af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet? Bliver det civil war eller en civilisering af adgang, spørger professor Katrin Hjort og adjunkt Dion Rüsselbæk Hansen fra Syddansk Universitet.
  • Grænser for inklusion. Foreningsfællesskabet Ligeværd skriver i en henvendelse til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg: ”Der er kommuner, der vil bestemme over indholdet i STU for de unge, og der er kommuner, der begrænser informationen, om de forskellige STU-muligheder for de unge. Ligeværd har kendskab til, at der er kommuner, der først tilbyder pladser uden for kommunen, efter at egne kommunale tilbud er fyldt op”. Har de unge, der har ret til en STU, samme mulighed for at vælge uddannelses som andre? Jørn Lehmann, formand for Ligeværd, siger sin mening.
  • Kampen for inklusion. Line Sirich fortæller om at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet efter en blodprop i hjernen.
  • Kommunal inklusionspolitik. Udviklingschef Morten Kliim-Due indvier os i Rudersdals inklusionsstrategi: Hvordan har den fungeret? Samarbejde om inklusion. Hvordan går det? Hvor er barriererne, og hvordan griber man det an?
  • Inklusion i udlandet – kan vi blive inspireret? Souschef i UU Sjælsø Claudia Dose har set på inklusion i Tyskland (Thüringen) og Italien (Reggio Emilia).
  • Inklusion på arbejdsmarkedet. Jacob Rom Johansen fra CABI har set på barrierer og muligheder for at blive inkluderet på arbejdsmarkedet, hvis man har en psykisk lidelse. 
Tidsskriftsnr.:
2013 nr. 3
Publiceringsdato:
26-08-2013
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.