Sneen drysser som fin flormelis over København, da VejlederForum gæster 55-årige Torben Theilgaard på hans kontor ved Rundetårn, hvor han fortæller om sine egne karrierevalg og holdninger som leder af Studievalg København.

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg ikke forstået, at karakterer var vigtige. Så jeg kunne ikke komme ind på universitetet. Jeg turde heller ikke. Jeg troede ikke, jeg var disciplineret nok, og jeg frygtede at blive evighedsstudent.

Jeg manglede nogen, der kunne hjælpe mig med at finde retning. Gymnasiet var det mest almindelige valg i min klasse og en naturlig forlængelse af folkeskolen. Hvad jeg egentlig ville med gymnasiet, vidste jeg ikke. Mine forældre troede, at jeg skulle i lære i en tøjforretning. Jeg vidste godt, at jeg skulle læse. Det var bare meget uhåndgribeligt.

I dag ønsker jeg, at vi vejledere i højere grad konfronterer de unge med, hvorfor de er i gymnasiet. Hvad vil de med det? Midt i 2. g kan eleverne dårligt forholde sig til at blive færdige, fordi der i deres hoveder er så lang tid til. I 3. g opdager de, at der er mindre og mindre af et år tilbage. Konfrontationen er skolens og vejledernes – både UU’s og studievalgsvejledningens – ansvar. Vi skal lære de unge at stille sig selv spørgsmålene: Hvor er jeg lige nu? Hvor er jeg på vej hen om fem år? selv om planerne nok skal ændre sig. På den måde hjælper vi dem med at erkende, at det er dem, der skal gøre noget ved deres skole, og ikke skolen, som skal gøre noget ved dem. Jeg famlede selv i for lang tid, før jeg forstod det.

Da jeg havde fraskrevet universitetet, ville jeg være fysioterapeut. For jeg dyrkede masser af sport, og den uddannelse var håndgribelig. Men så kom der adgangsbegrænsninger. For at tjene point fik jeg job som ufaglært sygehjælper. I takt med, at jeg optjente point, steg adgangsbegrænsningerne. Jeg blev hele tiden hægtet af. Det endte med, at jeg søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen.

Som sygeplejerskestuderende lagde jeg en karriereplan. Når jeg var 30, skulle jeg være afdelingssygeplejerske og som 35-årig oversygeplejerske. Karrieren tog en anden retning, da jeg blev mere og mere interesseret i, hvordan man lærer, erkender og flytter sig som menneske. Efter fem år som sygeplejerske fik jeg en undervisningsstilling på en sygeplejerskole og tog en diplomuddannelse i undervisning. Der var mange kvinder i undervisningsverdenen. Der var lidt hattedame og selvhøjtidelighed over det. At sige en vittighed var næsten forkert.

Så blev jeg lærer i sundhedsfag på pædagoguddannelsen på Gladsaxe Seminarium. Jeg regnede med, at det blev let, men det blev det vildeste, jeg har prøvet. Jeg fattede ikke, hvad mine nye kollegaer sagde. Jeg havde den samme faglige viden, men et andet sprogsæt fra sundhedsverdenen. Jeg fik også med praktikuddannelsen og vejledning at gøre, og det var i den retning, jeg ville. Efter en stilling som souschef på andet pædagogseminarium skiftede jeg til forløberen for studievalg, ivu*C, hvor jeg blev centerleder som 44-årig i 2002.

Siden har jeg været leder i en verden, som kun handler om vejledning og ikke undervisning. Essensen er: Hvad vil du med dit liv? Kan du få det liv, du forestiller dig?

Min ambition som leder er, at vi kan omsætte samfundets organisering af vejledning, så den giver mening for den enkelte unge i det korte møde på ungdomsuddannelserne eller her i vores åbne vejledning, hvor unge kommer ind fra gaden for at blive vejledt om studievalg. At vi hurtigt finder ind til, hvor vejledningen mellem den unge og vejlederen skal begynde og ende.

Jeg vejleder selv i cirka 20 procent af min tid, både her og på Sankt Annæ Gymnasium. Mange dér vil noget med musik og det kreative. Men er de gode nok til at leve af det? De ved godt, hvem der er dygtige på en årgang. Og det kræver det, hvis de vil spille violin på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium eller bas på Rytmisk Musikkonservatorium. Det skal de erkende, og planerne skal revurderes, hvis de ikke er realistiske.

Kollektiv vejledning er en udfordring. Når der er 25 elever, er det en kunst at slå bro og nå ind til den enkelte. Der er praktiske informationer, som de skal forholde sig til, der er points of no return som afsluttede fag og ansøgningsfrister. Og der er procesorienterede elementer, hvor vi hjælper eleverne med at blive klar over deres valgstrategi. Den er ofte ubevidst. Nogle elever har brug for et højt gennemsnit. De skal tidligt lære at tilrettelægge deres studieliv for at nå det mål. Nogle opdager for sent, at de kan blive hægtet rigtig meget af, hvis de ikke sikrer sig karaktererne. For dem er det svært at forstå, at det er vigtigt at lave den engelske stil færdig i dag, før historieopgaven i morgen.

Det er ikke så nemt at få skubbet de unge hen, hvor staten, brancheorganisationer og virksomheder tror, at de skal hen. Hele vejledningsloven bygger på, på at unge foretager logiske, rationelle valg af uddannelser. Det, der forstyrrer, er, at vi har at gøre med unge mennesker med lyster og modstand. Unge, der bliver tre år mere modne i gymnasietiden. De omstiller deres fokus og interesser, så de vil noget andet, end de troede i 9. klasse. Nogle enkelte træffer et sikkert valg, for de fleste åbner mulighederne sig senere. 

Hver eneste elev behøver ikke individuel vejledning. Halvdelen af de unge, vi snakker med, kan godt selv. Den anden halvdel skal vi hjælpe med at turde gøre tingene selv. At tage vare på alle deres beslutninger, at besøge det åbne hus og få søgt ind. Nogle skal støttes ved hvert eneste skridt. Generelt er de unge i dag mere afklarede om, hvor de skal søge hen. De er nok påvirket af den politiske diskurs.

Havde jeg frit spil for vejledningen, kunne jeg drømme om, at vejledere fra gymnasiet og Studievalg var i samme rum og vejledte de unge, så begge parters viden blev sat mere i spil.

Den største trussel for dansk vejledning er, hvis politikerne får lov at løbe af sted med, at valg af uddannelse er et logisk, rationelt valg. Hvis vejledningen skal understøtte det, bliver den i virkeligheden falsk, for så bliver vejledning manipulation, hvor det gælder om at få folk på hylder uden at tage stilling. Vejledningen skal have sit faglige frirum. Politikerne må gerne have forventninger om, at vi hjælper unge fremad til valg af uddannelse. Men vi skal have professionaliteten for os selv, ellers bliver det uforeneligt med, hvad de unge har af ønsker og drømme for deres liv. De skal have lov at opdage, hvad de brænder for, ellers bliver det ikke innovative og fleksibelt indstillede mennesker, som kommer ud af uddannelsessystemet.