Vestegnskommunen Glostrup er den af alle landets kommuner, som set ud fra Skolerådets formandskabs tal er bedst til at få unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

I spidsen for vejledningsindsatsen dér samt i Albertslund, Ballerup, Høje Taastrup og Rødovre står en leder, som træder frem og træder til for at nå sine mål. Også på medarbejdersiden. Navnet er Carsten Bøtker, eller Mr. Særligt Behov, som de kærligt har kaldt ham i en sang. For den oprindeligt læreruddannede chef brænder for de 10-20 procent unge, som hverken flyder eller driver fremad på den å, vi kalder uddannelsessystemet. Gennem sin karriere har han arbejdet med integration, indsatser for de utilpassede unge og vejledning for unge med særlige behov blandt andet i Regeringens Udrykningshold og i Undervisningsministeriets KVISprojekt.



Nu gælder det Vestegnens unge fra uddannelsesfremmede miljøer, fra sociale boligbyggerier, lavindkomstfamilier og med andre etniske baggrunde end den danske. Dem, som gemmer sig i hjørnet i klassen, og som mangler kulturel kapital hjemmefra og derfor skal have al den fremdrift og opdrift de kan få fra vejledere og skole, så de kommer med i strømmen og gennemfører en ungdomsuddannelse.

Hvordan motiverer du dine medarbejdere?
Når en person brænder for noget, så smitter engagementet. Jeg har nogle meget dedikerede medarbejdere, som er valgt ud fra deres værdier og tilgang til opgaven med at være vejleder her på Vestegnen. Ved samtaler mærker jeg efter menneskesynet, og om det er mennesker i harmoni. Jeg ser på den personlige tilgang, at de ikke kommer med deres middelklasseforventninger og vil presse dem ned over en gruppe, som er et helt andet sted. Og så lægger jeg vægt på forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.

Som leder vil jeg gerne konstant udvide medarbejdernes rummelighedsapparat og empati. Og så vil jeg gerne styrke vores sammenhængskraft. I det daglige er vi en meget decentral organisation spredt ud på små kontorer på 55 folkeskoler. Jeg vil have, at medarbejderne føler, at de har kolleger og har en chef.



Hvordan gør du det?
Hver onsdag holder jeg et obligatorisk møde, hvor jeg og teamkoordinatorerne orienterer om det ene eller det andet faglige emne. Her holder jeg også min egen form for peptalk for de 45 ansatte. Talen handler meget ofte om strategier for at fremme de politiske målsætninger og om mine forventninger til en forstærket indsats, der er målrettet unge og familier, der i overført forstand vender den tunge ende nedad.

Til mødet har vi næsten altid gæster udefra. Vi har for eksempel haft besøg af en marokkansk kvindelig etnohomo, nemlig en kvinde som kom til Danmark som 16-årig, men som nu er ”sprunget ud” og lever sammen med en kvinde. Vi har også haft besøg af en mor, som har to børn med ADHD, forskellige forskere, som fortæller om den nyeste viden om valg af uddannelse og barrierer, unge rollemodeller med anden etnisk baggrund, Ungdomshusets og Christianias forsvarsadvokat for blot at nævne nogle af dem, der har sat sine spor.



Vi indleder mødet med en sang og et digt, som medarbejderne skal vælge på skift og begrunde valget. På den måde kommer de på banen og viser noget af sig selv. I øvrigt bruger jeg også lidt samme tilgang til at se efter særlige behov hos mine ansatte som hos de unge på Vestegnen. Er der en meget stille medarbejder, spørger jeg gerne en af vejlederne, som har mere overskud, om de ikke kan dele lidt ud af deres overskud og spørge ind til, hvordan det går.

Glostrup er danmarksmester i at få unge til at uddanne sig, hvis man ser på Skolerådets formandskabs beregninger for, hvor mange der skal gennemføre en ungdomsuddannelse i de enkelte kommuner for at opnå regeringens 95-målsætning i 2015. For 65 procent af de unge, som gik ud af 9. klasse i 2002, gennemførte en ungdomsuddannelse, og det er netop det mål, Skolerådet sætter for Glostrup, mens fx målet for ressourcestærke Gentofte er sat til 100 procent. Hvad mener du om 95-målsætningen og Skolerådets differentierede måde at se tingene på?
Jeg har været i gamet i mange år, hvor skiftende regeringer i bund og grund har haft de samme tanker om unge og uddannelse. Før Ungepakke 1 og 2 blev det kun til rapporter på glitret papir, udviklingsarbejde og konferencer. Nu har vi handling, aktiviteter og politiske mål for Ungdommens Uddannelsesvejledning. Det er i orden at have ambitioner. 95 procent er et godt mål at stræbe efter, så jeg vil ikke nøjes med de 65 procent. Faktisk var tallet for de 16-21-årige i Glostrup i oktober 2010 86,7 procent for dem, som var i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse – altså tæt på regeringens vision om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre eller være i gang med en ungdomsuddannelse. Og vi fortsætter med at raffinere og finpudse vejledning for dem, som har særlige behov.



Hvordan finpudser I vejledningen for dem med særligt behov?
Jeg plejer at sige til mine medarbejdere, at tiden kun kan bruges én gang. Så det er vigtigt, at vi prioriterer dem, der har brug for personlig kontakt frem for dem, som kan selv. For det er ofte de ressourcestærke unge, som er opsøgende og engagerede og derfor tager vejlederens tid. Og når disse stærke unge har stillet spørgsmål, så ringer deres mor og tjekker samtalen og stiller nye spørgsmål.

Vi skal derimod tage fat i de udsatte og sprøde unge, de stille eksistenser som gemmer sig i hjørnet, som ”glemmer” aftaler og er bange for at møde nye udfordringer og for at møde op på et nyt uddannelsessted. Vi skal holde dem i hånden ved at gå med til visitationssamtaler på de tekniske skoler, holde regelmæssige personlige møder og gå med til første dag på skolen. Senere skal vi hjælpe dem med at finde praktikpladser, give dem en mentor og være det netværk de mangler, også når de igen har smidt passwordet ud til praktikplads.dk. Vi skal opsøge dem hjemme, så de mærker, at nogen interesserer sig for dem. For vejledning er ikke kun gode råd. Som vejleder er man forpligtet til at følge op på dem. Jeg kalder det håndholdt vejledning.



Hvad så med de ressourcestærke unge?
De har den nye eVejledning, og den må vi lære dem at bruge. Det kan godt irritere mig lidt, når Undervisningsministeriet her til maj og juni beder de unge vurdere deres tilfredshed med vejledernes indsats. For det er jo klart, at de ressourcestærke ikke får så meget vejledning, og så får mine vejledere måske ikke en så flot vurdering. Men jeg har jo netop bedt mine vejledere prioritere noget andet, for vi har ikke tid til at gå dybt ind i, om en velfungerende ung skal vælge Zahles eller Rødovre gymnasium.



Hvad er dine visioner for vejledning?
At det høje engagement i uddannelsespolitik fastholdes. At der er en ledestjerne for vejledning, hvor uddannelsesvejledere prioriteres som værktøjet til at give retning for de unge, i særdeleshed over for dem som har særlig behov for en personligt tilrettelagt vejledning og en særlig indsats.

Hvad er verdens bedste vejledning?
Når en organisation og dens leder har forstået, hvad opgaven går ud på og sætter rammerne, retningen og strategien for medarbejderne og sætter hele sin person og faglige kompetencer ind i opgaven.

Hvad er udfordringen for UU-Vestegnen lige nu?
Lovændringen i Ungepakke 2 har skubbet det vejledningsmæssige tyngdepunkt fra en bred indsats i 6.-10. klasse til en mere målrettet indsats for de 15-17-årige. Det giver en strategisk-politisk udfordring i, hvordan vi sammen med kommunerne kan udvikle mere stringente metoder til at overvåge de 15-17-årige, og tilbyde dem en uddannelse, så færre oplever at fejre deres 18 års fødselsdag ved at søge kontanthjælp på jobcentrene. Mit håb er, at UU, elever, forældre og kommuner alle spiller med, så det bliver til noget i praksis og ikke drukner i administration, økonomitænkning og mangel på muligheder.