Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

Titel:
Zen og kunsten at vejlede
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Danske vejledere er inspireret flere steder fra: de bruger trinvise, rationelle beslutningsmodeller tilsat lån fra konstruktivismen. Og lidt fra det systemiske felt. Plus noget løsningsfokuseret vejledning. Tilsammen en personlig blanding: en eklektisk tilgang.
Person:
Billede:
Peter Plant
Navn:
Peter Plant
E-mail:
Titel:
Konsulent på VejlederForum, lektor ved DPU/Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet
Arbejdssted:
Fotoreportage:
Lang tekst:

Punktfundament
Uddannelses- og erhvervsvejledning, overgangs-, gennemførelses-, fastholdelses- og karrierevejledning har et bredt metodisk fundament - eller måske snarere et punktfundament af den slags, der støtter huset på særlige punkter (Plant, 2005).

Men hvilke metoder bruger vejlederne og på hvilket teoretisk grundlag? Her især i den individuelle vejledning: det fokuserer denne artikel på, vel vidende at megen vejledning er kollektiv og/eller undervisningsbaseret (Plant, 1999; Thomsen, 2009). Det lader vi ligge i denne sammenhæng.

Lad os kikke tilbage på rødderne, til foråret 1886, hvor Alfred Lehmann opretter Psykofysisk Laboratorium (Plant, 2009). Her grundlægges dansk psykofysik (dvs. psykoteknik), altså idéen om testning som grundlag for vejledning. Testning er nemlig en gammel historie i vejledning. Psykofysik var eksperimentel psykologi: det gjaldt om at isolere sjælelige tilstande, evner, færdigheder og karaktertræk, således at de blev målbare. Synspunktet var og er, at vi er udstyret med forskellige egenskaber og evner, som tilsammen foreskriver de optimale beskæftigelsesområder. Hver har sin plads, sin ‘rette hylde’.

Den rette hylde

Det er gamle sager… eller er det? Sagen er, at vejlederne har denne tankegang med som en del af deres faglige bagage. Det gælder især de vejledere, som arbejder i jobcentre o.lign: her gælder det om at finde den rette (arbejds)plads til den rigtige kvinde eller mand. At matche de to. Teorien bagved dette blev senere – efter psykoteknikken – kaldt træk-faktor teorien. Dvs., at der til bestemte personlige træk hørte nogle objektive faktorer og at de to sæt skulle bringes sammen i det bedst mulige match.

Til at støtte denne tankegang udviklede nogle valg- og vejledningsteoretikere kategoriseringer især ud fra en kongruens tankegang. Her arbejdes med fx 6 typer (Holland, 1973) som hver især passer bedst til (er kongruente med) bestemte slags job. Om det så er gammel snak – at du bliver hvad du er? Langt fra: denne teori ligger bagved kendte vejledningsredskaber med en udbredt anvendelse, fx programmet Spor på vejledningsportalerne MinFremtid og JobSpor, der matcher den vejledtes præferencer med jobaspekter. Og testning er der rigeligt af – især i den form for vejledning, som rækker ind over lederudvælgelse, headhunting og den slags.

Trinvis
Men der er mere i vejlederens metodebagage. For i forlængelse af den rationelle testning i psykofysikken voksede også en interesse frem for at anvende rationelle beslutningstagningsmodeller i vejledning. I nyere tid har især Egans trinvise model haft stor indflydelse (Egan, 1971/2002). Den er så enkel at den er til at huske i hovedet. 3 trin er der:

  • Hvor er du (her & nu situation)
  • Hvor vil du hen (planer, ønsker)
  • Hvordan kommer du derhen (handling)


Egan har udvidet denne grundmodel med 3 trin i hvert af de 3 trin: de giver 9 trin. Og andre har udviklet tilsvarende modeller. Bla en 5-trins model (Lindh, 1989), oprindeligt svensk, som har haft og har stor praktisk anvendelse i Danmark, især fordi den har været fast pensum på danske vejlederuddannelser i den sidste snes år.

Franske vejledere anvender Bouinets 5 punkter, som tilsammen danner rammen om vejledning set som Le Projet:

  • Le sujet (jeg)
  • L’objet (mål)
  • Le rejet (fravalg)
  • Le trajet (tid)
  • Le surjet (sammenfatning)

Trinvise modeller giver faste holdepunkter i en vejledningssamtale. Et stillads. Eller en spændetrøje, hvis de bliver anvendt for rigidt. Men langt de fleste vejledere anvender noget der ligner. Selv de vejledere som kalder sig coach gør det, nogle anvender 5 og andre 6 trin, fx inspireret af den fra radioen kendte Sofia Manning (lyt med på Coaching på P1 [http://www.dr.dk/P1/CoachingpaaP1/]):

Målafklaring – Forhindringer – Motivation - Bryd mønstret - Det ny alternativ - Den gode afslutning
Rationelle, trinvise modeller har en stor plads i den praktiske vejledning: Det er dejligt håndfast at gå sådan frem.
Men nogle vejledningsteoretikere har fået nok af rationaliteten og siger nu (på deres ældre dage), at verden nok er mere kompliceret end som så. Måske skulle man ligefrem sige velkommen til tilfældet (Aaskov, 2010) - eller i hvert fald den planlagte tilfældighed, Planned Happenstance (Krumboltz & Levin, 2004) eller den sikre usikkerhed, Positive Uncertainty (Gelatt, 1989)?

De to dobbeltbegreber - både den tilsyneladende tilfældighed, som altså ikke er så tilfældig, men faktisk forberedt, OG tanken om, at fx personlige handlingsplaner altid indeholder et element af usikkerhed - repræsenterer begge et opgør med den lineære tænkning, som ligger bag megen rationelt orienteret vejledning.

Denne tankegang ligger også i fx løsningsfokuseret vejledning, som oprindeligt kommer fra Solution-focused brief therapy (Shazer, 1998), som p.t. er meget anvendt på bl.a. mange danske jobcentre. Her lægges vægten på løsninger, der virker, snarere end problemer og deres årsager: "Lad være med at ændre det, som ikke er galt. Når du ved, hvad der virker, så gør noget mere af det. Hvis det ikke virker, så gør noget andet." Effektivt, måske.

Empati
I sådanne trinvise modeller tilsætter vejlederne ofte andre tilgange. En meget anvendt tilgang er den personcentrerede, den klientcentrerede metode, som den kaldes efter originalen, Carl Rogers (1951).

Personcentreret

Her gælder tre hovedbetingelser: Overensstemmelse, empati og respekt. Indlevelsen i den andens livsbetingelser og værdier; indfølingsevne; respekt: denne tre-enighed er en nødvendig forudsætning for det mellemmenneskelige, det ligeværdige møde som vejledning er – eller måske snarere burde være.

For der kan meget vel være andre ting på spil i vejledning, fx et upåagtet eller måske ligefrem skjult magtforhold. At få de vejledte til at tage de rigtige beslutninger – fx set fra statsmagtens rolle – er en blød og billig styringsteknik, en intimteknologi hvor den vejledte tror at hun/han selv har fundet frem til det rigtige valg…. men hvor vejledningen har optrådt som statsmagtens forlængede arm eller vejledende hånd. Governmentality kalder Niclas Rose (1999) dette fænomen - med inspiration fra Foucault. Men det er langt senere end Rogers.

Konstruktivisme
Konstruktivismen fik fodfæste i dansk vejledning i slutningen af 1990erne (Plant, 1997; Peavy, 1998). Peavy var en direkte elev af Carl Rogers og bar hans arbejde videre ind i postmoderne tider, hvor det ikke længere var så sikkert, at der fandtes en objektiv verden. Faktisk var det modsatte tilfældet: vi konstruerer hver især vores egen version af virkelighed. Og netop ikke virkeligheden. En sådan tankegang giver god mening i det postmoderne, det hyperkomplekse, det refleksivt moderne. Dette har stor betydning for vejledningens praksis, for på denne baggrund bliver det at være vejleder en opdagelsesrejse ind i andre menneskers spændende konstruktioner.

Det er som Peter Plys siger: ’Man kan ikke vide hvad bier tænker’. Og slet ikke hvad mennesker tænker. Det må samkonstrueres. På sine ældre dage blev Peavy i stigende grad optaget af samspillet mellem mennesker og mellem individer og samfund i en sådan grad, at han betegnede sin konstruktivistiske retning SocioDynamisk vejledning (Peavy, 2005).

All that Jazz
Vejlederne lagde Peavys metoder – især dette at tegne leverum – op i teori/metode rygsækken. Dvs. oveni den trinvise tilgang, som jo egentlig stammer fra et andet tankesæt. En tilgang, som integrerer nye metoder i kendte mønstre. På samme vis har en mere aktiverende vejledning vundet indpas (Amundson, 2001). Læg dertil konstruktionistiske (fx Gergen, 1991), systemiske (fx Bateson, 2000), kognitive (fx Lent mfl., 1994) og filosofiske tilgange (fx Hansen, 2008). Tilsammen tegner der sig et bredt billede af vejledernes tilgange i forhold til de teoretiske antagelser, som ligger bagved det lige så brede metodevalg (Plant, 2008).

Der er således rigeligt med teorier og tilhørende metoder på spil i dansk vejledning (se fx Højdal & Poulsen, 2007). Se blot denne liste:

  • træk-faktor / matchning
  • kognitiv
  • behavioristisk
  • rationel
  • løsningsfokuseret
  • systemisk
  • konstruktivistisk
  • konstruktionistisk
  • personcentreret
  • sokratisk
  • narrativ
  • coaching
  • mentoring.

I det engelske – og her tillader jeg mig at drage en parallel – fandt Kidd et al. (1994) ikke mange tegn på, at vejlederne først lærte en teori og derefter anvendte dens metoder. Vejlederne anså ikke deres vejledningsmetodevalg for at være anvendt forskning, således som de havde lært det, mens de studerede til vejledere. Nej, de lærte teorier som en del af og parallelt med, at de anvendte dem i praksis. Learning by doing. Vejledere bruger således ikke teori direkte, men arbejder efter (implicitte) principper snarere end efter anvisning på bestemte metoder.

Men der er mere: For en ting er at kunne sine teorier og metoder - som en kortlæser kan. Vejlederen skal også være en kortmager, siger Collins (2004) - og den dygtige vejleder er en jazz-musiker: Denne vejleder kan, ligesom den gode jazz-musiker, både beherske sine instrumenter, spille sammen med de andre i gruppen, spille solo og - vigtigst måske - improvisere.

Eklektisk konklusion
Alt i alt: en eklektisk tilgang med mange teoretiske kilder og metode-inspirationer.
Mange vejledere er dygtige til at bruge deres favoritmetoder, men vejledningen savner fremdrift… i hvert fald i Sverige. Under interviews og iagttagelser af vejledningssamtaler fandt Lovén (1995), at de vejledte følte sig i gode hænder hos vejlederen, men "der skete ligesom ikke noget."

Tilsvarende viste Lindh (2000), at der kan være stor forskel på den intenderede samtale og den faktiske, institutionaliserede samtale - uanset hvor personcentreret vejlederen opfatter sig. De institutionelle rammer og magtforhold spiller kraftigt ind på, hvad der foregår i vejledning. Der kan være forskel på, hvad vejlederen gør og hvad intentionen var.

Og fra nyere svensk forskning ved vi, at de vejledte ikke føler sig velkomne og ikke forståede – på Arbetsförmedlingen, förstås (Lidström, 2008) – uanset at vejlederne her anvender en bred eklektisk vifte af vejledningsmetoder.

Eklektismen i vejledning forsvares af flere forfattere som måden hvorpå den enkelte vejleder kan opbygge sin egen vejledningsstil (Løve, 2002; McLoed, 2003). Faktisk gør netop disse to forfattere det til selvstændig pointe at totalkoncepter og færdigsyede metoder er spændetrøjer, konfektionshabitter, og at der er brug for skræddersyning.

For vejlederne bruger metoderne på deres helt egen måde - og udvikler en personlig tilgang. Løve og McLeod peger ligefrem på, at de bevidste metodevalg bliver til praktisk virkelighed, når vejlederen frit kan bevæge sig i en række forskellige metoder og - vigtigt - begrunde sine metodevalg teoretisk.

Her sætter det personlige ejerskab ind, og vejlederen mestrer sine metoder i en sådan grad, at teorierne kan træde i baggrunden. Det er zen og kunsten at vejlede. Som at køre på cykel. Når man altså først har lært det.


Referencer
Amundson, N.E. (2001). Dynamisk vejledning. Fredensborg: Schultz Information

Bateson, G. (2000). Steps to an ecology of mind. Chicago: Chicago University Press

Boutinet, J.-P. (2005). L'antropologie du projet. Paris: PUF

Collin, A. (2004). Re-thinking the relationship between theory and practice: Practitioners as map-readers, map-makers - or jazz players? I: VejlederForum 3/2004. Set 1.2.2011 på Vejlederforum.dk

Egan, G. (2002). Den kompetente vejleder. En model til problemløsning. KBH: RUE

Gelatt, H.B. (1989). Positive Uncertainty: A New Decision-Making Framework for Counseling. I: Journal of Counseling Psychology, 1989, Vol 36, no. 2, 252-256

Gergen, K. J. (1991). The saturated self: Dilemmas of identity in contemporary life. New York: Basic Books

McLoed, J. (2003). An introduction to counselling. London: Open University Press
Hansen, F.T. (2008). At stå i det åbne. Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær. KBH: Reitzel

Holland, J. (1973). Making voctional choices. A theory of careers. Englewood Cliffs: Prentice Hall

Højdal, L. & Poulsen, L. (2007). Karrierevalg - teorier om valg og valgprocesser. Fredensborg: Schultz Information

Jørgensen, P. & Plant, P. (1986). Vejledning i 80erne. Fredensborg: Schultz Information
Kidd, J.M., Killeen, J., Jarvis, J.,& Offer, M. (1994). Is guidance an applied science? The role of theory in the careers guidance interview. I: British Journal of Guidance and Counselling, 22, 3: 385-403
Krumboltz, J.D., & Levin, A.S (2004). Luck Is No Accident: Making the Most of Happenstance in Your Life and Career. Atascadero, CA: Impact Publishers

Lent, R., Brown, S. & Gail, H. (1994). Toward a Unifying Social Cognitive Theory of Career and Academic Interest, Choice, and Performance. Journal of Vocational Behavior Volume 45, Issue 1, August 1994: 79-122

Lidström, L. (2008). Ungas möten med institutionaliserad vägledning - ett svensk eksempel. I: Via Vejleding 15/2008. Set 1.2.2011 på ug.dk

Lindh, G. (1989). Femmeren. En vejledningsmetodik. Fredensborg: Schultz Information

Lindh, G. (2000). Samtalen. Et værktøj i uddannelses- og erhvervsvejledningsprocessen. KBH: RUE

Lovén, A. (1995). Vejledning i nærbillede. En analyse af den individuelle vejlednings forudsætninger, vilkår og indhold. KBH: RUE

Løve, T. (2002). Vejledning ansigt til ansigt. Teorier og metoder i den individuelle vejledning. KBH: RUE

Peavy, R.V. (1998). Konstruktivistisk vejledning. Teori og metode. Fredensborg: Schultz Information

Peavy, R.V. (2005). At skabe mening: den sociodynamiske samtale. Fredensborg: Schultz Information

Poulsen, L. (2008). Hvad trækker vejlederen på? En undersøgelse af forholdet mellem teori og praksis. Masteropgave. KBH: DPU. Set 1.2.2011 på Vejlederforum.dk

Plant, P. (1997). Konstruktivistisk vejledning. I: Uddannelse 10/1997.

Plant, P. (1999). Dit Livs Direktør. Udannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, 8.-10. kl. KBH: Alinea

Plant, P. (2005). Vejlederne og deres teorier. I: Kvan 71/2005

Plant, P. (2008). Coaching – en vejledningsmetode. I: VejlederForum 4/2008. Set 1.2.2011 på vejlederforum.dk

Plant, P. (2009). Fæste. Dansk uddannelses- og erhvervsvejledning, 1886-2009. Fredensborg: Schultz Information

Rogers, C. (1951). On Client-Centered Therapy. Boston: Houghton Mifflin

Rose, N. (1999). Governing the soul: the shaping of the private self. London: Free Association Books

Shazer, S. de (1998). Clues - Investigating Solutions in Brief Therapy. New York: Norton

Thomsen, R. (2009). Vejledning i fællesskaber. Fredensborg: Schultz Information

Aaskov, J. (2010). Tilfældighed – En dynamisk vejledningsmetodik. Masteropgave. KBH: DPU. Set 1.2.2011 på vejledning.net


Tidsskriftsnr.:
2011 nr. 2
Publiceringsdato:
22-03-2011
Kommentarer
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

Kommentarlink:
kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.