Afveje

Date:
21-10-2013
Heading:
”Faglært til fremtiden” – skuffende og utilstrækkeligt
author:
Leif Erik Pedersen
Image:
Leif_6315_200
Short text:
Er det blevet mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse efter regeringsudspillet?
Text:
Skuffelse var den fornemmelse, jeg sad tilbage med efter at have overværet præsentationen af regeringens udspil ”Faglært til fremtiden” – skuffelse og samtidig en opfattelse af, at initiativerne langtfra er tilstrækkelige til ”at gøre det meget mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse”.

For ærlig talt, en del af de præsenterede initiativer er jo allerede i gang – introduktionsforløb i 8. klasse, erhvervsrettet 10. klasse, foreløbig parathedsvurdering i 8. klasse.

Og idéen med at fastsætte krav til ansøgerens danskkundskaber er heller ikke ny – jf. hovedbekendtgørelsens § 47 kan skolen allerede fastsætte krav til ansøgerens sprogkundskaber svarende til Prøve i Dansk 3.

Alligevel hilser jeg de nye adgangskrav med mindst 2 i dansk og matematik velkommen – et vigtigt signal til de unge om, at der fordres et vist niveau for at starte på en erhvervsuddannelse. Men hvorfor det samme adgangskrav også skal være gældende for de gymnasiale uddannelser, virker underligt – adgangsniveauet for at starte en gymnasial uddannelse er jo mildt sagt i den virkelige verden væsentlig højere end 2 i dansk og matematik.

Og endelig stilles der i udspillet en uddannelsesgaranti for at kunne gennemføre sin erhvervsuddannelse. Ja selvfølgelig, hvad ellers? Dog kan jeg erindre, at der er givet uddannelsesgaranti efterhånden en del gange.

Så hvilke initiativer er det, der skal ”gøre det meget mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse?” Udspillet virker ganske enkelt for utilstrækkeligt til, at vi afgørende kan vende den katastrofale udvikling med vigende søgning til erhvervsuddannelserne.

Lidt oplivet blev jeg, da det blev pointeret i præsentationen, at alle unge i grundskolen skal udfordres på deres uddannelsesvalg – netop her kunne der være basis for, at velkvalificerede unge blev præsenteret for og interesseret i at tage en erhvervsuddannelse. Men – men. Igen blev det præsenterede initiativ et af de allerede eksisterende, nemlig brug af eVejledning. Og indtil videre har dette ikke virket efter hensigten.

Hvorfor bruger man ikke de velkvalificerede og engagerede UU-vejledere, som har deres daglige gang på grundskolen blandt alle unge til at udfordre alle på deres uddannelsesvalg? De har grundig viden og kendskab til alle unge i grundskolen, kendskab til elevernes forskellige kompetencer, samarbejde med elevernes lærere og grundskolens ledere og har tidligere med succes løst denne opgave? Hvorfor er det lige, at UU-vejlederne kun skal tage sig af de ”sære og særlige” på grundskoleniveau? Hvis det i fremtiden skal gøres attraktivt at tage en erhvervsuddannelse, er den grundige vejledningsproces i grundskolen altafgørende.

Som forælder sidder jeg stadig tilbage og har alt for mange ubesvarede spørgsmål om, hvorfor det nu efter regeringsudspillet er blevet mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse?


Leif Erik Pedersen, tidligere chef for UU København.
Tags:

Skriv en kommentar

  1. Navn
  2. E-mail
  3. Kommentar
AFS
Vrå Højskole
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke