Hvor er verdens bedste vvs´ere, de toneangivende tømrere, de stålsatte struktører eller programmet ”Vild med el”, hvor elektrikerlærlinge dyster om at lave de mest storslåede illuminationer?
Text:
Kok er et af de få fag, de unge kender og tænder på, siger vejlederne. Ja, med Price-brødrene smurt ud over hele sendefladen år ud og år ind, spækket med Annemad, garneret med Blomsterberg, tilsat et strejf af Det Søde Liv og et pift fra Den Store Bagedyst, så er det jo ikke mærkeligt, hvis far – og måske især mor – kan få Michelin-stjerner i øjnene ved tanken om kokkefaget. Mon ikke dét kunne være en mulighed, hvis der skulle blive brug for et alternativ til gymnasiet?
Men hvor er verdens bedste vvs´ere, de toneangivende tømrere, de stålsatte struktører eller programmet ”Vild med el”, hvor elektrikerlærlinge dyster om at lave de mest storslåede illuminationer?
Vejlederne får kritik for kun at vejlede til gymnasiet, som de kender og selv har gået i. Unge får kritik, fordi de ikke kender deres besøgelsestid, men render ind og ud af gymnasiet i stedet for at udlære sig til fremtidens arbejdsmarked. Mor får kritik for at sige ”stx” i søvne. Hun skal have mere viden om erhvervsuddannelserne, så hun ikke er så fantasiløs og fastlåst i sin forældrevejledning. Folkeskolen skal hæve niveauet og lære eleverne præcis, hvad det kræver for at blive elektronikfagtekniker. Vejlederne skal kigges over skuldrene, når de parathedsvurderer. Politikerne skal reformere og indføre adgangskrav på EUD. Erhvervsskolerne skal gøre det bedre og fastholde de få, der forvilder sig ind på deres uddannelser. De unge skal tage sig sammen og få lyst til at blive fremtidens faglærte, så vi alle kan sove roligt om natten igen. Erhvervsuddannelserne skal tales op, siger Antorini.
Og mens debatten raser, rulles endnu en kagedej ud på tv. Nikolaj Kirk smager fonden til. Camilla Plum skruer låget af et glas med ribskompot.
I Danmark får vi alle en stor del af vores nye viden fra tv, og her er der et enormt fokus på ganske små stjernefag, men resten af EUD ligger hen i tågedis.
3. januar var der DM i Skills. Aarhus Kommune satsede 12 millioner kroner på arrangementet, hvor unge lærlinge demonstrerede deres faglige dygtighed og dystede om mesterskabet. Det lønlige håb var, at begivenheden kunne inspirere flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne. Men ak! Tallene viste efterfølgende, at den samlede søgning var faldet.
Mens alle og enhver, der bliver vækket midt om natten, kan nævne navnet på mindst tre stjernekokke, er relativt få klar over, at danske murer- og malerlærlinge har vundet både guld og bronze ved VM i Skills, en dansk karrosseritekniker har vundet sølv og to mediegrafikere, en autolakerer og en vvs-lærling har fået Diploma of Excellence.
Er dét ikke spor underholdende? Der burde da være nok at lave programmer om. Mon ikke vejlederne kunne bruge en håndsrækning fra tv i arbejdet med at gøre erhvervsuddannelserne attraktive for de unge?