Afveje

Vi lever i en tid, hvor forandring er et vilkår og ansvaret for at følge med og til stadighed omstille sig i forhold til de skiftende krav og forventninger, påhviler det enkelte individ. Det farver de karriereproblemstillinger, som mennesker må slås med og fordrer en helt ny evne til at navigere i kaos. I EU-sammenhæng taler man om, at mennesker skal udvikle ’career management skills’ forstået som en evne til at møde nye opgaver, læringsudfordringer og karrierebetonede valg i et livslangt perspektiv.

De samfundsmæssige forandringer påvirker og ændrer vejledningen, for ”når musikken ændrer sig, så gør dansen det også.” Men er vi – politikerne og de fagprofessionelle - enige om, hvordan dansen skal koreograferes? Det er der desværre ikke meget, der tyder på. Når kursen for vejledningen stikkes ud, sker det sædvanen tro efter et industrielt rationalitetsparadigme og på basis af private konsulentfirmaers undersøgelser og surveys, som udelukkende baserer sig på økonomiske rationaler – og ringe eller ingen forståelse for, hvad vejledning skal og kan bidrage med i en kompleks verden i stadig forandring. Der foretages besparelser og nedskæringer, javist – men også ustandselige ændringer og opsplitninger af vejledningsfora, formål og resultatforventninger på basis af ikke-faglige vurderinger.

Hvis vejledning fortsat skal give mening, må man iagttage de karriereproblemstillinger, som unge og voksne rent faktisk står overfor i dag. Hvor vejlederens hovedopgave i størstedelen af den industrielle periode var at hjælpe unge med det strategisk vigtige (og forudsigelige) valg af uddannelse og erhverv en gang for alle ved afslutningen af skolegangen, må vejledningen af såvel unge som voksne i dag tage pejling efter det faktum, at uforudsigelige begivenheder påvirker karrierebeslutningers langtidsholdbarhed. Den overordnede forestilling om ’the quick fix’ i form af information og rådgivning, planlægning og rationalitet, som udgør politikernes forventninger til vejledningen, må opgives i forhold til nye tilgange og metoder, som imødekommer kravet om bestandig refleksivitet og omstilling.

Overdreven tro på den rationelle plan og det ’rigtige’ valg giver risiko for ”karriere-tunnelsyn”. Vejlederen må fralægge sig rollen som ekspert og i samarbejde med den vejledte påtage sig rollen som ’stifinder’ fremfor ’færgemand’. Et karrieremål kan med andre ord nås ad mange snoede veje, og det handler om at møde de forandringer, som med usvigelig sikkerhed indtræffer undervejs, med en åbenhed, som også kan indebære, at man sætter sig nye mål undervejs. Vejlederen skal bidrage til, at uplanlagte begivenheder ses som unikke læringsmuligheder og ikke afvises, selv om de ikke er en del af en klart defineret plan.

Fremfor at bruge tid og kræfter på at overlevere faktuel information, som under forandringens vilkår har mistet sin absolutte karakter, er vejlederens fornemste opgave at fremme refleksion omkring næste skridt. Evnen til refleksivitet er afgørende for at kunne navigere i en foranderlig verden. Så vejledte skal udfordres til at TÆNKE, til at revurdere egne begrænsende antagelser og til at udforske egne valg og handlinger fremfor at forvente svar og løsninger. Tiden for det rationelle ’quick fix’ er forbi…

Refleksion og omtanke fordrer TID – og vejlederen må som en del af sin professionelle rolle kæmpe for tilvejebringelsen af de bedste vilkår for dette. Og selv om vejledning må betragtes som en investering, bidrager vi gerne med kreativitet og nytænkning i en tid, hvor vi alle presses på produktivitet og lave omkostninger… Fx er det her vigtigt at nytænke vejledningen som en integreret del af ethvert uddannelsesforløb og som et samarbejdsprojekt, som rækker ud i grupper, netværk og blandt kolleger og forældre. Vejledning er en PROCES, som foregår over tid, og det handler ikke kun om den tid, der er afsat til det fysiske møde mellem vejlederen og den vejledte. Det, der skal i fokus, er det enkelte menneskes vilkår for at navigere i valgsituationer og transitioner – og her bør vi erstatte den lineære forestilling om ’den lige vej’ med ’den produktive pause’, som ifølge forskningen rummer et stort og upåagtet læringspotentiale.

”Griske pengemænd og kortsigtede løsninger er fortid. Mens virksomheder, der tænker holistisk og forstår deres plads og rolle i samfundet er fremtid.” Professor i organisation Steen Hildebrandt i Deadline torsdag den 6. februar 2014.

Ovenstående udtalelse fik mig til at tænke på, om tiden monstro er ved at være moden til et nybrud inden for ikke bare organisation og virksomhedsdrift, men også indenfor fx vejledningsområdet? Verdens tilstand skriger på bæredygtighed hele vejen rundt – så måske skulle vi også til at tænke i de baner inden for vejledningen?

Alt for længe har vi på vejledningsområdet måttet leve med politiske beslutninger, som hviler på et rationelt planlægningsparadigme og forventninger til de vejledningsprofessionelle om at levere hurtige og effektive resultater. Vejledningen af unge som voksne skal lede til bestemte uddannelsesvalg og karrieremål, som forventes at være realistiske og samfundsmæssigt produktive – og det skal ske hurtigt og effektivt, så de samfundsmæssige omkostninger minimeres. Men vi griber i blinde.

Frafald, omvalg og valgudskydelse skal bekæmpes. Men indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at det rationelle vejledningsparadigme formår at levere de effektive resultater, som efterspørges. Og forklaringen er måske, at den instrumentelle tilgang ikke modsvarer de samfundsmæssige realiteter. Så måske er det på tide at overveje, om ikke netop pausen og omvejene kan blive produktive i kraft af det rum, de giver for omtanke og refleksion?

Vejledning burde ses som en forandringsdisciplin og vejledere som forandringsagenter snarere end eksperter i diagnoser og mere eller mindre præcise forudsigelser om fremtiden.

Alt dette kan du få forskningsmæssigt belæg for og praktisk indsigt i på UCC’s årlige vejlederkonference, som afholdes 7. – 8. maj i Svendborg.
 

Af Lene Poulsen, lektor på Professionshøjskolen UCC