Afveje

En ny optælling fra Politiken Research viser, at der er en vækst i antallet af videregående uddannelser. I år har de uddannelsessøgende unge skulle vælge mellem 843 uddannelser. Det har ført til en debat om rimeligheden i uddannelsesinflationen.
 

Dansk Industri og Dansk Erhverv mener på den ene side, at det er alt for svært for kommende arbejdsgivere at gennemskue de mange kompetenceprofiler, og at der derfor bør skæres ned på antallet af videregående uddannelser. Den mening deler bl.a. centerchef ved Studievalg København Torben Theilgaard og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith. Det er nemlig alt for vanskeligt for de uddannelsessøgende unge at gennemskue landskabet af uddannelser.
 

På den anden side står Danske Studerendes Fællesråd, der mener, at vi skal tælle til ti og undlade at drage forhastede konklusioner. Jeg er enig. Dette blogindlæg er et forsøg på at diskutere nogle af de problemstillinger, der udspringer af debatten.

Mulighederne er mange
843 uddannelser er mange. Også selvom de færreste unge har alle boldene i spil, når de overvejer, hvilket studium der passer netop dem. Jeg forsker selv i unges valg af videregående uddannelser, og i min forskning er det tydeligt, at de unge har vanskeligt ved at navigere i kompleksiteten. Hvad er forskellen på biomedicin og biokemi? Og hvilke jobs åbner en kandidat i nano-science op for? Mulighederne er mange, og man skal have tungen lige i munden, hvis man skal gennemskue uddannelsessystemet for at træffe det helt rigtige valg. Så vidt er jeg enig med de stemmer, der i den seneste tid har diskuteret, om ikke de unge ville være bedre tjent med færre bolde i luften. Jeg mener dog ikke, at færre uddannelser vil løse problemet – det vil skabe en række nye.

Universitetet og uddannelsessystemet i det hele taget er i forandring. Der tales om neoliberalistiske strømninger og markedsorientering, hvor der konkurreres om at skabe de mest attraktive uddannelser i konkurrencen om de studerende. Det er tydeligt, når man går gennem byen i foråret, hvor de videregående uddannelser konkurrerer om at overbevise de unge mennesker om, at netop de kan tilbyde den helt rette uddannelse. Den øgede konkurrence har været en af grundene til eksplosionen af uddannelsestilbud.

Men det er ikke hele forklaringen. En anden er, at verden er i forandring, og at uddannelser udspringer af nye, tværfaglige forskningsfællesskaber, der udløser gode idéer til, hvordan viden kan bringes i spil og kombineres på helt nye måder.

Variation er en styrke
Samtidig har universitetet oplevet en voldsom vækst af studerende. Det betyder, at populationen af studerende er stadig mere forskelligartet. Mangfoldigheden af studerende fører forskellige præferencer, interesser og aspirationer med sig. Og her er variation af uddannelser en styrke. Hvis vi virkelig ønsker en bredere deltagelse af flere slags studerende, så er det naturligt, at nye uddannelser skyder op – samtidig med at de allerede eksisterende uddannelser forandrer sig. Uddannelsessystemet bør vel ændre sig i takt med dets studerende?

Jeg anerkender således problemet, men der er intet, der tyder på, at uddannelseslukninger er den perfekte løsning.

Det første spørgsmål, der trænger sig på, er, hvilke uddannelser der i så fald skal lukkes? Skal det være dem med færrest studerende? Den dårligste beskæftigelse? De nye? Dem, der har forandret sig mindst? Dem med de mest utilfredse studerende? Hvert kriterium fører en række problemer med sig. Vi risikerer at lukke uddannelser, der er født af nye innovative idéer, og som kan være med til at skabe vigtig viden for fremtiden. Vi risikerer at lukke uddannelser, hvor forskningsmiljøet pludselig mister dets fødekæde, og vigtig viden forsvinder og går tabt for bestandig. Det er svært at kigge i krystalkuglen, og vi risikerer at lukke uddannelser, som vi får brug for i fremtiden.

Hvordan støtter vi de unges valgproces?
Jeg argumenterer derfor for, at det interessante spørgsmål ikke er, hvilke uddannelser vi skal lukke, men hvordan vi støtter de studerende i at navigere i kompleksiteten. Eller formuleret på en anden måde: Hvordan understøtter vi de studerendes valgkompetence?

En mulighed er at lade de studerende starte på bredere indgange, hvor de stifter bekendtskab med klynger af uddannelser inden for samme fagområde, inden de træffer den endelige beslutning om deres uddannelse. På denne måde får de studerende mulighed for at basere valget på en reel forventningsafstemning. Det er sådan RUC og AAU har gjort i mange år.
 

En anden mulighed er at sikre, at de studerende støttes mere intensivt i deres valgproces end tilfældet er nu. Det kunne ske ved at styrke studievalgsindsatserne eller gennem forskellige transitionsinitiativer. Fx ved at give gymnasieelever muligheden for at afprøve flere forskellige uddannelser under deres gymnasietid eller ved øget gymnasium-universitets-samarbejde. Og her taler jeg ikke om små afkoblede projekter, men mere omfattende typer af samarbejde. Det kunne være flere og længere studiepraktikker, besøgsordninger, hvor universitetsstuderende og undervisere tilknyttes gymnasiet, eller mentorordninger. Pointen er, at de studerende skal have mulighed for at opleve uddannelsen, som den ser ud onsdag morgen, når kaffeautomaten er gået i stykker, og ikke kun på de fine glitrende plakater på turen gennem byen.

843 uddannelser er mange, og vi skal selvfølgelig overveje, om de kriterier, vi allerede har for at godkende nye uddannelser, er de rigtige. Det er muligt, at vi kan gøre dem skarpere, men vi skal passe på ikke at blive så restriktive, at der ikke er plads til at rumme uddannelser, der udspringer af gode idéer eller af forskningsfelter, der brydes og forandres hurtigt, og som kan være vigtige for vores fremtid.


/Henriette Tolstrup Holmegaard, adjunkt, Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet