Afveje

Så er den gal med vejledningen igen!

Det er det, hver gang de unge ikke kan finde ud af at vælge rigtigt – eller udfylde deres ansøgningspapirer ordentligt. Nogen har fejlet – og hvem er nærmere at sende skytset mod end alle de vejledere, der er ansat til at sørge for, at den slags ikke sker?

Sådan er det bare at være vejleder, og sådan har det altid været. Som vejleder er man sådan cirka hvert tiende år henholdsvis inde i varmen og ude i kulden afhængig af konjunkturerne og rigets almene tilstand. Der er altid enten for lidt vejledning eller forkert vejledning.
 

Da ungdomsarbejdsløsheden var på sit højeste i 80'erne, blev der investeret i uddannelses- og erhvervsvejledning, og man talte meget om vejledningens betydning for de unge og for samfundet. Men så blev der mangel på ingeniører, og så var fanden løs i Laksegade. Syv-otte år senere var der så for mange af dem, og så var fanden løs igen – men denne gang ikke i Laksegade. (Til yngre årgange skal her, for det fulde udbytte af ovenstående sætning, tilføjes, at det gamle Arbejdsministerium dengang lå i Laksegade).
 

Vejledningens betydning er et samfundsanliggende, mens vejledningssamtalen er et vejlederanliggende. Metoderne har der sjældent været enighed om. For hvor svært kan det være at få de unge til at flytte sig derhen, hvor samfundet har brug for dem?
 

Ret svært har det vist sig.
 

Der er gennem årene blevet nedlagt, udviklet, uddannet, skåret til og omstruktureret – og alligevel står vi her for gud ved hvilken gang igen med ørerne fulde af beklagelser over vejledningens mangler.
 

Måske skulle man bare erkende, at uddannelsesvejledning også har sine begrænsninger – og under alle omstændigheder oftest kræver tid til den enkelte. Det er måske der, det tit halter.
 

Hver gang man spørger de unge om den vejledning, de har fået, så har de ikke fået nogen – for de kan ikke huske det, medmindre de har været i et særligt forløb – eller har haft en længerevarende givtig samtale. For var det nu vejledning eller bare en god samtale?
 

Under alle omstændigheder finder de det sikrest at ty til mor og far (mest mor), selv om de beviseligt er dem, der ved mindst om uddannelses- og jobmuligheder.

Har vi hørt den før? Ja, det har vi. Mor er stadig den bedste i verden ... på trods af alskens ligestillingstiltag.
 

Man troede også, man kunne løse nogle af problemerne ved at gøre de unge selvhjulpne med en vejledningsportal. Men i mellemtiden har man fundet ud af, at de ikke lærer at læse i skolen. Og så er vi jo lige vidt … Ja, ja, men store informationsmængder øger måske snarere behovet for hjælp til at vælge frem for at afskaffe det.
 

Der må nye metoder til. Vejledere har altid været gode til at tilpasse sig – så måske skal vi bare lidt mere op på beatet og møde de unge med noget, de ikke forventer – så hvad med en omgang rap-vejledning? Det er vist ikke prøvet før. Mon så ikke de vil kunne huske, at de har – om ikke talt med – så i det mindste hørt på en vejleder?
 

Hallo du der!
Tror du, at du bar’ ka’ lave ingenting?
Få dog fing’ern ud og gå på skol’.

Det’ sejt, det’ cool,
Du ska’ bare lær’ en smul’.

Kom i gang, gi’ den gas,
der er næsten altid plads.
 

Etc., etc.
 

Det er bare med at komme i gang. Diplomuddannelsen kan med tiden sikkert udvides med et kursus i "Betydningen af vejledningssamtalens rytme, rim og remser."


* Selv om ronkedoren egentlig foretrak at være anonym, fik VejlederForums redaktion - med samtykke fra gæstebloggeren - lov at afsløre, at ronkedoren er Annette Johansen. Hun har bl.a. en fortid som formand for erhvervsvejlederne, i Rådet for Uddannelses- og erhvervsejledning og er i dag redaktør på Uddannelsesguiden.