Afveje

Det gælder for uddannelses- og erhvervsvejledere, socialrådgivere, sagsbehandlere, beskæftigelsesmedarbejdere, som det gælder for resten af samfundet. Vi er nødt til at uddanne mennesker, der kan agere i den virkelighed, de kommer til at møde, når de engang kommer i job.
 

Og hvordan ser den virkelighed ud om 5 eller 10 eller 20 år? Det er svært at spå præcist om. Men jeg tror, at kravene til at være kreativ og innovativ bliver større og større.
 

Jeg arbejder selv for ”mindre stat – mere samfund”, og det betyder, at man som ansat i det offentlige skal have større frihed til at udnytte muligheder og løse problemer mere selvstændigt. Beslutningskompetencen skal ud i det led, hvor medarbejderne er tættest på borgerne, og dem, der er langt fra borgerne, skal have mindre at bestemme. Det vil kræve en forandring af den offentlige sektor ved hjælp af kreativitet og innovation fra dem, der arbejder der, ikke mindst dem, der er tættest på borgerne.
 

Men hvad med uddannelserne? Prioriterer uddannelserne at skabe kreative hoveder? At skabe forandringslyst? Innovation?
 

Mindre styring, mere trivsel
I min optik går det desværre den anden vej. Det er kreativiteten, det går ud over, når de studerende skal hastes igennem studierne på en måde, så der bliver mindre tid til studierelevante jobs, frivilligt arbejde, iværksætteri, projekter og inspirationsrejser.
 

Og det går ud over trivslen, når tvungen eksamenstilmelding, tvungen opnåelse af et bestemt antal ECTS-point og andre umyndiggørende faktorer er sat ind for at styre menneskers studier udefra.
 

Det er som om, at trivsel er blevet en negativ indikator, der peger på dovenskab eller useriøsitet. Men hvis jeg må være så fri, så er trivsel den bedste investering i uddannelse. Studietiden skal også have plads til forelskelse, til at møde venner, til at danne sig, til at søge livserfaring. Det er, når vi trives, at vi lærer bedst og opnår det bedst mulige faglige udgangspunkt, som jo er det allervigtigste i enhver uddannelse.
 

Hår på brystet
Når mennesker søger jobs efter endt uddannelse, vil det oftest være dem, der kan ”noget andet” ved siden af deres faglige kvalifikationer, der får arbejdet. Hvis de faglige kvalifikationer mellem to ansøgere er ens, vil arbejdsgivere inden for både det private og offentlige spørge til fx erhvervserfaring eller samarbejdsevner. Og jo mere arbejdet har med mennesker at gøre – i særdeleshed mennesker i vanskelige eller udfordrende situationer – jo vigtigere er det, at fx sagsbehandleren eller vejlederen har en smule hår på brystet.
 

Uddannelse er fødekæden til at fastholde velfærden på alle andre områder i samfundet. På ældreområdet, på sundhedsområdet, i erhvervslivet, overalt. Hvis man sparer på uddannelserne, sparer man automatisk på velfærden. Og det er desværre det, der sker i Danmark just nu. Vi ikke bare sparer på uddannelse, men vi presser også folk igennem uddannelsessystemet på en måde, så de får dårligere muligheder for at kvalificere sig til det fremtidige samfund.
 

Vis mandsmod
Jeg mener, at uddannelsesministeren burde vise mandsmod og vende tilbage til finansministeren og få reduceret nogle af de besparelser, der er i fremdriftsreformen. Eller i de kommende forslag om at spare yderligere 8,7 milliarder kr. på uddannelsesområdet.
 

I stedet taler ministeren om at spare på ”de kornfede uddannelser”. Det er en sørgelig retorik, ikke mindst når vi ser, at besparelserne fører os bort fra den innovation og nytænkning, som Danmark skal leve af i fremtiden. Jeg mener, at vi skal gøre, hvad vi kan for at reducere besparelserne og stimulere de studerendes muligheder for at trives, tænke selv og skabe positive forandringer på det område, de har valgt at arbejde med.

Af Torsten Gejl, MF og ordfører for uddannelse og forskning, socialpolitik og mønsterbrydning, Alternativet