Afveje

"Pigerne oplever generelt uddannelse som mere nødvendig, end drengene gør i forhold til at klare sig på arbejdsmarkedet. De har mere detaljerede uddannelsesplaner (...) og de oplever flere begrænsninger og risici." Det var interessant og samtidig også let smerteligt at læse i Hutters, Nielsen og Görlich rapport: Drenge og piger på ungdomsuddannelserne. Pigerne detailplanlægger deres uddannelsesmæssige fremtid, bekymrer sig og har fokus på begrænsninger og plan b´er. De sørger for at få høje karakterer og mange fag på A-niveau, og de planlægger en hurtigt entré i videregående uddannelse. Vil de have sabbatår, fokuserer de på at bruge det til noget nyttigt og formålstjenstligt.

De er dygtige, fagligt ambitiøse, arbejder hårdt og alligevel er de – i hvert fald en del af dem – usikre på, om de kan leve op til skolens forventninger.

I modsætning til pigerne ser drengene ikke ”(…) formel uddannelse som den eneste vej, men ser også alternative veje til et succesfuldt liv.” Drengekulturen er præget af en anden form for ”looseness”, hvor alt det med krav, karakterer, forberedelse og fremtidsplaner gribes an fra en mere sorgløs vinkel: Det går jo nok alt sammen, man skal jo også leve.

I den aktuelle uddannelsespolitiske vind skulle man tro, at den flittige, målrettede (men bekymrede) pige fik fulde sejl, mens den ubekymrede dreng og hans insisteren på at gøre det ”my way” fremstod lidt mere som problembarn.

Alligevel får pigerne måske ikke lov til helt at være helte. Er det en lille smule suspekt, at de er så artige og kontrollerede? (I hvert fald er det bekymrende, at de er så bekymrede). Når de kække drenge ikke knækker koden helt så kvikt, kan det mon så være fordi, skolen er for ”piget”? Med dens ukreative fokus på at sidde stille og boge den.

I en kronik i Information fra d. 12. marts sætter Steen Nepper Larsen en finger på politikernes ”pædagogiseringstiltag”. Han beskriver en politisk diskurs, der af ham opleves som forsøg på at opdrage os til at tænke os selv på en bestemt måde. Nemlig som noget i retning af små tandhjul i konkurrencestatens store produktionsapparat. Han anfægter opfattelsen af og ønsket om, at man kan planlægge, regne på, regulere og styre, hvad mennesker er og gør, og hvad der kommer ud af deres væren og gøren. Dét gør han meget mere indsigtsfuldt og inspirerende, end jeg er i stand til at gengive her.
 

”Bøger findes,” skriver han, ”men hvad gør de ved mig, når mine øjne vender siderne? Læsningens begivenhed kan ikke forhåndsdiskonteres.” Kritisk udpeger han tidens trend: ”Vi skal opdrages til at tage ansvar. Vi skal arbejde og betale skat. Vi skal skynde os gennem studierne. Det er ildeset at fjumre og dvæle. Vi skal forstå, at vi er dyre i drift.”
 

Nu er det selvfølgelig ikke Flittiglise og hendes artige planlægningsmani, Nepper Larsen er ude efter at kritisere. Snarere sætte fri, hvis det endelig skal være. ”Principielt,” skriver han, ”er livet en åben mulighedsværen, ikke en køreplan med faste stoppesteder og én forhåndsbestemt endestation.”

Forfatteren Inge Pedersen (født 1936) skriver i den selvbiografiske roman Til Amerika om en bogligt begavet nordjysk pige, af hvem ingen, hverken familie, skole eller miljø som sådan, forventer nogen form for videregående bladvending efter realeksamen, udover måske i ugebladene. Fra sin umådeligt kedelige og patriarkalsk organiserede plads som kontorelev i et foderstoffirma er det derfor op til hende selv at udpege en vej. I smug læser hun i forbudte bøger, gemt i skrivebordsskuffen, og den mest forbudte af alle er bogen: Erhvervsvejledning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om en skelnen mellem at være og at være målrettet er så indlysende for pigerne. For hvad nu hvis Lise faktisk ser planen som sin mulighed? Ser sin evne til at være målrettet som vejen til at være noget? Det har ikke altid været pigerne, der stormede ind på universiteterne, og drengene der hang i døren. Skal Flittiglise ikke have lov til at vifte lidt med sejrens palmer?