Afveje

Date:
27-08-2013
Heading:
For mange kokke fordærver maden
author:
Mark Jensen
Image:
Mark200x200
Short text:
Ungdommens Uddannelsesvejledning i Danmark har spillet ud med et forslag om at arbejde for et mere enstrenget vejledningssystem, der skal gøre det lettere for borgerne at finde indgangen til vejledning om uddannelse. En professionel vejledning, der vejleder om uddannelsestilbud og uddannelsesmuligheder, så borgerne selv kan træffe beslutninger og være herre over egen situation.
Text:

Når en ung vejledes ud af grundskolen i dag, er det en vejleder fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, der har ansvaret for vejledningen fra grundskolen og videre over i en ungdomsuddannelse. Mange kommer fra efterskolerne, og her er det en vejleder fra efterskolen, der vejleder. På ungdomsuddannelsen møder den unge en fastholdelsesvejleder, som skal vejlede og fastholde den unge på en SOSU-skole, på det gymnasiale forløb, på handelsskolen eller på en teknisk skole. I skoleforløbet kommer en vejleder fra Studievalg og fortæller om de videregående uddannelsesmuligheder. Nogle unge stopper på den valgte ungdomsuddannelse og kommer tilbage til deres UU-vejleder, som måske aftaler et produktionsskoleforløb. Efterfølgende får den unge en produktionsskolevejleder. Måske har den unge også haft fat i eVejledningen et par gange – på chat, sms og telefon.
 

Et gammelt ordsprog lyder: ”For mange kokke fordærver maden.” På mange UU-centre oplever vi unge og deres forældre, der går ind ad den forkerte dør. Mange tror, de kan få studievalgsvejledning i det lokale UU-center, og selvfølgelig finder vi en løsning hver gang.
 

Alle UU-centres vejledere gennemgår vejledningssystemet for unge afgangselever, så alle elever er bekendt med ovennævnte beskrivelse, når de forlader folkeskolen. Men er det ikke ofte sådan, at det først er, når man har brug for det, at man opdager, at man måske skulle have hørt bedre efter, da UU-vejlederen var forbi og fortalte om uddannelses- og vejledningssystemet?
 

UU Danmark vil gerne have en helhedsvejledning, der er institutions- og sektoruafhængig og funderet i kommunerne, således at den opsøgende vejledning også kan gavne de mange studenter, som ikke umiddelbart kommer videre efter deres studieforberedende ungdomsuddannelse. Det er bare et klik i den nationale ungedatabase, så tilflyder informationerne UU-centrenes vejledning, og de unge kan få det skub, der skal til efter en måske dårlig eksamen.
 

Enkelhed behøver ikke være svær, hvis vi tør og vil.
 

Mark Jensen, formand for UU Danmark og centerleder for Ungdommens Uddannelsesvejledning, UUV Køge Bugt

Tags:

Skriv en kommentar

  1. Navn
  2. E-mail
  3. Kommentar
AFS
Vrå Højskole
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke