I Danmark er vi stolte af vores flexicurity-model. Den gør det nemlig nemt for virksomheder at hyre og fyre medarbejdere og nemt for medarbejdere at skifte job. Flexicurity sikrer mennesker i overgange mellem job.
Overgange mellem job skaber et fleksibelt arbejdsmarked. Læring i overgangene skaber en kvalificeret arbejdskraft med de relevante kompetencer. Flexicurity fremføres overalt i Europa, og idealet er, at arbejdsmarkedets parter i fællesskab skaber et ’system’, som træder til, når der er brug for støtte eller læring i overgangene mellem job. Vejledning, kompetenceudvikling og uddannelse udgør sammen med en relativt høj ’overgangs’-ydelse grundingredienserne i flexicurity.
Det var den store fortælling …
Men spørger vi til den lille fortælling, nuanceres billedet væsentligt. Jeg har sammen med min kollega, Pia Cort, lavet et forskningsprojekt, hvor vi har indsamlet fortællinger om overgange på arbejdsmarkedet. Vi har fundet ud af, at nogle overgange sker næsten ubemærket, ja faktisk naturligt, og beskrives ikke som overgange, men nærmere bare som et jobskifte. Det er især jobskifte, som foregår inden for samme branche. Så langt så godt!
Anderledes bliver fortællingen derimod, når vi lytter til mennesker, som ønsker at skifte branche, som ønsker at arbejde med noget andet, end de gør i dag. Så opleves overgangene i mange tilfælde hverken som fleksible eller sikre. Det er et stort problem og en kæmpe udfordring.
Jeg ved godt, at der findes kompetencefonde, som skal bidrage til den enkeltes kompetenceudvikling – men ingen af dem, vi talte med, var klar over deres eksistens! Det ser jeg som en blandt flere alvorlige hindringer for et fleksibelt arbejdsmarked.
Jeg læser her og der om, at karriereskift er ønskelige for at fremme et fleksibelt arbejdsmarked, men jeg kan ikke se, at det ønske følges op af tilgængelig og professionel karrierevejledning. Det er en alvorlig hindring for et fleksibelt arbejdsmarked.
Kan det virkelig være rigtigt, at karriereskift midt i livet kræver både ihærdighed i forhold til at søge og finde de rette informationer selv og ihærdighed i forhold til at kende ens egne muligheder og rettigheder? Dertil kommer, at det kræver ressourcer både personlige og økonomiske.
Som en advokatsekretær, jeg talte med som led i forskningsprojektet, fortæller:
”Jeg vil gerne omskoles til noget andet. ’Jamen, så kan du jo få SU.’ Altså prøv lige at høre, hvad jeg siger. Der findes så mange muligheder med kurser AMU, AVU og alt muligt. Det, jeg forventer af dem, er, at de sætter sig ned og finder ud af, hvad er det, du gerne vil? Okay, hvordan kommer du derhen? Lad os prøve at kigge på det sammen. Fordi de kender nok nogle genveje inden for de forskellige brancher. Og de ved, hvilke skoler der egentlig udbyder hvad. Det går jeg ud fra, at de mennesker ved, men de har så travlt med at putte os tilbage i den boks, vi gerne vil ud af.”
Det var den lille fortælling.
Spørger du mig, er der lige nu ALT for langt mellem de to fortællinger – derfor skal det undersøges, diskuteres og besluttes, hvad der skal til for at mindske afstanden.
/Rie Thomsen, Lektor og Forskningsprogramleder Livslang Læring/Lifelong Learning, Aarhus Universitet