"Til unge, der ikke har forudsætninger for at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, ønsker regeringen at oprette en fleksuddannelse. Uddannelsens hovedformål er at forberede eleverne bedst muligt til at kunne varetage lønnet beskæftigelse." (Bedre igennem uddannelserne – reform af SU-systemet. Regeringen, februar 2013).
Hov, hvad skete der lige dér? Skal fleksuddannelsen nu bare bruges til at krydse de unge af i statistikken som ”uddannede” – selvom det blot er til at kunne stå op om morgenen?
Fleksuddannelsen får tilsyneladende ikke meget at gøre med sin sagnomspundne og ifølge øjenvidner meget smukke og lidt vilde søster fra 90’erne, den frie ungdomsuddannelse (FUU), som mange i starten havde håbet på. FUU var uddannelsen til de lidt skæve unge med alternative kompetencer. Dem, der ikke lige passer ind i det ideal om den pæne pige, som lyser ud af intentionerne i den nuværende regerings reformer på uddannelsesområdet.
Til gengæld ser den ud til at slægte sin bror, blue-collar’en egu, mere på – bortset fra, at egu’en faktisk også skal give "umiddelbar adgang til at fortsætte i en erhvervskompetencegivende uddannelse."
Mange gode feer var ellers mødt op til konferencen De ”ikke-uddannelsesparate” unge den 4. marts. Som sædvanen er, bragte de ønsker med sig til den lille ny:
Men hvad siger den vordende mor, børne- og undervisningsminister Christine Antorini?
"Fleksuddannelsen skal sikre, at unge, der har motivationen men ikke har forudsætningerne for at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, kan få en uddannelse." (uvm.dk).
Nu venter alle spændt på fødslen: Er der en smuk prinsesse på vej? Eller bliver fleksuddannelsen en skifting?
(En skifting er i nordisk mytologi et troldebarn, der er forbyttet med et menneskebarn. Skiftingen udvikler sig ikke normalt, men meget langsomt, og opfører sig tiltagende urimeligt og belastende for forældrene. Skiftingen kan også være grim og deform eller på andre måder utiltalende).