Afveje

I forrige uge åbnede Folketinget, og nu strømmer det igen ind med politiske meldinger om, hvordan riget skal regeres – og denne gang på en helt moderne og økonomisk ansvarlig måde. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen tyvstartede allerede 2. oktober, hvor han præsenterede første fase af en ny jobreform indeholdende et moderne kontanthjælpsloft m.m. Dertil bringer fremtiden en refusionsreform, Jobreform 2, Beskæftigelsesreform 2 og en dagpengereform. I alt fem reformer, mine damer og herrer.
 

Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor politikerne har været tilfredse med beskæftigelsesindsatsen. Hvor politikerne har syntes, at reglerne har virket. Hvor politikerne har fået de resultater, som de ønskede. Måske husker jeg bare dårligt? Eller måske betragter politikerne beskæftigelsesindsatsen som et stort, svært maskineri, der konstant og kontinuerligt skal hamres, skrues og drejes på.   
    

Folketinget aka Regelfabrikken

Maskineri eller ej. På 2½ år har politikerne i hvert fald leveret fire reformer + det løse, og nu er der så mindst fem reformer på vej. Jeg kan afsløre, at Folketinget aka Regelfabrikken har forvandlet beskæftigelsesindsatsen til et bureaukrati i verdensklasse, som kun jobcentre og ydelsescentre tilsyneladende forstår omfanget af.
 

Jobcentermedarbejderne skal i dag håndtere 19 forskellige målgrupper, som hver har deres specifikke regelsæt for, hvornår de skal til samtale, hvad samtalen skal handle om, hvilken indsats de skal have, og hvornår og hvor længe. Til disse 19 målgrupper findes der forsørgelsesydelser, som består af så mange forskellige satser og tillæg, at forsøg på at tælle alle kombinationer udløser akut svimmelhed.  Både indsats og ydelser er reguleret ned i mindste detalje.
 

Et kendetegn ved verdensklassebureaukratiet er, at reglerne ofte træder i kraft uden varsel. Et friskt eksempel på hurtig lovgivning er vedtagelsen af den nye integrationsydelse. Ændringsloven blev offentliggjort i Lovtidende den 30. august, og hele herligheden med dertilhørende 13 nye og ændrede bekendtgørelser trådte i kraft 1. september. Jobcentre og ydelsescentre fik én dag til at få pløjet sig igennem alle nye og/eller ændrede regler, vurdere, om det gav anledning til ændringer i deres organisering, og få tilpasset indsatsen. Mine damer og herrer: én dag.
 

Der er ganske enkelt tale om et regeltyranni, hvor antallet af nye og ændrede regler stiger eksplosivt, og hvor reglerne træder i kraft med så kort varsel, at praktikerne ikke har en chance for at nå at sætte sig ind i indholdet, før de træder i kraft. Eller bliver skiftet ud, for den sags skyld.
 

At der til disse store reformer altid følger en række snublesnore i form af fejl i lovgivningen, gør hverken morskaben større eller forvirringen mindre. Jeg skal ikke klandre nogen for disse fejl, for det må unægteligt være et vilkår, når mange regler skal udarbejdes på kort tid. Men diverse fejl i reglerne gør ikke arbejdet i jobcentrene eller ydelsescentrene mindre kompliceret.
 

Lidt mere tanke, lidt mindre handling

Hvis vores politikere brugte lidt mere tid i maskinrummet (uden værktøj), så tror jeg, at de ville få blik for, at verdensklassebureaukratiet har skabt et demokratisk og et økonomisk problem:  
 

Et økonomisk problem fordi store ændringslove og bunker af bekendtgørelser kræver tid at implementere. Tid, som skulle have været brugt på at hjælpe ledige i job. Der skal undervises medarbejdere, flyttes medarbejdere, revideres arbejdsgange og blanketter, ligesom diverse hjemmesider, brochurer m.v. skal revideres. Og så videre. Det lyder måske umiddelbart som småtingsafdelingen, men man kan ikke skifte tandhjul og motordele uden at tabe både fart og kraft.
 

Dertil er det et demokratisk problem, for når store ændringslove og bunker af bekendtgørelser træder i kraft, dagen eller få dage efter de offentliggøres i Lovtidende, så ved vi alle sammen godt – hånden på hjertet – at reglerne ikke gælder for alle borgere. Det vil sige, teknisk set gælder reglerne for alle borgere. Men i virkelighedens verden gælder reglerne først, når de er implementeret i praksis. Denne uensartethed udgør et demokratisk problem, fordi i et retssamfund må og skal vi kunne regne med, at gældende regler gælder. For alle.
 

Med al respekt for Beskæftigelsesministeriets arbejde om ”at gøre tale og tanke til politisk handling”, så kunne jeg godt ønske mig lidt mere tanke og lidt mindre handling.


/Iben Thagaard, fagspecialist og medlem af Vejlederforums redaktion