Begrebet klient beskriver en vigtig faglig pointe, som forsvinder eller tilsløres, når vi bruger begrebet borger, nemlig at der er tale om en person, som ”står i et vist afhængigheds- eller beskyttelsesforhold til en anden”.
Text:
Skulle nogle, der har læst Dorte Caswells Modstandsformer i jobcentret eller deltaget i VejlederForums gå-hjem-møde med selvsamme Dorte Caswell som gæst, have overset en vigtig pointe, så kommer den her: Hun bruger ikke begrebet borger om de mennesker, jobcentret beskæftiger sig med, nej hun bruger begrebet klient.
Hvorfor er det nu interessant? Det er det, hvis man kobler begrebet klient og Dorte Caswells emne om modstandsformer sammen. Hvilke modstandsformer kan man forestille sig, socialarbejdere i jobcentrene benytter sig af eller kunne benytte sig af?
En af de modstandsformer, jeg kunne forestille mig, var modstanden mod den sprogbrug, der følger med de forskellige lovgivninger. Det er jo ikke tilfældigt, hvad ting bliver kaldt, og hvilke betydninger de tillægges.
For ikke så mange år siden var en ledig, der mødte op i kommunens arbejdsmarkedsafdeling, en klient. Ligesom man er patient hos lægen, medlem i a-kassen, ansat i kommunen, kunde i Brugsen osv., ja så var man klient i arbejdsmarkedsafdelingen.
Ved oprettelsen af jobcentrene blev klienten borger. Uden diskussion. Alle var tilsyneladende enige. Vi skal væk fra klientgørelsen, vi møder personerne i øjenhøjde, de er jo borgere ligesom os andre osv. Positivt og sympatisk tænkt. Og der er ingen vej tilbage. Alle bruger begrebet borger, og mit indlæg handler ikke om at rulle tiden tilbage, men er blot en undren over den manglende modstand mod det nye begreb.
Begrebet klient beskriver en vigtig faglig pointe, som forsvinder eller tilsløres, når vi bruger begrebet borger, nemlig at der er tale om en person, som ”står i et vist afhængigheds- eller beskyttelsesforhold til en anden”. Der er tale om et magtforhold, og det har betydning for relationen mellem sagsbehandler (igen et gammeldags begreb) og borger. Både sagsbehandler og klient er borgere, men i jobcentret er de sagsbehandler og klient, ikke borger og borger. At bruge de rigtige begreber betyder noget for relationen. Vi er ikke venner, vi er ikke lige, men ligeværdige, i en professionel relation.
Modstandsformen – en kritisk forholden sig til det politisk initierede sprog – mener jeg altid er værd at overveje. Hvor går grænsen mellem ”nysprog” og det professionelle sprog? Modstanden i ovenstående eksempel er at bruge det professionelle sprog, når det understøtter den grundlæggende forståelse af arbejdet, men med skyldig hensyn til og accept af lovgivers ønsker. Man kan godt, uden at blive helt skizofren, bruge begrebet borger i den eksterne kommunikation og klient i den interne. Ikke for at være på tværs, men for at være professionel.
At sproget betyder noget, og at der trylles med det, især på vores område, kommer man til at se i den kommende kontanthjælpsreform. Se bare her: I dag har vi: ”personer har problemer ud over ledighed,” efter 1. januar 2014 har de ikke mere problemer, så er de ”aktivitetsparate”. Genialt ikke?
/Jens Finkelstein, Konsulent med speciale i beskæftigelsesindsatsen og den arbejdsmarkedsrettede sociale indsats