Afveje

Kender du den slags samtaler, hvor man føler sig umådeligt misforstået? Sådan en havde jeg med min leder engang. Jeg følte mig veloplagt og fuld af gode intentioner, da jeg ringede hende op. Vi skulle spare om en sag, hvor jeg havde fingrene i praksis, og hun skulle tage en beslutning ud fra de informationer, jeg gav hende. Men samtalen tog en helt anden drejning, end jeg havde forventet.

Den formiddag står skræmmende tilbage i hukommelsen, fordi jeg simpelthen ikke forstod, hvad der skete. Vi talte i hver vores retning, og hun blev mere og mere irriteret på mig. Det fik hende til at stille mig spørgsmål, som mest af alt havde til hensigt at fortælle mig, hvad hun fandt rigtigt og forkert. Mine intentioner blev forstået på helt nye måder, og jeg hørte mig selv forsøge at overleve i den samtale, der ellers begyndte så godt i mine bestræbelser på et bedre og mere kvalificeret samarbejde.

Lederen og jeg blev skudt ud i hver vores galakse: Vi forstod simpelthen ikke hinanden. Det, der var så klart for mig, da jeg ringede hende op, var væk. Tilbage stod jeg med fornemmelsen af at være blevet misforstået. Det kom bag på mig, at det kunne ske så uventet. Sikken en svær samtale.
Så er det måske, du tænker: Ja, netop! Hvor er den manual, hvor jeg kan se sort på hvidt, hvad man gør? Hvordan kan man forbedre netop den type samtale? Hvordan kan man være sikker på at blive forstået rigtigt? Hvordan kan man ramme plet, så der skabes forståelse og samarbejde?

Tror du på den? At dine samtaler kan kategoriseres i typer, og at vi kan få de ‘syv skridt til bedre samtaler’ i manualform, som i al sin enkelhed skal følges, så du bliver i stand til at styre samtalerne og deres effekt? At vejlederens afkrydsningsskema hjælper dig og dem, du vejleder, til bedre samtaler? Altså samtaler med mere mening, kvalitet og handlekraft. En slags 1:1-forhold mellem dine samtaler og den jobsøgendes, elevens eller den studerendes handlinger på den anden side af ordene. Så når vi taler om det på denne bestemte måde, så virker det.

Jeg ved, at du kender iveren efter at lykkes med at skabe engagement hos den, du taler med. At se og høre, hvordan samtalen skaber nye åbninger, nye indsigter, fokus på læring og lyst til handling. Se på den ambition! Hvor ofte lykkes den? Og hvilke forklaringer sætter det i gang, når det ikke sker?

Eleven havde måske problemer med hjemmefra, den jobsøgende var ikke vant til at lave noget, den studerende kunne ikke tage ansvar, var umoden, vidste ikke, hvad han gik ind til, eller måske I havde dårlig kemi, for kort tid osv.

Alle mulige forklaringer, der handler om den, du vejleder, strukturen og frustrationen over, at det, du plejer at gøre, ikke virkede her. Præcis som det skete for mig i eksemplet ovenfor. Man står tilbage med et rungende ’hvorfor sker det her?’ og en følelse af at være inkompetent, når man gør sit bedste, og effekten bliver en helt anden, end intentionen lagde op til.

Løsningen ligger i at opdage netop den utilstrækkelighed og gøre noget ved den nu og her.

Slip den andens barm og grib din egen
Det er netop her, du skal gribe i egen barm! Du skal få godt fat. Så meget, at du mærker og forstår, at det er NU, der skal handles klogt, så du lykkes med at skabe fokus, engagement, udvikling og handling for den, du taler med. Uanset om vedkommende har opsøgt dig eller er blevet sat sammen med dig ved at tilfælde.

Og husk: Du kan ikke vide, hvordan du skal gøre det på trods af din (sikkert) årelange erfaring. For du sidder sammen med et nyt menneske, og hver samtale er forskellig. Du kan derimod, som det skete for mig, lade dig overvælde og indignere OG samtidig stole på, at det er din indgangsreplik til at kunne skabe forandring og relation. Det er præcis her, du skal slå til, hvis du vil skabe forandring i din samtale.

Du skal bruge det, der sker foran dig lige nu, og gøre det relevant.

Åbn døren til forandring
Når det først er blevet en realitet, at du sidder i samtalen uden manualer eller vaner, kan du lade dig inspirere af følgende tre opmærksomheder:

• Grib den andens udgangspunkt, uanset hvordan det er, og hvad du tænker om det.
  Praktiseret anerkendelse betyder kort og godt: At se det, der er. Og det betyder at være opmærksom på det hele. Også det, der ikke var meningen, eller som ikke er ønskværdigt: dovenskaben, det manglende ansvar, det udeblevne engagement etc. Altså at stille sig midt i det, der sker, sammen med den anden, og adressere det som noget relevant, I skal tage jer af.
   
• Hold øje med dine loyaliteter.
  Du vil opdage, at du under alle omstændigheder og hele tiden er særligt loyal over for bestemte idéer. Brug det i samtalen til at rette ind og tage beslutninger. Enten ved at sige dem højt eller ved at vide, hvad der er vigtigst for dig og det, du er loyal mod.
   
• Gør dig modtagelig for feedback.
  Undersøg med den, du taler med, hvordan jeres samtaler virker i forhold til det formål, som I har defineret sammen. Hvad skal I gøre mere eller mindre af? Hvordan er effekten af samarbejdet set i lyset af formålet? Hvilke erfaringer har I gjort jer, som har bidraget med netop det, som I er sammen om?

Vejledningen starter der, hvor du bruger den andens udgangspunkt som udgangspunkt for jeres samarbejde. Uanset hvordan det ser ud. Du skal gøre det klart, at den andens handlinger er meningsfulde. Også selv om de går i komplet modsat retning af det, I har aftalt. Det er der jo en grund til, og den skal I sammen undersøge for at kunne flytte jer i samtalen.

Det skulle jeg have gjort. Jeg skulle have grebet meningsfuldheden i min leders irritation og stoppet op allerede der. Jeg skulle have spurgt ind til, hvilke idéer hun vægtede højest. Jeg skulle have opdaget mine egne loyaliteter i tide. Det kunne sikkert have bragt mig ud over mine egne idéer og den professionelle sårethed og ind i et samarbejde om vores samlede pulje af bestræbelser.

Der er så mange ting, vi kan gøre. Det vigtigste er at være loyal mod de samtaler, vi har, så de skaber det, de er sat i verden for. Så vi skaber flere levende, lærerige og effektfulde samtaler med dem, vi møder.

 

/Cecilie Cornett, autoriseret psykolog

Dette blogindlæg er skrevet på basis af bogen Befri Samtalen - grundbog i professionelle samtaler (2014) af Cecilie Cornett og Klaus Bakdal.