Afveje

Der er sket en ”Rambøllficering” af dansk vejledning. Begyndelsen lå i 2008, hvor Rambøll Management lavede bestillingsrapporten ”Uddannelses- og erhvervsvejledning i uddannelsessektoren”, en tynd lille sag på 73 sider, som byggede på en analyse af uddannelses- og erhvervsvejledningen i uddannelsessektoren, som Rambøll gennemførte maj-august 2008.
 

Analysen ”forholdt sig ikke til kvaliteten af vejledningen på vejledningsinstitutionerne og uddannelsesstederne, men vurderede udgifterne, prioriteringen og målretningen af den tilvejebragte vejledningsindsats.” Læg især mærke til den sidste del af sætningen: Herfra stammer mantraet om, at 70 % af de vejledte kan klare sig selv i forhold til deres vejledningsbehov. Det var, hvad målretning betød i følge Rambøll. Tallet var grebet ud af luften, men blev brugt som belæg for at målrette vejledning mod de 30 %, som havde særlige eller (senere) udvidede vejledningsbehov. Videre ud ad denne vej lægger det sidste udspil (revision af Ungepakke2, 2013) op til en yderligere målretning… nu mod 20 %, som har særlige vejledningsbehov - eller hvad de nu måtte blive kaldt i fremtiden. Særligt særlige behov? Igen lyder det: ”There is no alternative.” Så skal man være på vagt. For det er en blind vej.

Argumentet er, at ikke alle har et vejledningsbehov – og hvis de på trods af dette alligevel søger vejledning, så er internettet opfundet. Et besnærende målretnings- og økonomisk argument, som dog har den hage, at der blandt de 80 % veltilpassede/uproblematiske gemmer sig mange vejledningsbehov, som først kommer til udfoldelse på et senere tidspunkt i livet og karrieren. Og så er det ofte dyrt og besværligt at skifte kurs. Tænk blot her på den veltilpassede dreng eller pige, som uden nærmere refleksion går gymnasievejen, men senere når til den erkendelse, at det var en fejl.
Eller den dreng eller pige, som bliver håndværker ligesom resten af fætrene og kusinerne, men hvor det var et fejlvalg. Deres valg skal også udfordres. Men det bliver de ikke i fremtiden. Det bliver dyrt.

Kikker vi lidt dybere i krystalkuglen, tegner der sig et billede af en uddannelses- og erhvervsvejledning, som bliver ændret fra at være et instrument for personlig udfoldelse og frigørelse i forhold til social reproduktion til at være et apparat for social kontrol af en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig underklasse, nemlig af de marginaliserede, de 20 % som nu kan få vejledning. Det er en blindgyde. For det betyder, at vejledning bliver endnu et af de rygmærker, som samfundet sætter på taberne, på de utilpassede, de besværlige. Vejledning bliver en del af denne stigmatisering. Det bliver ikke med glæde, at man opsøger sin vejleder i fremtiden. Sagde jeg ”opsøger”? Jeg mente pålagt, tvunget til, under pres. Det gør, at vejledning vil befinde sig i det vanskelige og måske umulige krydsfelt mellem social kontrol, sanktionspolitik, sagsbehandling, myndighedsudøvelse – og pædagogisk/social/psykologisk støtte.

Vil mellemklassen i det lange løb være tilfreds med, at vejledning skal være for denne stigmatiserede målgruppe? Nej er det korte svar. Og det længere svar er, at mellemklassen derfor vil begynde at tilkøbe vejledning fra private udbydere på et voksende vejledningsmarked. Eller med andre ord: Der vil ske en polarisering mellem dem, som har og dem, som ikke har. Matthæus- effekten endnu en gang. Denne gang på vejledningsområdet. Det er en samfundsmæssig blindgyde.

England har gået denne vej: Connexions, afløseren for The Careers Service, var en ungdoms(social)rådgivning, som skulle rette sig mod de mest udsatte og marginaliserede. Den blev af samme grund bemandet med socialpædagoger, socialrådgivere, befalingsmænd fra hæren, etc. Ikke med vejledere. Helst ikke. Efter nogle år viste det sig, at Connexions faktisk ikke forbedrede forholdene for the NEETs (Not in Employment, Education, or Training). Og nu er vejledningsopgaven i forhold til de unge lagt over i skolerne: Det er skolens ansvar at drive vejledning. Det kunne give mening, hvis der var ressourcer og vejledningsfaglighed på skolerne. Men det er der netop ikke. Omlægningen sker uden særlige ressourcer og uden vejledningsfaglig ekspertise. Det er grimt.
 

Der er alternativer, naturlig- og heldigvis: Vejledning er en ret for alle. Ikke blot for de få og marginaliserede. Hvis man vil ramme smalt, må man sigte bredt. Læs blot EU’s resolution om livslang vejledning (2004): ”Alle europæiske borgere bør have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte.” Læs hele sætningen, ikke bare den sidste del om de særligt udsatte. Vejledning er for alle. Det er alternativet.


Af Peter Plant, lektor på Aarhus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)