Afveje

"Vejledning maa aldrig blive et Redskab i Statsmagtens Haand.”

Det var vigtigt for Ungdomskommissionen i 1946 at understrege netop dette princip, da Den Offentlige Erhvervsvejledning skulle indføres. Frygten var – her så kort tid efter at have oplevet et totalitært nazi-Tyskland på nært hold – at en statsmagt kunne blive fristet til at bruge vejledning som et styringsinstrument. Et redskab, som ikke blot skulle vejlede, men i høj grad retlede den danske ungdom.

Vejledning skulle være et frigørende redskab, mente man. Det vil sige en indsats, som skulle frigøre ressourcer i den enkelte og dermed ressourcer i samfundet. Man talte om at frigøre intelligensreserven. Nogle af os – bl.a. forfatteren af disse linjer – var faktisk en del af denne reserve, en upåagtet skat, en hemmelig ressource. Tanken var, at vejledning altid skulle stå på individets side og om nødvendigt råbe samfundet og magthaverne op, hvis det blev nødvendigt, fx ved at være den vejledtes advokat og talsmand.

Vejlederen må tage stilling
På dansk har vi ikke et samlet begreb for denne proaktive del af vejledningsindsatsen, men vore svenske kolleger kender til ”kompensatorisk vägledning”, som på et etisk grundlag peger på vejlederens ”moraliska skyldighet” til at holde med de svage i samfundet og give dem en stemme. Det kan betyde at tale magthaverne imod. Det gør det faktisk ofte. Og det kan stille vejlederen i den delikate position at skulle modvirke nogle af systemets funktioner – fra en position inden for systemet. Tag fx uddannelsessystemet, som bl.a. producerer frafald. Inden for eller i tæt forbindelse med selvsamme system er det vejlederens opgave at modvirke netop frafaldet. Vejlederen ser altså systemets dysfunktionelle sider og samler her en viden om systemets bagsider, uduelige lærere, inkompetente ledere, manglende ressourcer etc. Hvor går vejlederen hen med denne feedback? Den kompensatoriske vejleder er ikke i tvivl: Han/hun går tilbage til systemet selv og om nødvendigt i offentligheden med sin viden OG sine holdninger.

Der er altså ingen neutral position, intet helle. Vejledere må tage stilling og ikke bøje nakken. Behovet for dette er blevet ganske tydeligt i de senere år, hvor statsmagten har lagt sin hånd på vejledning. Det er ikke tilfældigt, at den nuværende lov på feltet hedder ”Lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.” Statsmagten har stor lyst til at fortælle befolkningen, hvordan vi skal leve vores liv. Hvis vi ikke selv kan finde den rigtige vej til uddannelse og job, så kommer pligten ind. Og det er vejlederne, der er blevet sat til at udføre denne politiopgave.

At retlede eller vejlede
Allerede i 1953 lød der en advarende røst fra Folketingets talerstol. Retsforbundets ordfører, Kjeldgaard Iversen, så erhvervsvej¬ledning som ”... endnu et udtryk for velfærdstanken, dette, at man tror at staten kan og bør ordne det hele for den enkelte borger... Skridtet fra rådgivning til henstilling er ikke stort, og skridtet fra henstilling til direktiv er heller ikke stort... Lysten fra det offentliges side til at være folkets barnepige, rådgiver og vejleder er meget stærkt udviklet.”

Dér står vi nu… Med en statsmagt, som ønsker at retlede snarere end at vejlede. Og som oven i købet dømmer nogle parate og andre ikke-parate til uddannelse – med hjælp fra vejlederne, som er blevet sat til denne vanskelige screeningsopgave for at begrænse adgangen til personlig vejledning. Så på den ene side pligt og på den anden side ingen ret til vejledning. Det er ikke vejen frem. Vejledning bør være en ret for alle.  



/Peter Plant lektor, professor og koryfæ, der  holdt sin afskedsforelæsning den 20. november 2015.