VejlederForums udsendte møder Rie Thomsen i receptionen på Aarhus Universitet på Tuborgvej i København. Vi bevæger os med raske skridt ad snørklede veje til første sal, hvor forskningsprogrammet Livslang Læring holder til i nye lokaler. På gangen står tomme flyttekasser langs væggen, og der lugter lidt af tjære.

"Det er parketgulvet. Så skal du bare lugte, hvor stærkt tjæren lugter på mit kontor," siger Rie Thomsen nøgternt og når at klæde om, arrangere lån af nøgle til tårnet til fotoseancen og tjekke de første mails, før VejlederForums computer er klar til noter. Man fornemmer et menneske, som udnytter tiden.

"Jeg kan godt lide at få tingene gjort. Er der to minutter, er der altid noget, jeg kan gøre. Undtagen at skrive. Det kræver ro," siger hun.

Stedet og fællesskabet
Lige nu er der ikke ro, men fart på. 38-årige Rie Thomsens karriere peaker. Hun tager imod VejlederForum som modtager af Schultz’ Vejlederpris 2013 og som forskningsprogramleder for 20 forskere i forskningsprogrammet Livslang Læring på Aarhus Universitet. Bag sig har hun et stykke pionerarbejde inden for dansk vejledning, da hendes ph.d.-afhandling fra 2009, "Vejledning i fællesskaber", og to bøger om emnet har givet vejledere nye erkendelser om fællesskabers og de fysiske rammers betydning for vejledningen. Erkendelser, som vel at mærke har skubbet deres praksis i retning mod mere gruppevejledning og etablering – og ikke mindst anerkendelse – af vejledning dér, hvor mennesker naturligt færdes.
 

For nylig blev Rie Thomsen udvalgt til at sidde med i en videnskabelig komité, der med en ny EU-finansieret forskerskole samler vejledningsforskerkræfterne i Europa. Blandt en række professorer skal hun bidrage med sin viden om vejledning i fællesskaber.
 

Går vi blot 13 år tilbage, var Rie Thomsen et helt andet sted. Hun var 25 år, lærer og deltidsvejleder på et 10. klassescenter i Aalborg og troede, at hendes fremtid lå i lærergerningen.
 

Men tingene ændrede sig, da hun med 15-20 andre studerende var i gang med vejlederuddannelsens andet modul på Danmarks Lærerhøjskole.

Peter Plant i røret
"Det skete midt i en time. Underviseren fortalte om muligheden for at forholde sig kritisk til, hvad vejledning er for en størrelse. Jeg vidste med det samme, at det var det, jeg ville. Jeg ville arbejde med vejledning analytisk, kritisk og på fuld tid. Det var en meget kropslig fornemmelse af at komme hjem. Hjem til et afgrænset genstandsfelt, som dog er meget komplekst, og som handler om, hvordan man støtter folk i at få en uddannelse, et job og balancere deres liv mellem job og familie. Om hvad man kan gøre for den enkelte og fra politisk hold."

Samme dag ringer hun til Danmarks uofficielle vejledningsforskerguru, Peter Plant, som hun havde mødt en enkelt gang til et foredrag. Hun fortæller, hvad hun vil, og beder om et godt råd.

Peter Plant opfordrer hende til at gå forskervejen. Rie Thomsen tøver ikke. Snart er hun studerende på RUC’s uddannelsesstudier og psykologi, hvor hun hurtigt finder sammen med en gruppe, der vil arbejde med problemstillinger om vejledning, for som hun siger: "Jeg er en gøreperson."

Kontor eller kantine
Idéen til at lade vejledningen foregå i fællesskaber får Rie Thomsen under ph.d.-studiet, hvor hun tager på feltarbejde på en højskole med unge, der skal vælge uddannelse, og hos en virksomhed, der lukker, og hvor medarbejderne må finde ud af, hvad de så vil.

"Jeg opdager, at vejledning ikke handler om at gå ind på et kontor og modtage vejledning en-til-en. Det er vejlederne, der må ud og være til stede i frokoststuen, hvis de vil vejlede. På det tidspunkt blev fællesskaber og rammernes betydning diskuteret meget lidt."

Ph.d.-afhandlingen bliver vel modtaget – ikke kun i forskerkredse, men også blandt vejlederne, som efterspørger redskaber til at omsætte Rie Thomsens viden om fællesskabernes betydning til praksis. Derfor skriver Rie Thomsen redskabsbogen: "At vejlede i fællesskaber og grupper" med Randi Boelskifte Skovhus og Rita Buhl. De tre forfattere præsenterer nye modeller for vejledning i fællesskaber og skitserer fem metoder til gruppevejledning.

For som forsker vil Rie Thomsen mere end at dele viden med kollegaer i ind- og udland. Hun vil i dialog med feltets genstand, vejlederne selv, ud fra et oprigtigt ønske om at gøre vejledning bedre, uanset om det er på skoler, gymnasier, i fængsler eller på jobcentre. Alle steder har fællesskaberne og vejledningens fysiske rammer betydning.

Forskningscirkler
Rie Thomsen går videre end dialogen. Hun drager vejlederne direkte ind i forskningen. Hun har for eksempel været en del af det større projekt "Preventing Dropout" om UU-vejledning og vejledning i gymnasiet. Her ledede hun en forskningscirkel i samarbejde med kollegaen Helle Nordentoft, hvor praktikerne – altså vejlederne – foretog mindre undersøgelser i deres felt og udvekslede resultaterne med de to forskere for at undersøge, hvordan vejledning i højere grad kan tage udgangspunkt i de unges behov. Projektets resultater er blandt andet formidlet i filmen "Nutidens unge - Fremtidens vejledere", der findes på YouTube.

Også privat når Rie Thomsen mere end de fleste. Hun bor med mand, tre børn, et par marsvin, fire ponyer og fem katte på en selvistandsat gård i Slagelse. Skulle hun selv vejledes, ville hun gerne have dette råd:

"Jeg skal huske, at jeg har masser af tid. Måske 30 år på arbejdsmarkedet endnu. En karriere er livslang, så jeg behøver måske ikke at skynde mig så meget og sige ja til alt. Men jeg bliver så let grebet."

Fem spørgsmål til Rie Thomsen

Hvorfor skal vi inddrage betydningen af fællesskaber i vejledningen?
Fordi mennesker altid færdes i fællesskaber, og de er meget afgørende for uddannelsesvalg og arbejde. Jeg tror, at inddragelsen bliver mere og mere nødvendig for at løse de samfundsproblemer, som vi har lige nu. For eksempel diskuterer vi, at alt for mange vælger gymnasiet. Ved at inddrage fællesskaber kan vi arbejde med, hvad det er for mekanismer, der gør, at det ser sådan ud, i stedet for at sige, at de unge bare skal vælge noget andet. Ved at forstå, hvad der sker i gruppen, hos forældrene og ikke kun hos den enkelte unge, kan vejledningen arbejde meget bedre med holdninger til uddannelser, med forældrenes opfattelse og erhvervsskolernes image.

Hvad gør dig glad som forsker?
Jeg adskiller ikke forskeren og privatpersonen Rie. Jeg er meget engageret og handlende og vil gerne gøre en forskel. Engang holdt jeg et af mine foredrag i UU-Øresund. Bagefter fortalte en vejleder, at hun var blevet inspireret til at tage ud i et boligområde med unge, der sjældent besøgte vejledningen. Hun var nu til stede, mens der var lektiecafé i området, og fandt en bedre måde til at få kontakt til de unge. En anden gang fortalte en vejleder, at han ofte før sad på kontoret med avisen og ventede på de unge, men nu tænkte han:

"Hey, jeg kan rejse mig og komme de unge i møde." Sådan noget gør mig glad.

Hvad er din drøm for vejledningen?
Det internationale vejledningsikon Deirdre Hughes har sagt, at det vigtigste for at udvikle vejledning er et tæt, dynamisk og fortsat samarbejde mellem forskning, praksis og politik. Min drøm er, at der etableres et tæt samarbejde mellem beslutningstagere og embedsmænd, nationalt såvel som lokalt. Vi skal samarbejde om tilblivelsen af en ny vejledningspolitik på tværs af Christiansborg, kommunerne, UU, studievalg, jobcentrene, vejlederforeningerne og os, der forsker i vejledning. Jeg håber for vejledningen, at forskere og praktikere bliver inviteret med i reformarbejdet og ikke blot hørt, når nogen har tænkt deres tanker bag lukkede døre. Jeg vil meget gerne bidrage med min viden.

Hvordan skal vejledning reformeres?
Vejlederne skal have rammer til at forholde sig analytisk til vejledningen og dem, der skal vejledes. Ikke bare indledningsvis, men løbende, så vi ikke bruger ressourcer på noget, der ikke dur. Fagligheden skal i spil, så vejledningsaktiviteter planlægges efter gruppen og rammerne. For mig ville det også give god mening med vejledning som et skemalagt fag i folkeskolen og gymnasiet med forskellige aktiviteter om kendskabet til arbejdsmarkedet, sig selv, uddannelser og muligheder. Det fag ville bidrage til at udvikle de sociale og personlige kompetencer, som indgår i uddannelsesparathedsvurderingen.

Skal vejledning for unge være frivillig?
Nej, for jeg er overbevist om, at alle mennesker vil have glæde af at gøre sig overvejelser om deres fremtid og drøfte med andre, hvordan den fremtid bliver mulig. Hvordan det skal foregå, må være op til uddannelserne og vejlederne, men jeg peger på, at det er vigtigt, at unge får mulighed for at drøfte deres overvejelser med hinanden. Derfor burde alle lærerstuderende have et obligatorisk kursus i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, så der er et fælles grundlag. I dag underviser lærerne meget forskelligt ud fra vidt forskellige kompetencer.