Afveje

Noget, der bør fange enhver offentlig leders opmærksomhed, er Christopher Hood og Ruth Dixons begravelse af New Public Management i artiklen ’What We Have to Show for 30 Years of New Public Management: Higher Costs, More Complaints’.  Kritikken af NPM er ikke ny, men bør bestemt mane til eftertanke i en tid med store offentlige nedskæringer. Det mener professor Jacob Torfing (2015):
 

”Meget tyder på, at det er en hel anden styringstænkning, vi skal have fat i. En styringstænkning der sætter fokus på offentlig innovation og mobilisering af medarbejdernes og borgernes ressourcer. Lad os se at få gang i debatten!
 

Helt enig! Trods Hoods dokumentationer og Jacobs Torfings særdeles relevante pointer synes NPM-tendensen – i form af evidensbaserede metoder – at fortsætte ufortrødent. Også inden for vejledningsfeltet. Den danske vejledningsforsker Helle Nordentoft beskriver en helt aktuel tendens, hvor vejledere bliver sendt på kurser for at lære om evidensbaserede kommunikationsmodeller, som giver skematiserede og evidensbaserede bud på, hvordan vejledere skal kommunikere med forskellige grupper af vejledte. Modeller, der ifølge Nordentoft (2015) ”blokerer for væsentlige forhold, som er afgørende for, hvordan samtalen udspiller sig.”
 

Ikke alt kan reduceres til en manual

Et af de mere tankevækkende indspark i den ongoing debat om evidensbaserede metoder i kølvandet på New Public management-bølgen kommer fra den danske professor Lene Tanggaard. Hun anlægger et relevant kritisk blik på evidensbaserede metoder og koncepters indtog i den pædagogiske hverdag og argumenterer for en læringsforståelse, hvor de pædagogiske processer er bygget op omkring erfaring, deltagelse og kontekst. I de processer er evidensbaserede metoder ikke vejen frem. Det er anerkendelsen af den professionelles dømmekraft, kreativitet, traditioner og værdier derimod.
 

Det fordrer et andet evidensbegreb end det aktuelt herskende medicinsk baserede, hvor praksis i stigende omfang legitimeres gennem evidensbaserede metoder. Ifølge Tanggaard kan den professionelles dømmekraft, erfaring og kontekstnære viden ikke reduceres til en manual, og problemet med teknificeringen af professionsudøvelsen består først og fremmest i, at den professionelles verden er langt mere rodet end den verden, hvor manualerne er udviklet.
 

Har ordet mistet sin magt?

Er der ved at udvikle sig en instrumentalisering af vejledningsfeltet, som påtvinges de metoder, ”der virker”? Er vi på vej mod det, Lars Henrik Smidt (Løntoft 2016) kalder et didaktisk overgreb, hvor den fagprofessionelle lige så godt kunne have været en anden? Værktøjskassen er jo klar.
 

Vejledningspraksis er efter min mening et møde, der kræver udtalt tilstedeværelse, så man i selve øjeblikket kan skønne, hvilken teoretisk viden, teknik eller metode der kan og bør bringes taktfuldt i anvendelse i den specifikke situation. Det kræver en særlig situationsfornemmelse og tilstedeværelse fra vejlederens side, for at den teoretiske eller metodiske viden kan blive bragt i spil med praksis – ikke blot på den mest effektive måde, men også på den mest etisk forsvarlige måde.
 

Hvis de evidensbaserede metoder meningsfyldt skal forenes med vejledernes dømmekraft, skal udviklingen af en anden styringstænkning end NPM sparkes i gang.  Og det kan kun gå for langsomt. Derfor efterspørges offentlige ledere, der i højere grad tør igangsætte drøftelser af nye styrings-tænkninger og kvalitet med systematisk inddragelse af medarbejderne. Måske er det vejen til en bedre og billigere offentlig sektor? Kom så i gang.


/Thomas Klostergaard Andersen, lektor, Professionshøjskolen UCC - Campus Carlsberg  

 

Kilder:

• Nordentoft, Helle (2015): Linedans på Video. S. 57-58. I: Vejlederforum. Sommer/2015.
• Tanggaard, Lene (2014): Fire teser og lidt om Klovn – på genbesøg i uren pædagogik. S. 20-38. I: Uren pædagogik 2. Tanggaard, L & Rømer, T. Aastrup & Brinkmann S. (red)(2014). KLIM
• Løntoft, Signe (2016): En kamp om kernen. S. 5-9. I: Asterisk. Juni 2016.  
• Torfing, Jacob (2015): Bombe under 30 års styringstænkning: Hood og Dixon lægger New Public Management i graven