Transit betyder overgang fra noget til noget andet. Det kunne være overgangen fra barn til voksen, fra folkeskole til ungdomsuddannelse, fra ungdomsuddannelse til arbejdsliv. Dette ingenmandsland kan på en gang både være et frirum og et tomrum. Som i transithallen i lufthavnen er vi principielt frisatte, men vi skal alligevel holde øje med afgangene, vi har selv ansvaret. Vi kan være fulde af tro og håb, men tvivl og utryghed hører også med til overgange. Måske befinder vi os i en tilstand af ambivalens – midt i muligheder, sporskifte og udvikling.


 

Lektor Lene Poulsen indledte UCC’s årlige vejlederkonference i Svendborg og satte ord på, hvorfor netop overgange skulle være omdrejningspunktet for konferencen. For overgange som fænomen og som udfordring bliver mere og mere omsiggribende i takt med politiske og samfundsøkonomiske forandringer. Mellemrummet mellem overgangssituationer bliver reduceret. Nye begreber som disruption prøver at indfange de hastige forandringer på arbejdsmarkedet. Samtidig bygger politiske reformer på forestillingen om det rigtige valg og den lige vej. Hvordan håndterer vi som professionelle dette paradoks? Det var det store spørgsmål, der blev endnu mere aktuelt af, at regeringen netop den 10. maj fremlagde deres udspil til en uddannelsesreform, der vil slå seks forberedende tilbud sammen til én ny Forberedende Grunduddannelse.
 

Hvad bekymrer Det Nationale Dialogforum?
Så det gav god mening at starte med at få styr på vejledningen i lyset af reformer på området. Som både formand for Det Nationale Dialogforum for vejledning og vicedirektør i UCC gav Katja Munch Thorsen os sit bud på reformernes konsekvenser for vejledningsopgaven. 
 

Ekspertgruppens anbefalinger til bedre veje til ungdomsuddannelse ser sådan ud:

• Ny målsætning: 95 % målsætningen erstattes med 100 %, som rummer alle unge.
• En kommunal ungeindsats: Alle de forskellige vejledningsordninger skal organiseres i én samlet kommunal ungeindsats – med én ledelse.
• Ny forberedende uddannelse: Der skal skabes en ny, selvstændig institutionsform med en enstrenget styrings- og finansieringsmodel og et entydigt myndighedsansvar hos kommunerne.
• Kapacitetsopbygning og opfølgning: Medarbejderne er den egentlige ressource. Der skal opbygges stabile rammer, og en samlet faglig udvikling skal styrkes.

Dialogforummets bekymringer, som er givet videre til regeringen, ser sådan ud:

• Samarbejdet med jobcentrene. Det skal sikres og udbygges via ungeenheder, der arbejder på tværs af de nuværende skel. Hvis det alene er op til kommunerne at definere samarbejdet, er der en risiko for, at der vil være store forskelle i vejledningsydelsen.
• Vejledningens institutionsuafhængighed. Det bliver vigtigt at understøtte eksistensen af et fagligt forum med et vejledningsfagligt fokus. Med forventet nedlæggelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og integration af vejledning i den kommunale indsats, er der ikke mere en national enhed.
• Sikring af vejlederkompetencerne.  Uddannelseskrav til vejledere er et af dem. Det må ikke være op til kommunerne at definere, hvilke kvalifikationskrav der skal være til stede. Nationale standarder er afgørende for vejledning af kvalitet, fx er der ikke krav om vejlederuddannelse i jobcentrene.

To verdener
Fra den aktuelle vejledningspolitiske situation til vejledningslovgivningen i et historisk perspektiv. Marianne La Cour Sonne, diplomstuderende på DUEK og projektkoordinator i Danmarks Lærerforening indviede os i, hvad hun kaldte vejledning som skæbnefortælling med tabere og måske også vindere. 



Da Marianne startede på vejlederuddannelsen havde hun tilbragt næsten 30 år med at lave regler og love i centraladministrationen. På uddannelsen mødte hun imidlertid en helt ny virkelighed via sine medstuderende, praktikerne. For afstanden mellem lovgivningens verden og verden i praksis var slående. To verdener med vidt forskellige mindset og helt forskellige perspektiver på, hvad vejledning handler om og skal resultere i.

På vejlederuddannelsen læser man om vejledning som den store relationsskabende og meningsfulde samtale. Der er meget patos omkring vejledningen, og samtidig er der meget kontant afregning i forhold til mål, pligt og procedurer i lovgivningen.

Marianne ledte os igennem måden at beskrive vejledning på den politiske styring af vejledning i Nationalstaten, i Velfærdsstaten og i Konkurrencestaten. Hun viste os, hvordan vejledningssektorens egen stemme i lovgivningen taber styrke, og afstanden mellem praksis og lovgivning bliver større og større.

Først handlede det om frigørelse. Så blev vejledning et velfærdsgode. Siden blev det en serviceydelse for at ende med at handle om kontrol og forvaltning.

Vejledning som tabshistorie
Derfor er vejledningen blevet en tabshistorie. Fordi udviklingen har ført til et tab af niveau. Loven er blevet omfattende og detaljeret, vi mister flyvehøjde og retning. Udviklingen har ført til tab af almen tilgængelighed. Loven udvikler sig til et forskrift for indviede eksperter. Udviklingen har ført til tab af subjektrolle. Loven gøres til genstand for andre formål, anden lovgivning og politiske processer. Udviklingen har ført til tab af værdier. Muligheder og medspil erstattes af rettigheder og sanktioner. Og udviklingen har ført til tab af omfang. Den almene erhvervs- og karrierevejledning findes ikke længere.

 

Den professionelles faglige skøn erstattes af kvalitetsstandarder, som kontrolleres af reguleringsinstitutioner. ”Det etiske øjeblik” underlægges krav om effektivitet som redskaber for statens konkurrencedygtighed. Men i forsøget på at optimere nationens konkurrenceevne risikerer staten at sætte sin befolknings trivsel over styr og derved faktisk svække sit konkurrencegrundlag, advarede Marianne. Det var fortællingen om vejledningen som tabshistorie. Taberne er mange, og desværre var vinderne ikke lige til at få øje på.
 

Og så alligevel. For det var blevet tid til at afsløre vinderen af Schultz Vejlederpris.
 

Og vinderen er….
Martin Svane, som er uddannelseskonsulent i Jobcenter Esbjerg. Som et lille plaster på såret oven på fortællingen om vejledning som tabshistorie, blev der nu tale om en vinderhistorie for vejledningen.
 

For Martin Svane får ting til at ske. Han har skabt samarbejdsrelationer på tværs af organisationer og ministerområder og formår at få uddannelsesinstitutioner, jobcentre, UU, VEU og virksomheder til at arbejde sammen om borgeren. Samtidig holder han benhårdt fast i sin vejledningsfaglighed, videreuddanner sig og efteruddanner sine kolleger. Og Martin Svane gør det hele så godt, at han bliver rollemodel for både STAR, Undervisningsministeriet og Håndværkerrådet.


 

I bedste Oscarstemning blev der leveret taler, kram og pris. Og endnu vigtigere leverer prisen en synliggørelse af et felt, der trænger til og fortjener accept og anerkendelse.


 

Transition er en proces
Life transitions and trajectories in contemporary times. How can career guidance and counselling respond to peoples challenges? Det skulle en - med egne ord - lille, sorthåret mand med dyb stemme svare os på, på engelsk vel at mærke. Den lille mand viste sig at være en stor mand. For jeg vil næsten mene, at han gav os troen på vejledning tilbage. Sammen med kampgejsten. Manden fra Barcelona hedder Marius Martinez Munoz og er lektor på Universitat Autonoma de Barcelona.
 

Marius var ikke nærig med sine pointer. Den første var, at transition er en proces. Fordi transition refererer til øjeblikke, hvor vores status, omgivelser, eller pligter forandrer sig. Derfor er det også alt for sent at vejlede om valg af uddannelse i udskolingen. Det er en proces, der starter længe før, og det er en proces, der aldrig er liniær, som mange gerne vil gøre den til, den går op og ned og til siden – og er i øvrigt livslang.
 

Superheroes versus People Collaborating
Ifølge Marius står vi over for to konfronterende rationaler. Det første kaldte han ”Superheroes”. Med Superheroes-rationalet dyrker vi individet: Yes you can - ikke we can. Det handler om at udvikle ”toughness”, så man kan klare udfordringerne. Empowerment kommer ind her, if you are strong, you will succeed, konkurrenceevnen skal udvikles. Også udviklingen af entrepreneurship tæller her, som ifølge Marius er lig med: Nobody will take care of you, you are on your own, you’re responsible – be brave.
 

I am because you are
Det andet rationale kaldte han ”People Collaborating”. I følge Marius handler vejledning netop om samarbejde i fællesskab. For vil vi have socialt velfærd, har vi brug for os alle. Og den form for vejledning betyder ”I am because you are, I am, what I am, because you are, like you are.” Derfor kan vi heller ikke forklare den enkeltes succes uafhængig af dem, der står bagved eller ved siden af. Vi er alle forbundne, alle er lige vigtige, der er intet hierarki.

Derfor handler vejledning om at lære at leve sammen. At vi selv klarer os godt, betyder ikke, at vi er succesfulde, hvis folk omkring os ikke har det godt. Så vi skal samarbejde. I vejledningen skal vi give støtte, vi skal arbejde sammen. Let’s fight together, insisterede Marius.


 

Udviklingen går desværre ikke den rigtige vej. Men nogle gange skal der en krise til at sætte i gang på ny, mente Marius, to clean up this mess. Så hans budskab var klart:

The transition is not linear. You are not alone. It’s not your fault.

Fra anbefalinger til action
Marius’ pointer kunne være vigtige at tage med sig til morgendagens Skype med formand for Ekspertudvalget Stefan Hermann, der til daglig er rektor på Metropol. For selv om flere af anbefalingerne kan give mening, er der også takter, der kan give anledning til bekymring. Fx kan vejledningen godt blive glemt, advarede Stefan, og tabshistorien trængte sig atter på.
 

Stefan Hermann ridsede de efterhånden kendte anbefalinger fra Ekspertområdet op. Til anbefalingerne kunne han tilføje, at den nye forberedende uddannelse ifølge regeringens aktuelle udspil til uddannelsesreform skal udbydes 75 steder i landet. Det er færre steder, end Ekspertudvalget har anbefalet, men Stefan forventede dog, at antallet bliver højere gennem de kommende forhandlinger.
 

Ekspertudvalget havde desuden anbefalet, at Den forberedende uddannelse blev statsligt selveje. I stedet for vil regeringen kommunalisere tilbuddet. Formanden lagde ikke skjul på, at den beslutning er en stor og ærgerlig afvigelse fra Ekspertudvalgets anbefalinger, fordi det kan blive de mest sårbare unge, der kommer til at tabe de kommunale budgetkampe.
 

Apropos regeringens syn på pauser i uddannelsessystemet som uproduktive, forventede Stefan Hermann ikke, at regeringen ville dvæle ved forhandlingsprocesserne længere end højest nødvendigt. Et bredt forlig inden sommerferien var hans bud, og ny lovgivning, der træder i kraft 1, januar 2018.

Identitet og nye statusbilleder
Men hvad er der på spil for de unge selv, når de skal vælge? Selv om dagens næste taler områdechef Camilla Hutters har arbejdet med overgange og uddannelsesvalg i næsten 20 år, måtte hun indrømme, at det ikke er blevet nemmere. For uddannelsesvalget er en meget kompleks opgave. Ungdomsuddannelse er meget mere end et uddannelsesskift – det er start på ungdomsliv og egen identitet. Uddannelsesvalget er en lære- og transitionsproces, der udvides. Uddannelsesvalget er en udforskning af ”Hvem er jeg?” Det er et identitetsarbejde, som er krævende. Og så er der alle de andre unge, som spiller en central rolle, venskaberne og rollemodellerne.
 

Samtidig er nye statusbilleder kommet til. Camilla Hutters præsenterede os for vinderen af årets Goldtube 2015, nemlig 18-årige Julia Sofie, der tuber om beaty og lifestile, har 60.000 følgere og tjener 30.000 kr. om måneden. Julia Sofie holder pt. pause i gymnasiet for at smede, mens jernet er varmt.
 

Julia Sofie viser, hvordan sociale medier har forandret ungdomslivet markant. Hun er også et eksempel på, hvordan der kan være andre karriereveje end den lige vej. Derfor giver hun også anledning til at diskutere relevanskriterier, for hvorfor gå i skole, når man kan tjene 30.000 kr. ved at promovere sig selv på nettet – uden en uddannelse.
 

Så der er mange ting på spil, og valget er da også svært og dramatisk for de unge. Nu er det alvor, og de frygter at træffe det forkerte valg. Uddannelsesloftet har kun gjort frygten større, de bliver bange for ”at lukke valget”, som Camilla kalder det.
 

Hvad skal vejlederen gøre?
Der er skam også udfordringer for vejlederne. Mange unge bliver godt nok erklæret uddannelsesparate, men de oplever sig ikke parate til at træffe det svære valg. Nogle unge oplever ikke, at de får personlig vejledning. Andre unge oplever vejledningen som usynlig. Atter andre oplever mangel på sammenhæng med alt for mange kontaktpersoner undervejs.


 

Camilla Hutters opfordrede vejlederne til, at:

• gå fra information til refleksion. Når den unge siger, de mangler viden, handler det ikke om mangel på information, men om hvad den information betyder for mig. Den refleksion kan fx ske gennem kollektiv vejledning.
• have fokus på uddannelsesvalg som en læreproces, hvor begrebet karrierelæring spiller en central rolle. Valg er noget, der skal læres og forudsætter kompetence til at beslutte, at have selvindsigt, at kunne håndtere overgange og at være bevidst om muligheder.
• understøtte den unges meningsskabelse. Mening og tro på egne evner er vigtige forudsætninger for valg, fx via narrativ vejledning.
• skabe inkluderende læringsmiljøer. Miljøer med et ressourcesyn på den unge, med god kontakt til lærerne, med oplevelse af accept og mulighed for den fleksibilitet, der lige præcis kan gøre en forskel for den unge.

Og så opfordrede Camilla Hutters vejlederne til ikke at føle sig magtesløse i den udvikling, der foregår lige nu. Brug jeres faglighed til at kvalificere debatten i det forhandlingsrum, der er lige nu, opfordrede hun.
 

Empowerment - en demokratisk fordring eller en pas-dig-selv-filosofi?
Det var et godt spørgsmål. Hvis empowerment bruges til ægte inddragelse af borgerne, kan svaret rent faktisk være det første, slog Maja Lundemark Andersen fast i dagens sidste oplæg. Maja har en baggrund som socialrådgiver og er nu lektor på Kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Aalborg Universitet og har i årevis udviklet empowerment-strategier på beskæftigelsesområdet.
 

Hun definerede empowerment ”som en proces, hvor magt bliver udviklet, fasciliteret eller stadfæstet med det formål, at underprivilegerede individer eller grupper kan øge deres ressourcer, styrke deres selvbillede og opbygge evne til at handle på egne veje inden for psykologiske, sociokulturelle, politiske og økonomiske områder.”
 

Empowerment er ikke et nyt begreb, og behovet for at inddrage brugerne i deres egen sag er heller ikke et nyt behov. Men empowerment blev skrevet ind i kontakthjælpsreformen i 2014, og befinder sig i et svært krydsfelt mellem relationsarbejde og ekstrem kontrol. Er meningen så, at borgerne i højere grad må klare sig selv, eller er der rent faktisk tale om et ærligt forsøg på at indføre en ny strategi inden for beskæftigelsesområdet, hvor inddragelse af borgerne står centralt? Og er der i dette krydsfelt mulighed for at booste demokratiet og give borgeren øget indflydelse?
 

Ja, mener Maja, men det sker ikke af sig selv. Al forskning viser os desværre, at borgerne ikke føler sig inddraget i de samtaler, der foregår. Men hvorfor oplever borgerne sig ikke inddraget? Maja har været en tur i maskinrummet for at undersøge det.
 

Resultaterne viste, at de professionelle selv siger, at de lægger vægt på at inddrage. Men borgerne, der var med i undersøgelsen, siger, at det oplever de ikke. Men det handler ikke om, hvad de professionelle synes, men om borgerne oplever sig inddraget. I maskinrummet fandt Maja ud af, at de professionelle rent faktisk ikke havde konkrete kompetencer til at inddrage.
 

Maja understregede, at empowerment ikke bare er noget, der foregår inde i mennesket, det handler ikke bare om vækst på indersiden, men om hvad man har adgang til. Empowerment handler om ejerskab, og det er svært, når andre har defineret opgaven. Ingen af borgerne var i tvivl om, hvem der havde magten. Det er den professionelle. Og som professionelle har vi adgang til nogle bestemte kategorier, vi gerne vil placere borgeren i. Desværre kan det være en ret manipulerende forretning at få folk til at synes, at det er en god ide at lande i den kategori, vi har tilgængelig. Derfor er vi som professionelle også selv en del af problemet, konstaterede Maja.
 

Hvad fører til inddragelse?
Men der er noget at gøre ved det. Fx kan vi lade være med at lave dagsordener på forhånd, som borgeren ingen indflydelse har på. Ovenikøbet ofte kombineret med et brev med trusler om, hvad der sker, hvis de ikke kommer.
 

En anden udfordring er de bunker af viden, der skal formidles på meget kort tid. Fx er der hele syv muligheder for at få forlænget sine sygedagpenge. Og det skal borgeren have adgang til at forstå. Derfor mener Maja, at en af strategierne for inddragelse er at arbejde med visualisering. Mange forstår langt bedre en tegning, end det der foregår i det retoriske rum.
 

Så skal der arbejdes med interessen for det menneske, der sidder overfor. Alt for mange udsagn fra borgeren får lov til at blive hængende i luften, der bliver simpelthen ikke kvitteret for modtagelsen. Maja tvang de professionelle til at få borgeren til at opsummere, hvad de havde fået ud af samtalen. Ikke som et forhør, men som oprigtig interesse.
 

Fra tab til transit
Maja talte om den tabte inddragelse. Marianne talte om vejledning som tabshistorie. Stefan talte om, at vejledningen kunne blive glemt. Men lad os slutte med Marius, der gav os (eller i hvert fald mig) troen tilbage. For nogle gange skal der en krise til at resette. Forhåbentlig kan dette blive en del af fortællingen om vejledning. Vejledningen er i transithallen, i en overgangsfase, det er et frirum og et tomrum med både muligheder, sporskifte og udvikling. The proces is not liniar. You’re not alone. Lets fight together.

Billeder: Lars Koefoed, redaktør, Schultz
 

Transit betyder overgang fra noget til noget andet. Det kunne være overgangen fra barn til voksen, fra folkeskole til ungdomsuddannelse, fra ungdomsuddannelse til arbejdsliv. Dette ingenmandsland kan på en gang både være et frirum og et tomrum. Som i transithallen i lufthavnen er vi principielt frisatte, men vi skal alligevel holde øje med afgangene, vi har selv ansvaret. Vi kan være fulde af tro og håb, men tvivl og utryghed hører også med til overgange. Måske befinder vi os i en tilstand af ambivalens – midt i muligheder, sporskifte og udvikling.


 

Lektor Lene Poulsen indledte UCC’s årlige vejlederkonference i Svendborg og satte ord på, hvorfor netop overgange skulle være omdrejningspunktet for konferencen. For overgange som fænomen og som udfordring bliver mere og mere omsiggribende i takt med politiske og samfundsøkonomiske forandringer. Mellemrummet mellem overgangssituationer bliver reduceret. Nye begreber som disruption prøver at indfange de hastige forandringer på arbejdsmarkedet. Samtidig bygger politiske reformer på forestillingen om det rigtige valg og den lige vej. Hvordan håndterer vi som professionelle dette paradoks? Det var det store spørgsmål, der blev endnu mere aktuelt af, at regeringen netop den 10. maj fremlagde deres udspil til en uddannelsesreform, der vil slå seks forberedende tilbud sammen til én ny Forberedende Grunduddannelse.
 

Hvad bekymrer Det Nationale Dialogforum?
Så det gav god mening at starte med at få styr på vejledningen i lyset af reformer på området. Som både formand for Det Nationale Dialogforum for vejledning og vicedirektør i UCC gav Katja Munch Thorsen os sit bud på reformernes konsekvenser for vejledningsopgaven. 
 

Ekspertgruppens anbefalinger til bedre veje til ungdomsuddannelse ser sådan ud:

• Ny målsætning: 95 % målsætningen erstattes med 100 %, som rummer alle unge.
• En kommunal ungeindsats: Alle de forskellige vejledningsordninger skal organiseres i én samlet kommunal ungeindsats – med én ledelse.
• Ny forberedende uddannelse: Der skal skabes en ny, selvstændig institutionsform med en enstrenget styrings- og finansieringsmodel og et entydigt myndighedsansvar hos kommunerne.
• Kapacitetsopbygning og opfølgning: Medarbejderne er den egentlige ressource. Der skal opbygges stabile rammer, og en samlet faglig udvikling skal styrkes.

Dialogforummets bekymringer, som er givet videre til regeringen, ser sådan ud:

• Samarbejdet med jobcentrene. Det skal sikres og udbygges via ungeenheder, der arbejder på tværs af de nuværende skel. Hvis det alene er op til kommunerne at definere samarbejdet, er der en risiko for, at der vil være store forskelle i vejledningsydelsen.
• Vejledningens institutionsuafhængighed. Det bliver vigtigt at understøtte eksistensen af et fagligt forum med et vejledningsfagligt fokus. Med forventet nedlæggelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og integration af vejledning i den kommunale indsats, er der ikke mere en national enhed.
• Sikring af vejlederkompetencerne.  Uddannelseskrav til vejledere er et af dem. Det må ikke være op til kommunerne at definere, hvilke kvalifikationskrav der skal være til stede. Nationale standarder er afgørende for vejledning af kvalitet, fx er der ikke krav om vejlederuddannelse i jobcentrene.

To verdener
Fra den aktuelle vejledningspolitiske situation til vejledningslovgivningen i et historisk perspektiv. Marianne La Cour Sonne, diplomstuderende på DUEK og projektkoordinator i Danmarks Lærerforening indviede os i, hvad hun kaldte vejledning som skæbnefortælling med tabere og måske også vindere. 



Da Marianne startede på vejlederuddannelsen havde hun tilbragt næsten 30 år med at lave regler og love i centraladministrationen. På uddannelsen mødte hun imidlertid en helt ny virkelighed via sine medstuderende, praktikerne. For afstanden mellem lovgivningens verden og verden i praksis var slående. To verdener med vidt forskellige mindset og helt forskellige perspektiver på, hvad vejledning handler om og skal resultere i.

På vejlederuddannelsen læser man om vejledning som den store relationsskabende og meningsfulde samtale. Der er meget patos omkring vejledningen, og samtidig er der meget kontant afregning i forhold til mål, pligt og procedurer i lovgivningen.

Marianne ledte os igennem måden at beskrive vejledning på den politiske styring af vejledning i Nationalstaten, i Velfærdsstaten og i Konkurrencestaten. Hun viste os, hvordan vejledningssektorens egen stemme i lovgivningen taber styrke, og afstanden mellem praksis og lovgivning bliver større og større.

Først handlede det om frigørelse. Så blev vejledning et velfærdsgode. Siden blev det en serviceydelse for at ende med at handle om kontrol og forvaltning.

Vejledning som tabshistorie
Derfor er vejledningen blevet en tabshistorie. Fordi udviklingen har ført til et tab af niveau. Loven er blevet omfattende og detaljeret, vi mister flyvehøjde og retning. Udviklingen har ført til tab af almen tilgængelighed. Loven udvikler sig til et forskrift for indviede eksperter. Udviklingen har ført til tab af subjektrolle. Loven gøres til genstand for andre formål, anden lovgivning og politiske processer. Udviklingen har ført til tab af værdier. Muligheder og medspil erstattes af rettigheder og sanktioner. Og udviklingen har ført til tab af omfang. Den almene erhvervs- og karrierevejledning findes ikke længere.

 

Den professionelles faglige skøn erstattes af kvalitetsstandarder, som kontrolleres af reguleringsinstitutioner. ”Det etiske øjeblik” underlægges krav om effektivitet som redskaber for statens konkurrencedygtighed. Men i forsøget på at optimere nationens konkurrenceevne risikerer staten at sætte sin befolknings trivsel over styr og derved faktisk svække sit konkurrencegrundlag, advarede Marianne. Det var fortællingen om vejledningen som tabshistorie. Taberne er mange, og desværre var vinderne ikke lige til at få øje på.
 

Og så alligevel. For det var blevet tid til at afsløre vinderen af Schultz Vejlederpris.
 

Og vinderen er….
Martin Svane, som er uddannelseskonsulent i Jobcenter Esbjerg. Som et lille plaster på såret oven på fortællingen om vejledning som tabshistorie, blev der nu tale om en vinderhistorie for vejledningen.
 

For Martin Svane får ting til at ske. Han har skabt samarbejdsrelationer på tværs af organisationer og ministerområder og formår at få uddannelsesinstitutioner, jobcentre, UU, VEU og virksomheder til at arbejde sammen om borgeren. Samtidig holder han benhårdt fast i sin vejledningsfaglighed, videreuddanner sig og efteruddanner sine kolleger. Og Martin Svane gør det hele så godt, at han bliver rollemodel for både STAR, Undervisningsministeriet og Håndværkerrådet.


 

I bedste Oscarstemning blev der leveret taler, kram og pris. Og endnu vigtigere leverer prisen en synliggørelse af et felt, der trænger til og fortjener accept og anerkendelse.


 

Transition er en proces
Life transitions and trajectories in contemporary times. How can career guidance and counselling respond to peoples challenges? Det skulle en - med egne ord - lille, sorthåret mand med dyb stemme svare os på, på engelsk vel at mærke. Den lille mand viste sig at være en stor mand. For jeg vil næsten mene, at han gav os troen på vejledning tilbage. Sammen med kampgejsten. Manden fra Barcelona hedder Marius Martinez Munoz og er lektor på Universitat Autonoma de Barcelona.
 

Marius var ikke nærig med sine pointer. Den første var, at transition er en proces. Fordi transition refererer til øjeblikke, hvor vores status, omgivelser, eller pligter forandrer sig. Derfor er det også alt for sent at vejlede om valg af uddannelse i udskolingen. Det er en proces, der starter længe før, og det er en proces, der aldrig er liniær, som mange gerne vil gøre den til, den går op og ned og til siden – og er i øvrigt livslang.
 

Superheroes versus People Collaborating
Ifølge Marius står vi over for to konfronterende rationaler. Det første kaldte han ”Superheroes”. Med Superheroes-rationalet dyrker vi individet: Yes you can - ikke we can. Det handler om at udvikle ”toughness”, så man kan klare udfordringerne. Empowerment kommer ind her, if you are strong, you will succeed, konkurrenceevnen skal udvikles. Også udviklingen af entrepreneurship tæller her, som ifølge Marius er lig med: Nobody will take care of you, you are on your own, you’re responsible – be brave.
 

I am because you are
Det andet rationale kaldte han ”People Collaborating”. I følge Marius handler vejledning netop om samarbejde i fællesskab. For vil vi have socialt velfærd, har vi brug for os alle. Og den form for vejledning betyder ”I am because you are, I am, what I am, because you are, like you are.” Derfor kan vi heller ikke forklare den enkeltes succes uafhængig af dem, der står bagved eller ved siden af. Vi er alle forbundne, alle er lige vigtige, der er intet hierarki.

Derfor handler vejledning om at lære at leve sammen. At vi selv klarer os godt, betyder ikke, at vi er succesfulde, hvis folk omkring os ikke har det godt. Så vi skal samarbejde. I vejledningen skal vi give støtte, vi skal arbejde sammen. Let’s fight together, insisterede Marius.


 

Udviklingen går desværre ikke den rigtige vej. Men nogle gange skal der en krise til at sætte i gang på ny, mente Marius, to clean up this mess. Så hans budskab var klart:

The transition is not linear. You are not alone. It’s not your fault.

Fra anbefalinger til action
Marius’ pointer kunne være vigtige at tage med sig til morgendagens Skype med formand for Ekspertudvalget Stefan Hermann, der til daglig er rektor på Metropol. For selv om flere af anbefalingerne kan give mening, er der også takter, der kan give anledning til bekymring. Fx kan vejledningen godt blive glemt, advarede Stefan, og tabshistorien trængte sig atter på.
 

Stefan Hermann ridsede de efterhånden kendte anbefalinger fra Ekspertområdet op. Til anbefalingerne kunne han tilføje, at den nye forberedende uddannelse ifølge regeringens aktuelle udspil til uddannelsesreform skal udbydes 75 steder i landet. Det er færre steder, end Ekspertudvalget har anbefalet, men Stefan forventede dog, at antallet bliver højere gennem de kommende forhandlinger.
 

Ekspertudvalget havde desuden anbefalet, at Den forberedende uddannelse blev statsligt selveje. I stedet for vil regeringen kommunalisere tilbuddet. Formanden lagde ikke skjul på, at den beslutning er en stor og ærgerlig afvigelse fra Ekspertudvalgets anbefalinger, fordi det kan blive de mest sårbare unge, der kommer til at tabe de kommunale budgetkampe.
 

Apropos regeringens syn på pauser i uddannelsessystemet som uproduktive, forventede Stefan Hermann ikke, at regeringen ville dvæle ved forhandlingsprocesserne længere end højest nødvendigt. Et bredt forlig inden sommerferien var hans bud, og ny lovgivning, der træder i kraft 1, januar 2018.

Identitet og nye statusbilleder
Men hvad er der på spil for de unge selv, når de skal vælge? Selv om dagens næste taler områdechef Camilla Hutters har arbejdet med overgange og uddannelsesvalg i næsten 20 år, måtte hun indrømme, at det ikke er blevet nemmere. For uddannelsesvalget er en meget kompleks opgave. Ungdomsuddannelse er meget mere end et uddannelsesskift – det er start på ungdomsliv og egen identitet. Uddannelsesvalget er en lære- og transitionsproces, der udvides. Uddannelsesvalget er en udforskning af ”Hvem er jeg?” Det er et identitetsarbejde, som er krævende. Og så er der alle de andre unge, som spiller en central rolle, venskaberne og rollemodellerne.
 

Samtidig er nye statusbilleder kommet til. Camilla Hutters præsenterede os for vinderen af årets Goldtube 2015, nemlig 18-årige Julia Sofie, der tuber om beaty og lifestile, har 60.000 følgere og tjener 30.000 kr. om måneden. Julia Sofie holder pt. pause i gymnasiet for at smede, mens jernet er varmt.
 

Julia Sofie viser, hvordan sociale medier har forandret ungdomslivet markant. Hun er også et eksempel på, hvordan der kan være andre karriereveje end den lige vej. Derfor giver hun også anledning til at diskutere relevanskriterier, for hvorfor gå i skole, når man kan tjene 30.000 kr. ved at promovere sig selv på nettet – uden en uddannelse.
 

Så der er mange ting på spil, og valget er da også svært og dramatisk for de unge. Nu er det alvor, og de frygter at træffe det forkerte valg. Uddannelsesloftet har kun gjort frygten større, de bliver bange for ”at lukke valget”, som Camilla kalder det.
 

Hvad skal vejlederen gøre?
Der er skam også udfordringer for vejlederne. Mange unge bliver godt nok erklæret uddannelsesparate, men de oplever sig ikke parate til at træffe det svære valg. Nogle unge oplever ikke, at de får personlig vejledning. Andre unge oplever vejledningen som usynlig. Atter andre oplever mangel på sammenhæng med alt for mange kontaktpersoner undervejs.


 

Camilla Hutters opfordrede vejlederne til, at:

• gå fra information til refleksion. Når den unge siger, de mangler viden, handler det ikke om mangel på information, men om hvad den information betyder for mig. Den refleksion kan fx ske gennem kollektiv vejledning.
• have fokus på uddannelsesvalg som en læreproces, hvor begrebet karrierelæring spiller en central rolle. Valg er noget, der skal læres og forudsætter kompetence til at beslutte, at have selvindsigt, at kunne håndtere overgange og at være bevidst om muligheder.
• understøtte den unges meningsskabelse. Mening og tro på egne evner er vigtige forudsætninger for valg, fx via narrativ vejledning.
• skabe inkluderende læringsmiljøer. Miljøer med et ressourcesyn på den unge, med god kontakt til lærerne, med oplevelse af accept og mulighed for den fleksibilitet, der lige præcis kan gøre en forskel for den unge.

Og så opfordrede Camilla Hutters vejlederne til ikke at føle sig magtesløse i den udvikling, der foregår lige nu. Brug jeres faglighed til at kvalificere debatten i det forhandlingsrum, der er lige nu, opfordrede hun.
 

Empowerment - en demokratisk fordring eller en pas-dig-selv-filosofi?
Det var et godt spørgsmål. Hvis empowerment bruges til ægte inddragelse af borgerne, kan svaret rent faktisk være det første, slog Maja Lundemark Andersen fast i dagens sidste oplæg. Maja har en baggrund som socialrådgiver og er nu lektor på Kandidatuddannelsen i socialt arbejde på Aalborg Universitet og har i årevis udviklet empowerment-strategier på beskæftigelsesområdet.
 

Hun definerede empowerment ”som en proces, hvor magt bliver udviklet, fasciliteret eller stadfæstet med det formål, at underprivilegerede individer eller grupper kan øge deres ressourcer, styrke deres selvbillede og opbygge evne til at handle på egne veje inden for psykologiske, sociokulturelle, politiske og økonomiske områder.”
 

Empowerment er ikke et nyt begreb, og behovet for at inddrage brugerne i deres egen sag er heller ikke et nyt behov. Men empowerment blev skrevet ind i kontakthjælpsreformen i 2014, og befinder sig i et svært krydsfelt mellem relationsarbejde og ekstrem kontrol. Er meningen så, at borgerne i højere grad må klare sig selv, eller er der rent faktisk tale om et ærligt forsøg på at indføre en ny strategi inden for beskæftigelsesområdet, hvor inddragelse af borgerne står centralt? Og er der i dette krydsfelt mulighed for at booste demokratiet og give borgeren øget indflydelse?
 

Ja, mener Maja, men det sker ikke af sig selv. Al forskning viser os desværre, at borgerne ikke føler sig inddraget i de samtaler, der foregår. Men hvorfor oplever borgerne sig ikke inddraget? Maja har været en tur i maskinrummet for at undersøge det.
 

Resultaterne viste, at de professionelle selv siger, at de lægger vægt på at inddrage. Men borgerne, der var med i undersøgelsen, siger, at det oplever de ikke. Men det handler ikke om, hvad de professionelle synes, men om borgerne oplever sig inddraget. I maskinrummet fandt Maja ud af, at de professionelle rent faktisk ikke havde konkrete kompetencer til at inddrage.
 

Maja understregede, at empowerment ikke bare er noget, der foregår inde i mennesket, det handler ikke bare om vækst på indersiden, men om hvad man har adgang til. Empowerment handler om ejerskab, og det er svært, når andre har defineret opgaven. Ingen af borgerne var i tvivl om, hvem der havde magten. Det er den professionelle. Og som professionelle har vi adgang til nogle bestemte kategorier, vi gerne vil placere borgeren i. Desværre kan det være en ret manipulerende forretning at få folk til at synes, at det er en god ide at lande i den kategori, vi har tilgængelig. Derfor er vi som professionelle også selv en del af problemet, konstaterede Maja.
 

Hvad fører til inddragelse?
Men der er noget at gøre ved det. Fx kan vi lade være med at lave dagsordener på forhånd, som borgeren ingen indflydelse har på. Ovenikøbet ofte kombineret med et brev med trusler om, hvad der sker, hvis de ikke kommer.
 

En anden udfordring er de bunker af viden, der skal formidles på meget kort tid. Fx er der hele syv muligheder for at få forlænget sine sygedagpenge. Og det skal borgeren have adgang til at forstå. Derfor mener Maja, at en af strategierne for inddragelse er at arbejde med visualisering. Mange forstår langt bedre en tegning, end det der foregår i det retoriske rum.
 

Så skal der arbejdes med interessen for det menneske, der sidder overfor. Alt for mange udsagn fra borgeren får lov til at blive hængende i luften, der bliver simpelthen ikke kvitteret for modtagelsen. Maja tvang de professionelle til at få borgeren til at opsummere, hvad de havde fået ud af samtalen. Ikke som et forhør, men som oprigtig interesse.
 

Fra tab til transit
Maja talte om den tabte inddragelse. Marianne talte om vejledning som tabshistorie. Stefan talte om, at vejledningen kunne blive glemt. Men lad os slutte med Marius, der gav os (eller i hvert fald mig) troen tilbage. For nogle gange skal der en krise til at resette. Forhåbentlig kan dette blive en del af fortællingen om vejledning. Vejledningen er i transithallen, i en overgangsfase, det er et frirum og et tomrum med både muligheder, sporskifte og udvikling. The proces is not liniar. You’re not alone. Lets fight together.

Billeder: Lars Koefoed, redaktør, Schultz