Hackschooling er et wakeup-call  

Dennis Nørmark på Afveje

 

FB
Titel:
Brænd uden at brænde ud
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:
Kursus i København, den 19. januar 2016 
Person:
Billede:
_C7T9081-001
Navn:
Mette Marie Callesen
Titel:
Chefredaktør
Arbejdssted:
Vejlederforum
Fotoreportage:
Lang tekst:

Stemmen er dyb, dialekten afslører en ægte jyde, øjnene er mørke, varme og spillevende. Troværdighed skal Birgitte Wärn ikke anstrenge sig spor for, den har hun. Ej heller for at få menneskerne i rummet til at lytte og le. Birgitte har glædet sig ligeså meget som os, det kan vi mærke.


De anvendte billeder er fra Gå-hjem-mødet "Den motiverende samtale - uden pisk og gulerod" den 3. juni 2015 


Så glemt er morgenens isnende kulde og en langsommelig offentlig transport. For Birgitte Wärn brænder selv, og hun ved meget om, hvad der skal til for ikke at brænde ud. Det er derfor, vi er her. Den evne og kompetence er der hårdt brug for i en tid, hvor mange er ude i en regulær overlevelseskamp, går ned med stress eller brænder helt ud. I Østerbrohusets kursuslokale er vi 16 mennesker, der får en tiltrængt pause fra et massivt arbejdspres, fra borgere, der har brug for hjælp, og fra ledere, der kræver, at vi når vores mål og budgetter. Men også en pause fra vores egen indre dommer, der kræver, at vi skal kunne det hele og helst perfekt. ”Jeg vil være den bedste i klassen,” som en deltager udtrykker det.
 

Det ønske er den ærlige deltager ikke alene om. Kursuslokalet er fuld af ildsjæle og perfektionister, der alle ønsker at gøre en forskel hver eneste dag. Og for perfektionisterne er det ekstra hårdt, når man ikke kan gøre sit arbejde, som man ønsker det. Når man knokler og knokler, og nogle borgere alligevel aldrig er tilfredse, forventer at blive båret på et sølvfad eller igen ikke holder deres aftaler. Så kan en vis kynisme dukke op hos os. Eller når borgerne ikke har andre end os, bliver dybt afhængige af os og kaster al deres kærlighed på os. Så tror vi jo, at vi er uundværlige – og det slider også.

Det er ikke desto mindre den oplevelse af virkeligheden, som mange af de vejledere, socialrådgivere og sagsbehandlere, der er samlet i dag, har til fælles. Og de er ærlige om deres udfordringer, frustrationer og følelser. For når Birgitte Wärn underviser, formår hun at skabe et fortroligt og respektfuldt rum uden løftede pegefingre, uden dom. Alt kan tilsyneladende siges. Birgitte går selv forrest og fortæller om sin egen tid som praktiker med grænseoverskridende borgere, der fik hende ud på dybt vand og drænede hende for energi, indtil hun formåede at træde et skridt tilbage. Pludselig kunne hun se sig selv og en borger udefra og fandt ud af, hvad der var på spil. Belønningen var kontant: Borgeren fortalte Birgitte, at hun ”for første gang gav hende noget af værdi” – en sviner og en ros på samme tid, som Birgitte grinende siger. I dag kan hun nemlig grine af det.
 

Således opmuntret vil vi gerne høre meget mere om, hvad vi skal være opmærksomme på for at undgå udbrændtheden. Hvordan brænder vi - uden at brænde ud?

 

 

Hvad betyder udbrændthed i forbindelse med arbejde?
Udbrændthed er et ”psykologisk syndrom, der består af følelsesmæssig udmattelse, depersonalisering og nedsat personlig arbejdspræsentation.”

Det er en stressreaktion i arbejdet med mennesker, og det, der karakteriserer den, er:

  • En konflikt mellem behandleren og det ydre system
  • En konflikt i behandleren mellem hans idealer og det, han har mulighed for at opnå.

 

Når vi bliver presset – udefra og indefra
En klassisk konflikt gør sig ikke overraskende gældende for flere af dagens deltagere, nemlig konflikten imellem systemets rammer med alt, hvad det indebærer af reformer, lovgivning og deraf krav om mål og budgetter, versus behovet for tid til at gøre et professionelt og kvalificeret stykke arbejde med borgeren i centrum. De erkender, at de bruger oceaner af tid på at være frustrerede over rammer og vilkår, som det er svært at gøre noget ved. Og det er spildte kræfter. Derfor skal vi udelukkende koncentrere os om de vilkår, vi rent faktisk kan påvirke, siger Birgitte.
 

Og der er muligheder. For når det handler om at håndtere de ydre krav, skal vi have fokus på:

  • Rolleklarhed – tidligt i forløbet
  • Forventningsafstemning (i forhold til chef, borger, kunde…)
  • Sige fra – sæt realistiske mål og deadlines
  • Løft udfordringerne opad – fx kan vi bede vores leder prioritere vores opgaver
  • Uddelegering og deling af ansvaret.

Når det handler om de indre krav, skal vi:

  • Realitetsteste vores forestillinger – ofte er egne forestillinger, fantasi og katastrofetanker meget værre end virkeligheden. Derfor er vi nødt til at vende vores forestillinger med andre og få feedback.
  • Se situationen udefra – hvis det nu var en god kollega, der havde handlet, som jeg gjorde, hvad ville jeg så synes om vedkommendes indsats?
  • Eksternalisere de indre krav – hvad siger den indre dommer/kritiker, og hvad siger den indre gode rådgiver/kollega/ven?

Når vi bliver overansvarlige
Kendetegnende for dagens kursister er en stor ansvarsfølelse. Det bliver ofte mit ansvar, ene og alene, at borgeren rykker sig. Og det betyder for fleres vedkommende, at borgeren kommer med hjem, at borgeren har været med på juleferie, og at nætterne er søvnløse. Vi tager redder-rollen på og trækker hele læsset. Fordi vi tror, at det er bedst sådan – men måske også fordi vi har mistet overblikket. Samtidig bliver vi vrede på borgeren over, at de lægger ansvaret fra sig. Nu har vi knoklet, foreslået 117 aktiviteter, serveret det hele på et sølvfad – og borgeren gider ikke eller er ligeglad. Det resulterer i bedste fald i kynisme, hvor vi ikke længere ser mennesket foran os, og i værste fald i udbrændthed.
 

Derfor skal vi dele ansvaret, siger Birgitte. Vi skal sige til borgeren:
 

”Jeg vil gerne gå vejen MED dig, men jeg kan ikke gå den FOR dig.”
 

Vi nikker alle sammen, for vi ved det jo godt. Men vi skal åbenbart mindes om det.


 

Når vi bliver overansvarlige, skal vi have:

  • bevidsthed om, hvilke andre hjælpere borgeren har/kan få
  • bevidsthed om, at vi kun er en af brikkerne i borgerens puslespil
  • bevidsthed om at give ansvaret tilbage under selve samtalen, fx via en fælles dagsorden, vi begge er med til at udfylde
  • bevidsthed om, at borgeren selv har valg og kan komme med forslag til aftaler.

Og faktisk er det jo ikke bare for at lette vores eget arbejdspres. Det er sørme også for at understøtte borgerens egne ressourcer og stoppe med at umyndiggøre borgeren.
 

Når vi bliver grænseløse
Når vi skal etablere en kontakt med borgeren, er det afgørende, at vi er, hvad Birgitte kalder, følelsesmæssigt tilgængelige. Derfor bliver en opmærksomhed på vores egne grænser så vigtig, fordi vi ellers kan opleve en såkaldt empatisk belastning. Det betyder, at vi bliver overbebyrdet eller overvældet af indlevelsen i borgerens smerte, forvirring eller angst. Når vi bliver empatisk belastet, sker der typisk to ting: overidentifikation og overinvolvering eller distance.
 

Når vi overidentificerer os eller overinvolverer os med borgeren, kan vi komme til at miste vores grænser i forhold til borgeren. Vi kan komme til at svinge så følelsesmæssigt med borgeren, at vi identificerer os med borgerens (offer)rolle og påtager os et ansvar, der rækker langt ud over det normale.
 

Når vi distancerer os, bliver vi derimod tilbøjelige til at intellektualisere, så relationen ryger. Vi identificerer borgeren med problemet eller sygdommen, fx sådan er ”fibro-pigerne” (fibromyalgi), eller sådan er dem med Borderline for nu at nævne to grupper, der fylder en del hos dagens kursister. Når vi distancerer os, bagatelliserer vi borgerens smerte og tror, at borgeren lyver eller vil snyde os.
 

Begge dele dræner os og er ødelæggende. Empatisk belastning er en af de mest kendte grunde til udbrændthed.
 

Når vi bliver smittet
Når en borger har det svært, kan vi blive påvirket, og gudskelov for det, for ellers ejer vi jo ikke empati. Men vi kan også blive smittet, advarer Birgitte, og det kaldes projektiv identifikation. Projektiv identifikation skal ikke bare forstås som at have medlidenhed eller medfølelse med borgeren, men netop forstås som smitte – vi overtager borgerens følelse. Når en borger fx er fyldt med vrede og frustration, men skubber følelsen fra sig, kan følelsen blive eksporteret over i praktikeren. Er vi ikke opmærksomme på det, er det dels krævende og opslidende for os, men det kan også betyde, at vi begynder at ”straffe” borgeren gennem forskellige afvisninger, manglende interesse eller ved at opgive sagen etc.

 

Projektiv identifikation kan håndteres, når vi er opmærksomme på, hvad der sker, og er i stand til at:

  • italesætte vores følelser som en hypotese om, at det er sådan, at borgeren har det (indføling): ”Jeg kan godt forstå, hvis du kan føle dig overvældet og frustreret – er det sådan, du har det?”
  • italesætte følelsen for os selv i en indre dialog: ”Jeg kan godt forstå, hvis hun føler sig overvældet og frustreret.”
  • italesætte følelsen i sparring med en kollega eller i supervision: ”Jeg følte mig overvældet og frustreret, og jeg tænker nu, at det handler om, at det var sådan, at hun havde det.”

Når vi bliver beriget
Oplæg, begreber, øvelser og konkrete anvisninger danner dagen lang en glimrende cocktail, der ikke bare glider ned hos os alle sammen, men som også giver ny energi til at møde de borgere, hvis liv vi skal huske, at vi kun har en lille del af i vores hænder hver dag. ”Jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen,” siger en glad deltager i den afsluttende runde.
 

Selv om frustrationerne har været mærkbare, elsker de fleste i rummet faktisk deres arbejde. Det er derfor, de er her. For at blive ved med (eller vende tilbage til) at brænde uden at brænde ud. For ikke at blive kynikere. For ikke at miste evnen til at etablere den særlige kontakt og relation, der rykker et menneske, som har brug for det.
 

Opmærksomheden på både vores egne og borgerens følelser og behov går hånd i hånd, når man er på kursus hos Birgitte Wärn. Forståelse og anerkendelse af begge dele skinner igennem alt, hvad hun siger og gør.
 

Gudskelov er Birgitte også klar over, at det ikke er nemt, at det altid bliver det muliges kunst. Hun ved også godt, at det kan kræve tid. Tid, som nogle ledere vil påstå, vi ikke har råd til, påpeger en deltager. Men det argument køber Birgitte til gengæld ikke. Vi har ikke råd til at lade være, for hvis vi fx undlader at anerkende borgeren, fordi vi ikke har tid, optrapper vi kun konflikten, pointerer hun. Og hvis vi ikke drager omsorg for os selv, står vi tilbage som ikke bare ramt og rystet, men som udbrændt – og det har vi i hvert fald ikke råd til.  

 

Om Birgitte Wärn
Birgitte Wärn er cand. mag. i dansk og psykologi, indehaver af Wärn Kompetenceudvikling og forfatter til flere fagbøger. Hun har ti års erfaring som rådgiver inden for beskæftigelsesindsatsen, og i dag superviserer hun og underviser rådgivere og ledere i samtaleteknik.  

 

 
Disclaimer:
Denne artikel er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Vejlederforum i en måned. Så kan du læse mange flere.

Stemmen er dyb, dialekten afslører en ægte jyde, øjnene er mørke, varme og spillevende. Troværdighed skal Birgitte Wärn ikke anstrenge sig spor for, den har hun. Ej heller for at få menneskerne i rummet til at lytte og le. Birgitte har glædet sig ligeså meget som os, det kan vi mærke.


De anvendte billeder er fra Gå-hjem-mødet "Den motiverende samtale - uden pisk og gulerod" den 3. juni 2015 


Så glemt er morgenens isnende kulde og en langsommelig offentlig transport. For Birgitte Wärn brænder selv, og hun ved meget om, hvad der skal til for ikke at brænde ud. Det er derfor, vi er her. Den evne og kompetence er der hårdt brug for i en tid, hvor mange er ude i en regulær overlevelseskamp, går ned med stress eller brænder helt ud. I Østerbrohusets kursuslokale er vi 16 mennesker, der får en tiltrængt pause fra et massivt arbejdspres, fra borgere, der har brug for hjælp, og fra ledere, der kræver, at vi når vores mål og budgetter. Men også en pause fra vores egen indre dommer, der kræver, at vi skal kunne det hele og helst perfekt. ”Jeg vil være den bedste i klassen,” som en deltager udtrykker det.
 

Det ønske er den ærlige deltager ikke alene om. Kursuslokalet er fuld af ildsjæle og perfektionister, der alle ønsker at gøre en forskel hver eneste dag. Og for perfektionisterne er det ekstra hårdt, når man ikke kan gøre sit arbejde, som man ønsker det. Når man knokler og knokler, og nogle borgere alligevel aldrig er tilfredse, forventer at blive båret på et sølvfad eller igen ikke holder deres aftaler. Så kan en vis kynisme dukke op hos os. Eller når borgerne ikke har andre end os, bliver dybt afhængige af os og kaster al deres kærlighed på os. Så tror vi jo, at vi er uundværlige – og det slider også.

Det er ikke desto mindre den oplevelse af virkeligheden, som mange af de vejledere, socialrådgivere og sagsbehandlere, der er samlet i dag, har til fælles. Og de er ærlige om deres udfordringer, frustrationer og følelser. For når Birgitte Wärn underviser, formår hun at skabe et fortroligt og respektfuldt rum uden løftede pegefingre, uden dom. Alt kan tilsyneladende siges. Birgitte går selv forrest og fortæller om sin egen tid som praktiker med grænseoverskridende borgere, der fik hende ud på dybt vand og drænede hende for energi, indtil hun formåede at træde et skridt tilbage. Pludselig kunne hun se sig selv og en borger udefra og fandt ud af, hvad der var på spil. Belønningen var kontant: Borgeren fortalte Birgitte, at hun ”for første gang gav hende noget af værdi” – en sviner og en ros på samme tid, som Birgitte grinende siger. I dag kan hun nemlig grine af det.
 

Således opmuntret vil vi gerne høre meget mere om, hvad vi skal være opmærksomme på for at undgå udbrændtheden. Hvordan brænder vi - uden at brænde ud?

 

 

Hvad betyder udbrændthed i forbindelse med arbejde?
Udbrændthed er et ”psykologisk syndrom, der består af følelsesmæssig udmattelse, depersonalisering og nedsat personlig arbejdspræsentation.”

Det er en stressreaktion i arbejdet med mennesker, og det, der karakteriserer den, er:

  • En konflikt mellem behandleren og det ydre system
  • En konflikt i behandleren mellem hans idealer og det, han har mulighed for at opnå.

 

Når vi bliver presset – udefra og indefra
En klassisk konflikt gør sig ikke overraskende gældende for flere af dagens deltagere, nemlig konflikten imellem systemets rammer med alt, hvad det indebærer af reformer, lovgivning og deraf krav om mål og budgetter, versus behovet for tid til at gøre et professionelt og kvalificeret stykke arbejde med borgeren i centrum. De erkender, at de bruger oceaner af tid på at være frustrerede over rammer og vilkår, som det er svært at gøre noget ved. Og det er spildte kræfter. Derfor skal vi udelukkende koncentrere os om de vilkår, vi rent faktisk kan påvirke, siger Birgitte.
 

Og der er muligheder. For når det handler om at håndtere de ydre krav, skal vi have fokus på:

  • Rolleklarhed – tidligt i forløbet
  • Forventningsafstemning (i forhold til chef, borger, kunde…)
  • Sige fra – sæt realistiske mål og deadlines
  • Løft udfordringerne opad – fx kan vi bede vores leder prioritere vores opgaver
  • Uddelegering og deling af ansvaret.

Når det handler om de indre krav, skal vi:

  • Realitetsteste vores forestillinger – ofte er egne forestillinger, fantasi og katastrofetanker meget værre end virkeligheden. Derfor er vi nødt til at vende vores forestillinger med andre og få feedback.
  • Se situationen udefra – hvis det nu var en god kollega, der havde handlet, som jeg gjorde, hvad ville jeg så synes om vedkommendes indsats?
  • Eksternalisere de indre krav – hvad siger den indre dommer/kritiker, og hvad siger den indre gode rådgiver/kollega/ven?

Når vi bliver overansvarlige
Kendetegnende for dagens kursister er en stor ansvarsfølelse. Det bliver ofte mit ansvar, ene og alene, at borgeren rykker sig. Og det betyder for fleres vedkommende, at borgeren kommer med hjem, at borgeren har været med på juleferie, og at nætterne er søvnløse. Vi tager redder-rollen på og trækker hele læsset. Fordi vi tror, at det er bedst sådan – men måske også fordi vi har mistet overblikket. Samtidig bliver vi vrede på borgeren over, at de lægger ansvaret fra sig. Nu har vi knoklet, foreslået 117 aktiviteter, serveret det hele på et sølvfad – og borgeren gider ikke eller er ligeglad. Det resulterer i bedste fald i kynisme, hvor vi ikke længere ser mennesket foran os, og i værste fald i udbrændthed.
 

Derfor skal vi dele ansvaret, siger Birgitte. Vi skal sige til borgeren:
 

”Jeg vil gerne gå vejen MED dig, men jeg kan ikke gå den FOR dig.”
 

Vi nikker alle sammen, for vi ved det jo godt. Men vi skal åbenbart mindes om det.


 

Når vi bliver overansvarlige, skal vi have:

  • bevidsthed om, hvilke andre hjælpere borgeren har/kan få
  • bevidsthed om, at vi kun er en af brikkerne i borgerens puslespil
  • bevidsthed om at give ansvaret tilbage under selve samtalen, fx via en fælles dagsorden, vi begge er med til at udfylde
  • bevidsthed om, at borgeren selv har valg og kan komme med forslag til aftaler.

Og faktisk er det jo ikke bare for at lette vores eget arbejdspres. Det er sørme også for at understøtte borgerens egne ressourcer og stoppe med at umyndiggøre borgeren.
 

Når vi bliver grænseløse
Når vi skal etablere en kontakt med borgeren, er det afgørende, at vi er, hvad Birgitte kalder, følelsesmæssigt tilgængelige. Derfor bliver en opmærksomhed på vores egne grænser så vigtig, fordi vi ellers kan opleve en såkaldt empatisk belastning. Det betyder, at vi bliver overbebyrdet eller overvældet af indlevelsen i borgerens smerte, forvirring eller angst. Når vi bliver empatisk belastet, sker der typisk to ting: overidentifikation og overinvolvering eller distance.
 

Når vi overidentificerer os eller overinvolverer os med borgeren, kan vi komme til at miste vores grænser i forhold til borgeren. Vi kan komme til at svinge så følelsesmæssigt med borgeren, at vi identificerer os med borgerens (offer)rolle og påtager os et ansvar, der rækker langt ud over det normale.
 

Når vi distancerer os, bliver vi derimod tilbøjelige til at intellektualisere, så relationen ryger. Vi identificerer borgeren med problemet eller sygdommen, fx sådan er ”fibro-pigerne” (fibromyalgi), eller sådan er dem med Borderline for nu at nævne to grupper, der fylder en del hos dagens kursister. Når vi distancerer os, bagatelliserer vi borgerens smerte og tror, at borgeren lyver eller vil snyde os.
 

Begge dele dræner os og er ødelæggende. Empatisk belastning er en af de mest kendte grunde til udbrændthed.
 

Når vi bliver smittet
Når en borger har det svært, kan vi blive påvirket, og gudskelov for det, for ellers ejer vi jo ikke empati. Men vi kan også blive smittet, advarer Birgitte, og det kaldes projektiv identifikation. Projektiv identifikation skal ikke bare forstås som at have medlidenhed eller medfølelse med borgeren, men netop forstås som smitte – vi overtager borgerens følelse. Når en borger fx er fyldt med vrede og frustration, men skubber følelsen fra sig, kan følelsen blive eksporteret over i praktikeren. Er vi ikke opmærksomme på det, er det dels krævende og opslidende for os, men det kan også betyde, at vi begynder at ”straffe” borgeren gennem forskellige afvisninger, manglende interesse eller ved at opgive sagen etc.

 

Projektiv identifikation kan håndteres, når vi er opmærksomme på, hvad der sker, og er i stand til at:

  • italesætte vores følelser som en hypotese om, at det er sådan, at borgeren har det (indføling): ”Jeg kan godt forstå, hvis du kan føle dig overvældet og frustreret – er det sådan, du har det?”
  • italesætte følelsen for os selv i en indre dialog: ”Jeg kan godt forstå, hvis hun føler sig overvældet og frustreret.”
  • italesætte følelsen i sparring med en kollega eller i supervision: ”Jeg følte mig overvældet og frustreret, og jeg tænker nu, at det handler om, at det var sådan, at hun havde det.”

Når vi bliver beriget
Oplæg, begreber, øvelser og konkrete anvisninger danner dagen lang en glimrende cocktail, der ikke bare glider ned hos os alle sammen, men som også giver ny energi til at møde de borgere, hvis liv vi skal huske, at vi kun har en lille del af i vores hænder hver dag. ”Jeg glæder mig til at komme på arbejde i morgen,” siger en glad deltager i den afsluttende runde.
 

Selv om frustrationerne har været mærkbare, elsker de fleste i rummet faktisk deres arbejde. Det er derfor, de er her. For at blive ved med (eller vende tilbage til) at brænde uden at brænde ud. For ikke at blive kynikere. For ikke at miste evnen til at etablere den særlige kontakt og relation, der rykker et menneske, som har brug for det.
 

Opmærksomheden på både vores egne og borgerens følelser og behov går hånd i hånd, når man er på kursus hos Birgitte Wärn. Forståelse og anerkendelse af begge dele skinner igennem alt, hvad hun siger og gør.
 

Gudskelov er Birgitte også klar over, at det ikke er nemt, at det altid bliver det muliges kunst. Hun ved også godt, at det kan kræve tid. Tid, som nogle ledere vil påstå, vi ikke har råd til, påpeger en deltager. Men det argument køber Birgitte til gengæld ikke. Vi har ikke råd til at lade være, for hvis vi fx undlader at anerkende borgeren, fordi vi ikke har tid, optrapper vi kun konflikten, pointerer hun. Og hvis vi ikke drager omsorg for os selv, står vi tilbage som ikke bare ramt og rystet, men som udbrændt – og det har vi i hvert fald ikke råd til.  

 

Om Birgitte Wärn
Birgitte Wärn er cand. mag. i dansk og psykologi, indehaver af Wärn Kompetenceudvikling og forfatter til flere fagbøger. Hun har ti års erfaring som rådgiver inden for beskæftigelsesindsatsen, og i dag superviserer hun og underviser rådgivere og ledere i samtaleteknik.  

 

 
Tidsskriftsnr.:
Publiceringsdato:
22-01-2016

Ophavsret


© Schultz Information

Se ophavsret og ansvar

Kommentarer
Kommentarlink:
kommentarvisning:
Kommenter link:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 4848 5505  E: kundeservice@schultz.dk

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.