Titel:
Det vigtigste er at være god til at google
VF12 Printartikel:
FB
Kort tekst:

Mathias Skaarup har fravalgt en formel uddannelse og gør sig i stedet dygtig til at lave film ved hjælp af YouTube, Google, TED talks, sociale medier, netværk og en mentor. For han vil hellere lære effektivt af de bedste end spilde tiden på overflødig undervisning.


Af Annette Haugaard

Person:
Billede:
Matthias_Skaarup_lille
Navn:
Mathias Skaarup
Titel:
Hackschooler og filmskaber
Arbejdssted:
Part II Productions
Fotoreportage:
Lang tekst:

Pensumlister, studiegrupper, fredagsbar og månedlig SU er ikke en del af 21-årige Mathias Skaarups hverdag, selvom han er i gang med at uddanne sig. I stedet får drømmen om en dag at kunne leve af at lave spillefilm og tv-serier ham til på egen hånd at opsøge viden og prøve den af i praksis i det produktionsselskab, han har stiftet.

 

For Mathias Skaarup har ikke tålmodighed til at vente på et eksamens­­­bevis, når internettet giver mulighed for målrettet at klikke sig til præcis den viden, netop han skal bruge, og skaffe sig adgang til at få en anerkendt, amerikansk filmskaber som mentor.

 

"Jeg ville ønske, der var et uddannelsessystem, som kunne rumme mine ambitioner, og at jeg har et andet tempo. Men uddannelser er pakke­løsninger, hvor du skal tage det hele med, og du kan ikke sammensætte din egen undervisning ud fra hvilke fag og specifik viden, du er interesseret i. Jeg ville gerne kunne få vejledning i det, jeg arbejder med, og kunne tage korte kurser om aftenen på små hold, hvor jeg ikke skal sidde og vente på, at læreren løfter den laveste fællesnævner i klassen, for det er ikke fedt, når man er god til et fag. Derfor er jeg min egen lykkes smed."

Matthias_Skaarup_stort

Unge som Mathias Skaarup kaldes hackschoolere, men det er ikke et ord, han selv bruger. Han kalder sig iværksætter og er drevet af frihed, skabertrang og lysten til at vide, at både succes og fiasko afhænger af hans egen indsats.

 

Skudt i gang af kaffe, ski og 1500 kroner

Det begynder i sabbatåret efter gymnasiet, hvor Mathias Skaarup og en ven vil prøve kræfter med iværksætteri, før de skal læse økonomi på CBS og have job i det private erhvervsliv. De udtænker idéen om at lave reklame­­film, fordi begge har erfaringer med at lege med Go Pro-kamera, og da en mulig kunde siger ja til at mødes, tager Mathias Skaarup for første gang de metoder i brug, som siden kommer til at lære ham det meste.

 

"Vi anede ikke, hvordan man præsenterer en film, og vi havde heller ingen konkret idé til indholdet, så vi gik på nettet og læste artikler og så YouTube-film om, hvordan man pitcher og laver storyboard. Til vores store overraskelse fik vi opgaven."

 

Nu får drengene et nyt problem. De har hverken professionelt kamera eller aner, hvad jobbet skal koste, så de låner sig til udstyret og vover at sætte baren højt på 1500 kroner. I dag griner Mathias Skaarup af oplevelsen, men filmen for et lille kafferisteri er han stadig stolt af, og den bliver afgørende for hans fremtid. Kort tid efter får vennerne en sponsor­aftale med et rejseselskab om at tage til Frankrig og lave en YouTube-serie om at stå på ski i Val Thorens, og efter et halvt år er tiden inde til at tage hul på det planlagte studieliv. Det gør vennen også, men Mathias Skaarup vælger en anden vej.

 

"Jeg tog en beslutning om at forfølge karrieren bag kameraet frem for at tage en almindelig uddannelse."

 

Biltur afføder seriøs businessplan

Flere freelanceopgaver med reklamefilm fylder hurtigt Mathias Skaarups kalender, imens han tjener penge som tjener på en restaurant. En sen nat kører han en tur med sin ven, og i bilen snakker de om, hvor sjovt det var at arbejde sammen, og om de kunne gøre det igen på en mere ambitiøs og organiseret måde. De beslutter at oprette et produktions­selskab og lægger en enkel plan med tre mål for øje.

 

"Jeg er ikke fan af forkromede forretningsplaner, som enten ender i skuffen eller er outdatet, før de er ført ud i livet. Tidligere knoklede vi løs uden retning, men nu har vi et mindset om at gå seriøst til opgaven. Første step var at kunne forsørge os selv, og det er lykkedes, så vi er i gang med step to, som handler om at få en business ud af at lave fede, kreative opgaver. På længere sigt er ambitionen dokumentar­film, kortfilm, spillefilm og tv-serier."

 

Det kunne kalde på at søge optagelse på en filmskole, og selvom det kun lykkes for de få, er det ikke årsagen til, at Mathias Skaarup gør noget andet.

 

"Når man beskæftiger sig med kunstneriske fag, kan det være en ulempe at lære tingene på traditionel vis, fordi det unikke opstår, når du finder dine egne løsninger og ikke er begrænset af at gøre, hvad man forventer. Jeg kan godt se fidusen i, at man via en formel uddannelse får et fælles udgangspunkt med andre, men jeg har skabt mig et fagligt netværk i praksis, og jeg synes, den allerbedste måde at lære på er learning-by-doing og at række ud efter nogen, som er dygtigere end dig selv, så du spejler dig i de allerbedste."

 

Googler sig til mentor i New York
Filmproducenten Oscar Boyson er det store idol, som Mathias Skaarup følger på sociale medier, og derfor ved han, at amerikaneren kommer til Danmark for at lave optagelser til en dokumentar. En grundig google­søgning skaffer Oscar Boysons mail, og Mathias Skaarup tilbyder sig som gratis personlig assistent under besøget. ”Cool. Let’s meet up,” lyder det korte svar retur, der straks sætter en grundig researchopgave i gang.

 

"Jeg boede ikke i København på det tidspunkt, så i et par dage tog jeg ind for at have helt styr på de fede steder. Det viste sig, at vi klingede godt sammen, han elskede byen og endte med at forlænge sit ophold og sove hos min bror. Det var en ret stor oplevelse, og undervejs snakkede vi om, at jeg godt kunne tænke mig at komme til New York. Hvis jeg gjorde alvor af det, lovede han at keep me busy."

 

I det kommende år skriver Mathias Skaarup med sin nye mentor, før han tager til byen, der aldrig sover, for at arbejde på et turistvisum. Den første dag køber han en cykel.

 

"Jeg vidste, at så kunne jeg komme hurtigere frem end alle andre, og jeg ville gerne gøre et godt indtryk. I begyndelsen spurtede jeg frem og tilbage til alle mulige kendte mennesker og afleverede hans nye spillefilm som VIP-pakke, og efterhånden fik jeg andre opgaver."

 

Mathias Skaarup skal bl.a. researche til en dokumentarfilm om selvkørende biler, køber en bog på Amazon, læser den, googler artikler og sammenfatter pointer i et grundigt dokument med links til relevant baggrundsviden.

 

"Jeg har aldrig arbejdet så hårdt som de seks måneder, hvor jeg bogstavelig talt kun havde to fridage. Min drivkraft var først og fremmest at imponere mit idol, og jeg var egentlig ikke så optaget af at lære noget. Jeg gik ikke og tog noter, men i praksis fik jeg en masse viden og erfaring, som også pynter på mit CV."

 

Ser YouTube på toilettet og ved komfuret

Hvor Mathias Skaarup havde let ved at vende ryggen til formel uddannelse og skabe sin egen gør-det-selv-model, har han sværere ved at beslutte, om han skal rejse hjem til sit produktionsselskab eller blive i New York hos Oscar Boyson, der tilbyder ham et job.

 

"Jeg kunne fortsætte med at arbejde på store set eller downscale det til mit eget og prøve at tage ansvar for en hel produktion. Jeg valgte det sidste, og valg er altid fravalg, for man kan ikke nå en tusindedel af det, man gerne vil, men for mig er det vigtigt, at min karriere hundrede procent afhænger af mig selv."

 

Mathias Skaarup er stadig i kontakt med Oscar Boyson cirka en gang om ugen, nu som ven, og i stedet har han fået en mentor i forhold til forretningsdelen af sit job. Når han griber efter nye store mål og opgaver, han endnu ikke helt kan løfte, søger han råd og viden i sit netværk eller på nettet.

 

"Det vigtigste, man skal kunne som hackschooler, er at være god til at google. Det kræver en grundlæggende forståelse for kildekritik, men det er nu rimelig nemt at gennemskue, hvad der er trash og hurtige, forsimplede artikler, og hvad der er videnskabelige artikler. De ser fx ret kedelige ud og er ikke omgivet af reklamer!"

 

Informationssøgning foregår døgnet rundt hos Mathias Skaarup, der ser YouTube og TED talks, både når han er på toilettet og laver mad.

 

"Det handler om at opsøge viden, også når du ikke har brug for det. For mig er det underholdning at blive bedre til at fortælle historier eller belyse et set, og jeg leder ligeså meget efter noget, jeg endnu ikke ved eller kan, som efter det jeg kender og kan få tyve forskellige menneskers bud på."

      

Hold momentum eller skift bane

Det er kun tre år siden, Mathias Skaarup fik studenterhue på og lavede sin første reklamefilm, og ind imellem drømmer han om en hverdag i stil med sine jævnaldrende, der lader pensum afgøre, hvad de skal beskæftige sig med. For det har sin pris at være hackschooler og iværksætter.

 

"Det er vigtigt at holde momentum og hele tiden selv sørge for, at man rykker sig. Jeg kan godt misunde mine venner, som har en mere enkel tilværelse med tid til det sociale liv, jeg frasiger mig, fordi jeg gerne vil nå at blive så dygtig som mulig, før jeg får familie. Jeg håber ikke, at min vej bliver noget, vejledere anbefaler andre, for det skal ikke romantiseres som en fed drøm at droppe ud af skolen, blive iværksætter eller hackschooler. Det er benhårdt arbejde og skal ske på folks eget initiativ, hvis de ved præcis, hvad de vil, men det gør de færreste, før de har taget en uddannelse og måske skiftet job et par gange."

 

Mathias Skaarup er meget opmærksom på at optimere sin ydeevne, og han mediterer og spiser sundt for at holde til presset. Selvom han måske en dag skifter bane, sætter han næppe tempoet ned.

 

"Hvis jeg ikke gider lave film om ti år, gør jeg bare noget andet. Jeg er ikke bange for at fortryde. Men det vil nok være svært for mig at komme tilbage på skolebænken, så jeg vil måske hackschoole mig til en anden branche og bruge den samme tilgang, fordi det er en mere effektiv vej til at nå resultater."


 

 

Vil du vide mere? 

 

Tidsskriftsnr.:
2018 nr. 3
Publiceringsdato:
10-09-2018
Kommentarer
Kommentarlink:
Kommenter link:

Ophavsret


© Schultz Information

Se vilkår og betingelser

kommentarvisning:
Om forfatteren:
Faktatitel:
Fakta:
Artikeltitel:
Relaterede artikler:
Nyhedtitel:
Nyhedslinks:
Litteraturtitel:
Litteraturlink:
Linktitel:
Schultz  Annexstræde 5  2500 Valby  T: 7228 2826  E: kundeservice@schultz.dk
Indstillinger for cookie-samtykke