”Vi snakker om ytringsfrihed fra morgen til aften. Hvorfor snakker vi aldrig om retssikkerhed?,” spørger professor Peter Høilund retorisk. Vi sidder i hans hyggelige stue, hvor reolerne bugner af bøger. Fra vinduerne på femte sal er der smuk udsigt over Københavns tage. Overblik håber Vejlederforum også på at få, når det gælder retssikkerhed på det sociale område. Hvor grelt står det til i lyset af det voksende antal af sager og skriverier?
 

Peter Høilund vil gerne ind på den historiske udvikling af retssikkerhed fra 1930’erne. Dengang dominerede juristerne og deres tænkemåde den offentlige administration. Sandhed, lovlighed og upartiskhed var i højsæde ud fra et individuelt syn på borgerne. Siden er faggruppen af økonomer og cand.scient.pol.'er kommet til, og det har på mange måde været værdifuldt for velfærdssamfundet.
 

Gennem årene er der dog sket en gradvis udvikling, hvor økonomerne nu står stærkere end juristerne. Især derfor er fokus skiftet, så der nu snarere tænkes i masser og økonomi. Det kan bl.a. ses i sagsbehandlingen, som skal være effektiv, målbar og resultatorienteret, mens værdien af retssikkerhed – at retsreglerne følges til bedste for borgerne – har mistet terræn, forklarer Peter Høilund.
 

Det var kort om det historiske. Vejlederforum går nu direkte til sagen – som en effektiv sagsbehandler.
 

Hvad er det, der er på spil?
 

”Vi skærer i velfærdsstaten, skive for skive. Det ses i SKAT og på det sociale område. I sidste tilfælde er det bare ikke så tydeligt, fordi den mærkbare effekt ikke går lige ned i middelklassens lomme. Jeg vil gerne understrege, at økonomisk regulering ikke er skadelig, den er gavnlig. Jeg er ikke imod vækst og veldrevne, effektive samfundsinstitutioner. Men ingen har sat grænser mellem, hvornår økonomien og hvornår retssikkerheden skal herske, og lige nu hersker økonomien på det sociale område, selvom det burde være et frirum.”

 

Retssikkerhed lyder ellers som en selvfølge i et frit og demokratisk land som Danmark?

”Ja, retssikkerhed giver sammenhængskraft og tillid til institutionerne i et samfund, men retssikkerhed er ikke nødvendigvis den vigtigste værdi. Lige nu er den fortrængt af konkurrencestatens fokus på vækst og effektivitet. Stiller man juristernes fokus på sandhed, lovlighed og upartiskhed over for økonomernes fokus på effektivitet og resultater, så ser vi lige nu, at pendulet er på sit yderste udsving til økonomernes fordel. Økonomerne har fejet juristerne af banen, og pendulet er kommet for langt ud. Økonomer kan vi ikke undvære i det offentlige, men det er balanceforholdet, det er galt med, på bekostning af retssikkerheden.”
 

Presset af økonomi og it
I Arbejdsskadestyrelsen har medarbejderne fået at vide, at de ikke længere kan nøjes med 10 sager, nu skal de måske have dobbelt så mange om måneden.
 

”Så falder kvaliteten, og det rammer retssikkerheden,” konstaterer Peter Høilund. Kravet om effektivitet har store konsekvenser for borgerne. Ankestyrelsens undersøgelse fra 2013 viste, at der var fejl i to ud af tre anbringelsessager fra 11 kommuner.
 

Effektivitetskravet har også store konsekvenser for sagsbehandlerne.
 

”Sagsbehandlerne er reduceret til en slags agenter for en bestemt økonomisk tænkeform, som går ud på vækst, effektivitet og regulering af masserne, og som går forud for retssikkerhed og individuel sagsbehandling. Oveni er den individuelle vejledning presset af nye teknologiers massevejledning, som også kan ses som et resultat af konkurrencestatens fokus på effektivitet.”
 

Kun sexet i enkeltsager
Politikerne kommer ikke af sig selv til at vippe retssikkerhedspendulet tilbage, vurderer Peter Høilund. For på det generelle politiske plan er der ikke stemmer i retssikkerhed. Der er flere stemmer i, at det offentlige skal spare.
 

”Man burde sige til politikerne: Drop grønthøstermetoden. Find ud af, hvor der kan spares, og hvor der ikke kan spares, fordi borgernes retssikkerhed på de områder er vigtigere. Her burde det sociale område været fredet.”
 

Der er til gengæld i den grad stemmer i retssikkerhed, når det gælder enkeltsager.  Så kan politikerne udvise handlekraft og komme i avisen og i fjernsynet. Lovgivningen kan bruges til egen vinding som et flagskib for den enkelte politiker eller det enkelte parti og som et populistisk redskab til at skaffe stemmer.
 

Et andet problem er, at love og reformer hastes igennem i disse år. Høringsfrister bliver cuttet,  og specialister når ikke at komme på banen. Det giver en sjusket og tvetydig lovgivning, lyder bredsiden fra Peter Høilund.
 

””Gammeldags” love indeholdt arketypiske eksempler. I dag er loven ofte åben for gætværk. Det medfører forskellige praksisser i hver kommune, hvilket også er med til at undergrave retssikkerheden.”
 

Fragmenterede sager
I dag er borgernes sager nærmest splittet i atomer. Hvor det før var én person, som fulgte hele sagen, kan der være én person til ansøgningen om kontanthjælp, en anden til den løbende udbetaling, en tredje til visitation, en fjerde til opfølgningssamtaler, en femte til misbrugsbehandling, en sjette til klagesagsbehandling og så videre.

”Sagsbehandlingen er blevet opløst og fragmenteret. Der er ikke længere én sagsbehandler, som sidder med det overordnede, moralske og faglige ansvar. Desværre taber retssikkerheden, når overblikket forsvinder. Sagsbehandlerne er frontsoldater, som skal lave det beskidte arbejde med at sørge for, at det bliver så billigt som muligt, og som om nødvendigt må gå lidt på kompromis med borgernes retssikkerhed for at få budgetterne til at passe.”
 

Hvis Peter Høilund var sagsbehandler
Sagsbehandlernes egen retssikkerhed er også truet. De er bundet af resultatkontrakter og skal være effektive. Samtidig ligger der en konstant trussel om, at det kan koste at lave fejl. Som en sag i Nordsjælland viser, kan sagsbehandlerne blive politianmeldt for at handle ulovligt i deres sagsbehandling og -afgørelse.
 

Som ansat skal man være loyal over for arbejdspladsen, pointerer Peter Høilund. Først når det er åbenbart ulovligt, har man pligt til at gøre noget. Med andre ord: Enten er man med, eller også er man ude af vagten.
 

”Det giver en svækket position over for borgeren. Cheferne vægter det økonomiske og er måske selv presset af resultatkontrakter. Den sagsbehandler, som gennemfører flest samtaler, bliver måske fremhævet, uden at cheferne tager stilling til kvaliteten. Og så bliver sandhed og lovlighed presset til det yderste. Tiden til opgaverne er måske halveret. Sagsbehandleren får at vide, at det er hans eller hendes eget problem. Resultatet er, at vedkommende selv må bære den byrde, det er at gå på kompromis med borgerens retssikkerhed."
 

”I mange situationer er der ikke den rigtige anerkendelse fra ledelsen, og det skader den ansattes retssikkerhed. Henvender sagsbehandleren sig for ofte og siger, at vedkommende ikke bryder sig om måden, borgerne behandles på, kan han eller hun blive beskyldt for at være samarbejdsvanskelig og dermed risikere at blive fyret.”
 

Hvad ville du gøre, hvis du selv var sagsbehandler?
 

”Jeg ville have det dårligt med at svigte borgeren. Jeg er af krigernatur, men jeg ville ikke gå til chefen. Så ville jeg være ”selvmorder” i forhold til min stilling, da jeg ville risikere at blive fyret. Det er bedre at gå til kollegaen, fagforeningen eller ombudsmanden med sin utilfredshed.”


 

Den gode nyhed er, at sagsbehandlerne trods deres pressede situation har styrke, hvis de står sammen, og det kan medvirke til at vinde retssikkerheden tilbage.
 

”Sagsbehandlerne sidder inden for systemet. De skal snakke sammen indbyrdes, engagere fagforeningen og kontakte politikerne for at skabe et pres nedefra.”
 

På sigt kan presset bane vejen for politiske indgreb, så juridiske kernebegreber som retssikkerhed og lovlighed kan tippe pendulet tilbage til en mere sund balance mellem vækst og økonomi. Men det tager tid og kommer ikke af sig selv.